Tolerance er selvfølgelig en ting, som langt de fleste voksne gerne vil indgyde i deres børn, og her prøver “Hotel Transylvania” at give en hjælpende hånd via en historie om monstrene, der undgår mennesker, fordi de har dårlige erfaringer med dem. Frygt skaber had og isolation, og det er dette mønster, der skal brydes, og det er prisværdigt, at “Hotel Transylvania” slår den pointe fast. Det gør den også med stor overbevisning i perioder, men til slut sidder man med følelsen af, at “Hotel Transylvania” snarere er den strenge onkel, der altid kommer med lærerige, men langsommelige moralprædikener, end den mere lune onkel, der måske nok griner lidt for meget af sine egne vitser, men som trods alt er godt selskab.
