Dyb er “Fading Gigolo” ikke, men den er til gengæld meget underholdende. Det glæder mig specielt at se, hvordan Turturro og Allen kan spille op af hinanden, og deres scener sammen er klart de bedste i filmen. Den minder på rigtigt mange måder om Woody Allens egne film med samme fokus på de skæve individer og de mere absurde hjørner af hverdagslivet, men der er alligevel en forskel i tone og humor, der for mig virker knapt så navlepillende. Så her en frisk og nyskabende idé: Woody Allen skal for fremtiden kun spille med i andre folks film, som til fulde forstår at udnytte hans trods alt betragtelige komiske talent.
