Som handlingen skrider frem, undres man først over den tilsyneladende forhastede dramaturgiske kurve og et underligt antiklimaks midtvejs, hvor sagen synes at være opklaret, men dette uforløste mellemspil viser sig heldigvis at være en frustration, som hovedpersonen deler med tilskueren, for vi er nemlig ligesom Patrick blevet holdt i mørket. Og så starter en række fermt komponerede nålesving på handlingens vej til den overraskende slutning, der trumfer med at konfrontere os med et hjerteskærende dilemma helt til sidst – et dilemma, som er næsten djævelsk godt fundet på, hvis ikke det var så sørgeligt.
“Gone Baby Gone” er en film, der borer sig vej ind til hjertet, men i samme ombæring tager en afstikker til de cerebrale regioner og byder på en etisk catch-22 i spørgsmålet om arv kontra miljø. Det er en miljøskildring, der dufter af asfalt og jord under neglene, men også en menneskeskildring, der i sidste ende vender spejlet mod os selv i det tvungne spørgsmål: hvad ville vi selv have gjort? En spændingshistorie, der vil mere end blot underholde.
#11 BN 15 år siden
Jeg var især spændt på at se, om rygtet om Casey Affleck's skuespiltalent talte sandt, og jo, det gjorde det! Casey Affleck er en af disse skuespillere, som man aldrig bliver træt af betragte, fordi deres ansigt og mimik siger mere end mange ord. Han mestrer ligesom Robert De Niro og Edward Norton underspillets kunst i en sådan grad, at det er en ren nydelse at se på. Nu kan det næsten ikke gå hurtigt nok med at få lejet 'Mordet på Jesse James ...'! :-)
Og selve filmen 'Gone, Baby, Gone' var også virkelig god. Historien er holdt i en realistisk tone og opbygget på en sådan måde, at den får mere og mere 'nerve', efterhånden som handlingen skrider frem. En af filmens bedste scener er efter min mening dér hvor
En formidabel film! Jeg kan absolut kun udtrykke respekt for Ben Affleck's evner som instruktør, og jeg håber, han vil lave flere film af samme fine kvalitet.
5/6