Double Indemnity – Kvinden uden samvittighed (repremiere)
Udgivet 18. dec 2006 | Af: Benway | Set i biografen
Da filmen åbner ser vi en bil køre hasarderet gennem byen og ankomme til en kontorbygning. En mand (Fred MacMurray) træder ud og bevæger sig langsomt til et kontor hvor han finder en diktafon frem og indspiller, hvad der til forveksling ligner en bekendelse. Han præsenterer sig selv som Walter Neff, forsikringssælger, og tilstår et mord: ”Jeg dræbte ham for penge og for en kvinde. Jeg fik ikke pengene… og jeg fik ikke kvinden”.
Dermed er resultatet afsløret på forhånd og heri ligger en af Wilder og Chandlers geniale twists, og mange afvigelser fra Cains forlæg. Handlingen udspiller sig nu som en serie flashbacks som vi nu sidder igennem på kanten af sædet, mens vi spændt afventer hvordan og hvorledes katastrofen vil indtræffe.
Hvad der gør “Double Indemnity” til et så svært fascinerende værk, er dog først og fremmest dets mange nuancer og sublime udførsel. Ved et overfladisk første øjekast er historien slet og ret om en mand, der bliver forført af en femme fatale, men ved et nærmere syn bliver det mere tvivlsomt. Ved egen erklæring begår Neff mordet for penge og en kvinde, men ingen af partnerne virker overvældende interesseret i hverken hinanden eller pengene. Phyllis’ afsky for sine mænd lader primært til at stamme fra kedsomhed, snarere end nogen dybt følt passion. Neff og Phyllis virker mere forført af ideen om at slippe af sted med forbrydelsen end noget andet.
“Double Indemnity” er fyldt med ironi og sarkasme, samt med film noirens forkærlighed for stil og fatalisme. Den betagende visuelle side suppleres fornemt af den afsindigt velskrevet dialog, som sprudler med liv, bid og sarkastisk humor. Der findes næppe mere end en håndfuld film, der kan matche “Double Indemnity”s arsenal af suveræne replikker.
Fred MacMurray, der ellers mest havde gjort sig i komedier, er perfekt castet som Walter Neff. Hvor en mere kølig type, som f.eks. Bogart eller Robert Mitchum, havde skabt for meget distance, giver MacMurray rollen en umiddelbar gennemskuelighed, som gør det vanskeligt ikke at føle sympati med Neff, uanset hvor modbydeligt han til tider bærer sig ad. Uforglemmelig er også Stanwyck som den sexede Phyllis, her udstyret med en billig paryk, der giver hende en lettere svulstig fremtoning. De to bliver suppleret til perfektion af Edward G. Robinson, der som Keyes leverer mange fremragende monologer, og kommer til at betyde mere for filmen end man måske lige umiddelbart skulle tro.
“Double Indemnity” blev en stor succes, og Hollywood forsøgte efterfølgende at duplikere formularen gennem en lind strøm af hårdkogte film noirs. Filmen blev nomineret til Oscars bl.a. for bedste film og manuskript, men tabte – i bedste Oscar stil – til en Bing Crosby musical. I dag regnes den blandt de største filmklassikere og blandt de mest indlysende mesterværker. Fordærv er ganske vist blevet mere eksplicit siden, men det har næppe nogensinde været sjovere end i “Double Indemnity”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet