“Jernladyen” prøver at menneskeliggøre en kvinde, der for det meste bliver set som alt andet end menneskelig, og det er umiddelbart en prisværdig mission. Men filmmagernes endelige produkt er en noget tyndbenet film om en stærk kvinde, der gennemtrumfede sine idéer i en mandsdomineret verden – men ikke meget andet. At have Meryl Streep i den ledende rolle er et scoop, men desværre er det udelukkende hendes pragtfulde præstation, der gør filmen værd at se, for den power, der er i Streeps præstation, smitter desværre ikke af på resten af filmens facetter.
Se også: Filmz TV: Til gallapremiere på “Jernladyen” med Poul Nyrup og Uffe Elleman.
Skriv ny kommentar:
#1 moulder666 12 år siden
Når man ser bort fra Meryl Streeps åbenlyse talent, havde jeg virkelig set frem til at se en film, der satte fokus på nogle af de virkeligt spændende politiske beslutninger, der blev taget under Thatcher og som endte med at gøre hende til noget af en paria i politiske kredse!
Union busting, hendes holdning og politik overfor de arbejdsløse og krigen var noget af det, som kunne have været fedt at se mere om, portrætteret af Meryl Streep...for DET menneske kunne være spændende at komme ind under huden af.
#2 cnr 12 år siden
Havde man gjort det, havde den sandsynligvis fået en venstreorienteret drejning. Lige som finansfolk og økonomer tit er højreorienteret, er den politiske observans hos de kreative klasser som regel til venstre for midten. Dvs. at en sådan film sandsynligvis ville have været stærkt kritisk over for de beslutninger Thatcher tog i hendes regeringstid.
Tænk over det. Et politisk angreb på en nulevende person, der grundet demens ikke havde været istand til at tage til genmæle, for at tjene penge. Det havde rejst et ramaskrig..
Desuden er Thatcher også et dårligt eksempel, hvis man ønsker at rejse de røde banner. En højreorienterede finansansat som undertegnede ville let kunne argumenter, at de kraftige indgreb fra Thatcher blev hende påtvunget af Old Labours håbløse flirten med marxistisk tankegang i 70'erne, der reelt havde drevet England økonomisk i sænk. Samt at det var meget sigende, at Tony Blair og New Labour reelt valgte at fortsætte hendes økonomiske politik i stedet for at rulle den tilbage, hvor de kom til magten.