Du kan tage gadedrengen ud af ghettoen, men du kan aldrig tage ghettoen ud af gadedrengen. Du kan heller ikke tage strukturen ud af en spillefilm for at forøge autenciteten, uden at publikum mister overblik og interesse. Det er lidt en smagssag, hvor grænsen går, men Fenar Ahmad har et godt greb om sine karakterer, og så gør det mindre, at plottet er en lidt løs udgave af “8 Mile”. Nogle scener bliver lige lovligt lange på grund af den improviserede dialog, der ikke altid bringer handlingen videre, men til gengæld er der intensitet og nerve, når han så strammer skruen. Der er sket meget, siden Morten Korch-filmene grovhittede, og musikken blev landeplager. Men spoler man båndoptageren halvtreds år frem, skinner solen stadig på syngende vagabonder. De beskytter bare øjnene med mørke glas, og laver lidt sorte penge her og der, mens de smider tunge beats og håndtegn til en stær.
#1 bjarke 9 år siden