Fred MacMurray, der ellers mest havde gjort sig i komedier, er perfekt castet som Walter Neff. Hvor en mere kølig type, som f.eks. Bogart eller Robert Mitchum, havde skabt for meget distance, giver MacMurray rollen en umiddelbar gennemskuelighed, som gør det vanskeligt ikke at føle sympati med Neff, uanset hvor modbydeligt han til tider bærer sig ad. Uforglemmelig er også Stanwyck som den sexede Phyllis, her udstyret med en billig paryk, der giver hende en lettere svulstig fremtoning. De to bliver suppleret til perfektion af Edward G. Robinson, der som Keyes leverer mange fremragende monologer, og kommer til at betyde mere for filmen end man måske lige umiddelbart skulle tro.
“Double Indemnity” blev en stor succes, og Hollywood forsøgte efterfølgende at duplikere formularen gennem en lind strøm af hårdkogte film noirs. Filmen blev nomineret til Oscars bl.a. for bedste film og manuskript, men tabte – i bedste Oscar stil – til en Bing Crosby musical. I dag regnes den blandt de største filmklassikere og blandt de mest indlysende mesterværker. Fordærv er ganske vist blevet mere eksplicit siden, men det har næppe nogensinde været sjovere end i “Double Indemnity”.
#11 filmz-Bruce 17 år siden
Modern Times
Og selvfølgelig skal man ikke være foruden Eberts ord.
#12 filmz-lbw 17 år siden
#13 filmz-Crystalstar1200 17 år siden
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#14 pulse83 17 år siden