Hej allesammen, sikke stille her er! i må have travlt med produktionerne?
Jeg ville lige høre om der var nogle der skrev/skriver (eller instruere) historier om "det kedelige liv" Altså den slags historier hvor der ikke findes, eksplosioner, våben, lejemordere, zombier og den slags action.
Men i stedet for om menneskets udvikling med sig selv og andre, igennem samtaler og løsninger. Og alle de andre ting som hverdagens dramaer kan byde?
Ja det lyder godt nok kedeligt sat op på den måde!!
Det er bare iøjefaldne at mange (for det meste nye) instruktører (og forfattere) laver/instruere historier om alt det ovenstående.
Det er ikke for at være arrogant, personligt ville jeg aldrig kunne skrive en god action film el. instruere den! Så derfor kunne det være spændende (for mig ihvertfald) om der er nogle kedelige, bløde hjerter derude?
De fleste gode historier handler om menneskets personlige udvikling. Eksplosioner eller ej. Jeg har også lavet mindre effekttunge historier, men i bund og grund er både skriveprocessen og optagelserne meget den samme kop te. Det er stort set de samme forhindringer man støder på.
Gi' dog pengene til Afrika... De har mere brug for dem.
Jeg forstår din pointe. Og giver dig fuldstændig ret i at når man koger enhver film ned, så handler de i bund og grund om det samme. Men stadig er der dog en forskel; Genre, tempo, fordybelse, og leveringen.
Man kan sige at enhver historie bygger på en karrakters udvikling. For det meste pga. en ydre påvirkning, som så starter en indre udvikling.
(hvis påvirkningen ikke er ydre, bør man nok skrive en bog istedet)
Men efter denne påvirkning der sætter konflikter og udvikling igang, (indre & ydre) begynder problem/konflikt løsningen. og den kan være fokuseret på at finde balance i det indre gennem løsningen af det ydre problem (detoneringen af en atombombe). Men man kan også vælge at fokusere på den mere "føelsesmæssige" problemløsning istedet.
Ret mig endelig hvis det er noget værre pladder :) ihvertfald lidt forvirrende!
Jeg har ikke min kreative lyst placeret på store "ydre løsninger" (en by angribes af zombier, en helt forsøger at smadre den fjendtlige ubåd, en tidligere lejemorder hentes til kina for at udrydde senatet, hans familie) Jeg vælger bare noget som har nogle mere nærværrende konflikter - Det virker det ihvertfald som om når man ser det. Som du siger det handler jo altid om næsten det samme, i bund og grund :)
Men... er der så nogle derude? og hvorfor jeg spørger er, at jeg virkelig godt kunne tænke mig at se hvordan i griber den slags an. Hvad i har gjort?
Og det er ikke fordi action keder mig (øhh) men jeg kunne bare tænke mig at møde nogle af samme sind. Thats all!
Jeg kan godt lide at arbejde med kortfilm inden for den "genre" du nævner. Så snart det bliver længere ender jeg gerne med at skrive komedier og eventyr. Jeg synes sgu der er action nok derude og uden de store budgetter ender de tit med at virke meget ens. Næste alle der skal beskrive den slags film bruger sætninger som "meget i stil med i kina spiser de hunde og blinkende lygter".
Jeg har så aldrig helt forstået pointen i, at hovedpersonen absolut skal komme videre i forløbet. Hvorfor skal han/hun partout gennemgå en personlig udvikling? Det ser vi sgu sjældent i den virkelige verden, så hvorfor ser vi det så konstant i film? Hvad er der galt i at vise en person, der ikke kan komme videre - enten fordi det forekommer skræmmende (ukendt), eller fordi det ganske enkelt ikke går op for personen, hvordan han/hun kan komme videre?
Ja, det føles naturligvis bedre, når man efter at have set en film kan tænke "hvis han kan, så kan jeg også", og det føles ganske ubehageligt, når hovedpersonen går helt til grunde (f.eks. The Pledge med Jack Nicholson), men gør det noget, at film afspejler den grå, kedelige og til tider ubehagelige virkelighed, vi alle går og traver rundt i?
