“The Deep Blue Sea” er en af den slags film, som ofte bliver kaldt gammeldags eller stiv af visse sjæle, men for undertegnendes vedkommende er filmens totale mangel på “trendyhed” på mange måder netop dens største styrke. Her er for en gangs skyld en moden film, som tiltror sin tilskuer nok begavelse til at følge en længere samtale, og som tør opstille nogle vanskelige dilemmaer, som vi alle på forskellige måder må slås med. Bør man følge fornuften eller følelsen? Gælder det drømmen eller realismen? Og fører de mon begge i sidste ende til det samme sted?

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#1 x marks the spot 9 år siden

Hedder det ikke "luksuriøse"?
Anyway.. Jeg synes, det var en meget tung, deprimerende og langtrukken affære. Gode skuespillere - men ikke en film jeg vil anbefale.
"Do, or do not. There is no try".
Gravatar

#2 fatcat 9 år siden

troede lige et splitsekund at det var en remake af Deep Blue Sea... men jeg kunne ikke lige få intelligente hajer på størrelse med en større personbil til at passe ind i beskrivelsen... :)
"I'm not going to waste my time arguing with a man who's lining up to be a hot lunch."
Gravatar

#3 Richard Burton 9 år siden

Helt enig med Benway. Terrence Davies har begået en fremragende film, hvis drømmende karakter, nærmest idealiserer fortiden, i skærende kontrast til det følelsesrepertoire som er i spil, med lutter sårbare mennesker og stærk dialog som bevidst sårer.

Den lange slutsekvens er følelsesmæssigt lige så hård en nød at sluge, som afslutningen i Waterloo Bridge.
Jeg glemmer aldrig smagen af Werners ægte!
Gravatar

#4 doom WAD 9 år siden

fatcat (2) skrev:
troede lige et splitsekund at det var en remake af Deep Blue Sea... men jeg kunne ikke lige få intelligente hajer på størrelse med en større personbil til at passe ind i beskrivelsen... :)


Me2. Og den er guilty please for mig; ellers havde jeg aldrig klikket her.

Skriv ny kommentar: