Den forrige film var til tider faretruende nær ved det folkekomiske bundniveau med sine fjollede forældrekarikaturer, og det er derfor også med lettelse, at man konstaterer, at der er skruet gevaldigt ned for disse elementer i denne omgang, og at børnene atter er i front. Allerbedst er filmen i de stunder, hvor den for alvor formår at bringe os i øjenhøjde med Karla, men som helhed må det konstateres, at vi heldigvis stadig kan lave glimrende børnefilm herhjemme. “Karla og Jonas” er i hvert fald på alle måder at foretrække frem for den seneste japanske “Far til fire”-rædsel, der i øjeblikket hjemsøger biografsalene.