Musikken går uden omsvøb ind i liv og sjæl, og få kan som Puccini sammensætte musik og handling, således at man efterlades bevæget. Efterhånden som dramaet tager til i styrke, er det da også så godt som umuligt ikke at reagere følelsesmæssigt. Derfor er det også lidt trist, at operaen ikke får et mere interessant visuelt modstykke i denne film, hvor fremtoningen er pæn, nydelig, konservativ… og lidt kedelig.
At instruktøren Robert Dornhelm mest har en fortid inden for tv kan ikke undre, og effekten er også lidt som at se en transmission fra en uambitiøs sceneopsætning. Når “La Bohème” så stadig er en glimrende oplevelse, er det primært takket være den vidunderlige musik og de overbevisende hovedrolleindehavere, der formår at sparke al det liv ind i fortællingen, som instruktøren ikke helt magter. Herfra skal der i hvert fald lyde en opfordring til at forsøge sig med filmen og så måske efterfølgende træde ind i operahusene, hvor den ægte vare stadig kan opleves med uformindsket styrke.
