Kan en film være god alene i kraft af sit smukke budskab? Jeg synes ikke, “He Named Me Malala” bringer meget nyt til en allerede veldokumenteret fortælling. Og det nye er ikke synderligt velfortalt. I en tid, hvor mange dokumentarfilm giver fiktionsfortællingerne baghjul i øjenåbnende studier af samtiden, ryster “He Named Me Malala” bare din hånd på officiel maner og kvækker ’yes we can!' og ’one child can change the world!' og sådan noget. Malala Yousafzai talte Taliban midt imod, men hvad med den frie verdens ordflom…??
