Samtidig er filmen dog også en af dens slags konservative dokumentarer, hvori den klassiske form næsten bliver en hæmsko, og udformningen kommer hurtigt til at vække minder om det undervisningsmateriale, man blev trukket igennem under skolegangen. Medvirkende til det er også, at det aldrig rigtig lykkes for Vest at få Nyrop til at blive en levende person, hvis livsbane man for alvor bliver interesseret i.
Det er ikke en film, man ligefrem føler noget stort behov for at se i biografen, men som et kig på en spændende bygning er filmen ganske interessant, og man efterlades med en lyst til selv at gå på opdagelse i rådhuset. Tankevækkende er det også, at Nyrop var utilfreds med rådhuspladsens udformning, som han ikke mente fungerede ordentligt. Heller ikke på det punkt har tingene ændret sig synderligt siden dengang.
