Alt er pragtfuldt i “Jagten” – lige på nær filmens omdrejningspunkt selvfølgelig, dens handling, dens modige berøring med det tabubelagte emne pædofili og dens nådesløse skildring af en mand, der kun går på opsvingets spæde barneskridt efter en tilsyneladende grim skilsmisse, før det lille samfund (i ren selvjustits) rotter sig sammen mod det, de frygter allermest. Det, de ikke forstår. Det, de ikke ved, hvad er. Det, de ikke kan se.
Men hvor man i “Anklaget” ikke kommer til at nære den store empati for det resterende samfund og deres anklager, så formår Vinterberg at gøre sit persongalleri vellidt. Man forstår dem jo godt, selv om de er ubarmhjertige og hensynsløse. Og særligt venskabet mellem Lucas og Theo løfter filmen og udvider dens emneafgrænsning. Som bekendt blev Mikkelsen belønnet i Cannes for sin præstation, og foruden filmens stærke skuespil, så understreger dens andre Cannes-priser (fotografen Charlotte Bruus Christensens fik Vulcain-prisen, og filmen vandt Den Økumeniske Pris, som hædrer film, der “behandler humanistiske og universelle værdier”) hvorfor “Jagten” er værd at se – og så aldrig se igen.
#51 Ispep 11 år siden