Bare fordi Keaton og Douglas aldersmæssigt ligger og roder rundt lige under de 70 år, er der ingen grund til, at de to ikke kan forelske sig og opleve kærligheden igen. Det er, som filmens titel opmuntrende konstaterer, aldrig for sent. Det til trods gør fotograf Reed Morano og filmens kostumier alt for at skjule de to skuespilleres sande alder. Lyssætningen er gylden og lige så smørblød, som den uklædelige gammelmandshat Douglas’ Oren bærer, og der er vaseline til et helt års forbrug i en sæbeopera på linsen. Det tågede, næsten eventyragtige skær kommer til at stå i al for skarp kontrast til sidehistorien om junkiesønnen, der er blevet stoffri og den knap så heldige mor, hvem Oren opsøger med både Leah og barnebarnet på slæb.
Bag døren i det lurvede Connecticut-kvarter gemmer sig en sørgelig eksistens med sår i ansigtet og gule metamfetamintænder i hele kæften. Først er mor glad for at se sin pige for første gang nogensinde, men, skæv som hun er, vælter hun rundt på fortovet øjeblikket efter. Og så kører trekløveret deres vej igen i en stor, vulgær Mercedes og lader mor i stikken. Det samme gør Rob Reiner til fordel for en påklistret, lykkelig slutning.