#4: Ja det jeg syntes er mest ærgeligt er at folk der forsøger (undskyld) at genskabe den slags film/manuskripter overser hvad det gode ved de film er! Relevansen. Ikke de voldelige tendenser, de kvikke bemærkninger, eksplosionerne, som er FEDE, helt klart! Men det er den historie om fire "ustabile" (deres fortid er ihvertfald ikke stabil) mænd der forsøger at finde en plads i et samfund som vores der kræver en normalisering. Og derved viser os så smukt at ingen er normale (bemærk bare alle de "syge" side figure) og at man må finde sin egen vej.
men jeg syntes at det ellers er positivt nok at få noget action til danmark, vi skal bare ikke lave meningsløs hollywood pladder :)
#5: Godt spørgsmål! Jeg vil mene at vi mennesker elsker/vælger musik, film og anden kunst, fordi vi alle har et ønske inderst inde om at få det bedre - blive mere lykkelige måske? Og der er film et genialt medie, fordi det lokker os ind i en "manipulerende" og tiltalende verden, hvor vi føler os sikre i at overgi os til den udvikling der bliver fremlagt. Hvorfor skulle vi ellers bruge alle de penge på biografture og dvd'ere?
Men det er selvfølgelig forudsat at vores forfører (ham/hende/dem) der lokker os ind i den bløde stol foran det kæmpe lærrede forstår at skjule manipulationen fra hjernen der sjældent (IMO) er forbundet med "hjertet" - derfra hvor vi ønsker at udvikle os! Som sagt vi ønsker at blive forført... mærke at vi lever!
Derfor er det jo vigtigt at historien har en "pointe" eller at forfatteren/instruktøren ihvertfald har gjort sig klart hvad publikum skal usættes for - grunden til at de skal inspireres til en større indsigt!
Vi har som publikum brug for at kunne spejle os i noget identificerbart! Noget som kan spejle føelsen, lysten, motivationen i os selv. Og det bliver nød til at være en karakter af en eller anden form. Vi identificere os feks. udemærket med dyr, igennem fabler og eventyr fordi de bliver påduttet de samme moral og etiske regler/valg som kendetegner mennesker (hmm)
Så... vi har brug for at hovedpersonen undergår en udvikling så at vi selv for chancen for at udvikle os (lyder så opkørt hva? det er jo egentlig meget jordnært)
Men udviklingen kan sagtens gå galt! karakteren kan ihvertfald mislykkes i at få opfyldt sit hovedmål. Men jeg mener helt sikkert at en hovedkarakter altid skal komme ud på den anden side med bare en lille ændring, også selvom karakteren selv ikke kan se det - Men hvis der ingen udvikling er, hvorfor skal vi så se det?
Jeg ville blive sur hvis jeg blev trukket/ført gennem halvanden time uden at nogensomhelst opnået noget. pladr badr :)
Nå sikke en smøre, jeg må hellere smutte, har fri for arbejde nu... puha ;)
Kom forresten også til at tænke på at en karakters udvikling godt kan bestå i at finde ud af at han ikke behøver en udvikling, at det slet ikke var nødvendigt etc. Men det er selvfølgelig også en udvikling i sig selv!
#1 filmz-write-off 20 år siden
Jeg ville lige høre om der var nogle der skrev/skriver (eller instruere) historier om "det kedelige liv"
Altså den slags historier hvor der ikke findes, eksplosioner, våben, lejemordere, zombier og den slags action.
Men i stedet for om menneskets udvikling med sig selv og andre, igennem samtaler og løsninger. Og alle de andre ting som hverdagens dramaer kan byde?
Ja det lyder godt nok kedeligt sat op på den måde!!
Det er bare iøjefaldne at mange (for det meste nye) instruktører (og forfattere) laver/instruere historier om alt det ovenstående.
Det er ikke for at være arrogant, personligt ville jeg aldrig kunne skrive en god action film el. instruere den! Så derfor kunne det være spændende (for mig ihvertfald) om der er nogle kedelige, bløde hjerter derude?
Hav en god dag
mvh David
#2 gi-jones 20 år siden
#3 filmz-write-off 20 år siden
Og giver dig fuldstændig ret i at når man koger enhver film ned, så handler de i bund og grund om det samme.
Men stadig er der dog en forskel; Genre, tempo, fordybelse, og leveringen.
Man kan sige at enhver historie bygger på en karrakters
udvikling. For det meste pga. en ydre påvirkning, som så starter en indre udvikling.
