“Hunger” er en dvælende skildring af en politisk fanges kamp mod kræfter, der er større end ham selv, og om man er enig i Bobby Sands holdninger eller ej er sådan set underordnet. Dette er ikke en film, der har et entydigt budskab, og det er absolut heller ikke en film, der benytter sig af melodramatik eller en romantisering af hovedpersonens pinsler og martyrdød. I stedet får den seeren til at føle smerten og pinslerne, både hos fangerne i helvedshullet, men så sandelig også hos fangevogterne, der selv lever i et psykisk fangenskab.
“Hunger” er bestemt ikke en film for alle, det er den for kunstnerisk og kompromisløs til at være, men ligesom sult sniger denne film sig også langsomt op på én og sætter sig som en altopslugende knude i maven.
#1 Slettet Bruger [4229798787] 14 år siden
#2 chandler75 14 år siden
#3 MouseMickey 14 år siden
#4 filmz-Bruce 14 år siden
Ses filmen som en isoleret enhed, fængslet afkoblet fra omverdenen, fangerne kontra fangevogterne, livet indenfor murene, så er filmen sgu "bloody close" på et mesterværk. Men vælger man at se Hunger som et politisk partsindlæg i debatten omkring Nordirland, England og IRA, så er filmen ganske ensidig og sort hvid.
Ingen tvivl om den modbydelige ondskab udført af de britiske fangevogtere, men der er ingen visualisering af de ugerninger som IRA stod for og som de indsatte nu engang er fængslet for. En ubalance som bliver endnu stærkere af, at Margareth Thatchers stemme flere gange kommer indover, med taler fra Overhuset, angående fængelskonflikten. Der er således ingen tvivl om, hvem som er ofre og hvem som er bødler, blot ser vi ikke de civile ofre af IRAs handlinger, som også måtte lide i konflikten.
Jeg er ikke i tvivl om, at Hunger er et partsindlæg fra Steve McQueen, men jeg vælger at se bort fra den politiske agenda og opleve filmen uden omtanke for menneskeskæbnernes fortid, uden at forholde mig til Nordirland/England konflikten iøvrigt, hvorfor filmen er hamrende god. Ellers havde jeg smidt to-tre karakterer af filmen.
6/6