Til trods for at Lanthimos’ ambitioner og håndværksmæssige evne fortsat er intakt, er det imidlertid også svært ikke at blive lidt undervældet af “Alperne” ovenpå den fremragende “Dogtooth”. Humoren er knap så skarp i denne omgang, historien knap så foruroligende, og hvor “Dogtooth” formåede at få listet vores medfølelse for hovedpersonerne ind ad bagdøren, så forbliver de i denne omgang nogle temmelig fjerne skikkelser. Derfor føles denne film beklageligvis også lidt som et skridt i den forkerte retning, men der er heldigvis fortsat masser af interessant gods at hente i “Alperne”. Filmverdenen er fyldt til randen med fortællinger, der følger konventionerne til punkt og prikke, og meget få, der tør trodse dem. Alene af den grund er film som “Alperne” et ualmindeligt berigende bekendtskab.
