Kusturica lader Maradonas tvivlsomme holdninger stå uimodsagt, og virker endda næsten barnligt begejstret over dem. Han lader dog en enkelt giftig bemærkning falde om, at Maradonas kærlighed til de fattige vist mest er, når de er på sikker afstand. Man efterlades mest med følelsen af, at Maradona er en ret utiltalende primadonna – et indtryk, der cementeres, når hans konspirationsteorier om den italienske mafia, FIFA, og hvem han ellers kan komme i tanke om, får frit spil.
Tilbage har vi en meget uinteressant film, hvor Kusturicas vedvarende selviscenesættelse bliver temmelig anstrengende at overvære. Ligeledes virker Maradona som en af de typer, der måske nok er et geni på banen, men en komplet klaphat i alle andre områder af livet. Som en kort tv-film var den måske gået an, men i spillefilmslængde bliver manglerne alt for tydelige. Hvis man er forboldfan, vil man være bedre tjent med at se nogle af Maradonas kampe i stedet, hvorimod filminteresserede sandsynligvis vil være gladere for en af Kusturicas andre film. Den her er i hvert fald et kæmpe selvmål.
