Hvis filmen havde været mere konsekvent i sin form og undgået de mere konventionelle biopic-træk (ikke mindst violinerne), så havde “Mandela – vejen til frihed” været en fremragende film. Uheldigvis fjerner disse elementer fokus fra det essentielle i en sådan grad, at filmen ender i den bløde mellemgruppe af film, som desværre er yderst forglemmelige. Jeg tvivler på, at nogen vil huske denne film om fem år. Det er en skam, da den trods alt har kvaliteter. Og ikke mindst fordi Nelson Mandela fortjener bedre.
