P.O.V er en sjov ide, men det bliver også en smule anstrengt i længden. Jeg følte mig hensat til de der 3D-film, der var populære i halvfemserne, hvor en tur i en minevogn eller livet som hockeypuck blev underbygget af rystende sæder. De vidste, at effekten røg efter en 10-minutter, og når “Hardcore” overser det, er det et problem, at historien ikke er bedre. Vi har for længst kunnet hæve gøbben i “Half-life”, “Dishonoured” eller “Bioshocks” brillant udtænkte universer, så hvorfor nøjes med at se nogle andre spille “Doom”?
