Helt på højde med overnævnte Kaufman-film er “Cold Souls” dog ikke, og selvom historien starter ganske fremragende, så taber filmen komisk højde, efterhånden som Giamatti drager ud for at generhverve sin tabte sjæl. Selv en lille poetisk scene nær slutningen føles mere som et kuriøst indslag end som en tilfredsstillende afrunding.
“Cold Souls” byder dog på en virkelig opfindsom ide med filosofiske undertoner, og til trods for et tydeligvis skrabet budget er den for det meste veludført. Spændende bliver det derfor også at se, hvad Sophie Barthes kaster sig over i fremtiden. Filmens største trækplaster er og bliver dog Paul Gaimatti, der som altid er et ualmindeligt spændende bekendtskab. At de russiske sortbørshandlere gerne vil prøve hans sjæl, kan man dårligt bebrejde dem.