(hvis påvirkningen ikke er ydre, bør man nok skrive en bog istedet)
Men efter denne påvirkning der sætter konflikter og udvikling igang, (indre & ydre) begynder problem/konflikt løsningen. og den kan være fokuseret på at finde balance i det indre gennem løsningen af det ydre problem (detoneringen af en atombombe). Men man kan også vælge at fokusere på den mere "føelsesmæssige" problemløsning istedet.
Ret mig endelig hvis det er noget værre pladder :) ihvertfald lidt forvirrende!
Jeg har ikke min kreative lyst placeret på store "ydre løsninger" (en by angribes af zombier, en helt forsøger at smadre den fjendtlige ubåd, en tidligere lejemorder hentes til kina for at udrydde senatet, hans familie)
Jeg vælger bare noget som har nogle mere nærværrende konflikter - Det virker det ihvertfald som om når man ser det. Som du siger det handler jo altid om næsten det samme, i bund og grund :)
Men... er der så nogle derude? og hvorfor jeg spørger er, at jeg virkelig godt kunne tænke mig at se hvordan i griber den slags an. Hvad i har gjort?
Og det er ikke fordi action keder mig (øhh) men jeg kunne bare tænke mig at møde nogle af samme sind. Thats all!
Hygge
#4 rimmer 20 år siden
#5 filmz-Martin Schou 20 år siden
Ja, det føles naturligvis bedre, når man efter at have set en film kan tænke "hvis han kan, så kan jeg også", og det føles ganske ubehageligt, når hovedpersonen går helt til grunde (f.eks. The Pledge med Jack Nicholson), men gør det noget, at film afspejler den grå, kedelige og til tider ubehagelige virkelighed, vi alle går og traver rundt i?
#6 filmz-write-off 20 år siden
Men det er den historie om fire "ustabile" (deres fortid er ihvertfald ikke stabil) mænd der forsøger at finde en plads i et samfund som vores der kræver en normalisering. Og derved viser os så smukt at ingen er normale (bemærk bare alle de "syge" side figure) og at man må finde sin egen vej.
men jeg syntes at det ellers er positivt nok at få noget action til danmark, vi skal bare ikke lave meningsløs hollywood pladder :)
#5: Godt spørgsmål!
Jeg vil mene at vi mennesker elsker/vælger musik, film og anden kunst, fordi vi alle har et ønske inderst inde om at få det bedre - blive mere lykkelige måske?
Og der er film et genialt medie, fordi det lokker os ind i en "manipulerende" og tiltalende verden, hvor vi føler os sikre i at overgi os til den udvikling der bliver fremlagt.
Hvorfor skulle vi ellers bruge alle de penge på biografture og dvd'ere?
Men det er selvfølgelig forudsat at vores forfører (ham/hende/dem) der lokker os ind i den bløde stol foran det kæmpe lærrede forstår at skjule manipulationen fra hjernen der sjældent (IMO) er forbundet med "hjertet" - derfra hvor vi ønsker at udvikle os! Som sagt vi ønsker at blive forført... mærke at vi lever!
Derfor er det jo vigtigt at historien har en "pointe" eller at forfatteren/instruktøren ihvertfald har gjort sig klart hvad publikum skal usættes for - grunden til at de skal inspireres til en større indsigt!
Vi har som publikum brug for at kunne spejle os i noget identificerbart! Noget som kan spejle føelsen, lysten, motivationen i os selv.
Og det bliver nød til at være en karakter af en eller anden form. Vi identificere os feks. udemærket med dyr, igennem fabler og eventyr fordi de bliver påduttet de samme moral og etiske regler/valg som kendetegner mennesker (hmm)
Så... vi har brug for at hovedpersonen undergår en udvikling så at vi selv for chancen for at udvikle os (lyder så opkørt hva? det er jo egentlig meget jordnært)
Men udviklingen kan sagtens gå galt! karakteren kan ihvertfald mislykkes i at få opfyldt sit hovedmål. Men jeg mener helt sikkert at en hovedkarakter altid skal komme ud på den anden side med bare en lille ændring, også selvom karakteren selv ikke kan se det - Men hvis der ingen udvikling er, hvorfor skal vi så se det?
Jeg ville blive sur hvis jeg blev trukket/ført gennem halvanden time uden at nogensomhelst opnået noget. pladr badr :)
Nå sikke en smøre, jeg må hellere smutte, har fri for arbejde nu... puha ;)
God skrivning
#7 filmz-write-off 20 år siden
Men det er selvfølgelig også en udvikling i sig selv!
God skrivning