Instruktøren Marc Forster har i sine seneste film haft en lettere eksperimenterende tilgang til filmmediet med klaustrofobiske hallucinationer i “Stay”, sødmefuld fantasi i “Finding Neverland”, samt narrative narrestreger i “Stranger than Fiction.” I “Drageløberen” er det afprøvende filmsprog dog lagt på hylden til fordel for en meget tro, nærmest anonym, filmatisering af Khaled Hosseinis roman. Og det må være filmens største ankepunkt. Kun i enkelte scener, som når Amir som voksen læser et brev fra Hassan, mærker man en egentlig indsats for at løfte historien ud over det, der i forvejen kunne findes i romanens sider. Selv scenerne, hvor der flyves med og løbes efter drager, synes nærmest bundet til beskrivelserne fra bogen fremfor at flyve frit på egne filmiske præmisser. Men på trods af at filmen “Drageløberen” ikke afviger meget fra sit romanforlæg i hverken historie eller udtryk, er der dog stadig tale om en gribende beretning, der indeholder mange triste momenter, men også et budskab om håb og forsoning.
#1 nygaardpetersen 16 år siden
5,5/6 herfra!
#2 king b 16 år siden
2,5/6