Langt hen ad vejen er “Evolution” en fiks idé, en omvending af verden, hvor mænd føder nye mænd, og kvinderne er fri til at sno sig som ål i orgielignende strandseancer. Når det også fungerer som film, er det, fordi Hadzihalilovic ikke ser ned på sit publikum og er fuldstændig klar over, at vi godt kan regne den ud. At hun ikke bygger op til et ‘der fik jeg jer’-klimaks. Oveni kommer, at hun er en visuel kunstner, der giver sine dybt foruroligende scener et ikke-poetisk nærvær. En skræmmende dygtig kvinde.
