Bedst er Shargawi, når han bliver personlig. Han har en historie at fortælle. Som en dansk Fatih Akin, der nede i Hamborg er fanget imellem tysk kultur og tyrkisk tradition. Altid en fremmed. Sådan er det også med Shargawi. Ikke dansk nok i Danmark. Som Jamil. Men heller ikke arabisk nok til Medina. Derfor glæder jeg mig også til Omar Shargawis næste film, som jeg håber, han igen får hjælp til at skrive.
