Det er i den lille huskeleg, at “Min fars store rejse” er bedst. Derfor virker det også unødvendigt, når Claude yderligere skal forklares igennem pædagogiske skift til barndommen. Det behøves ikke. For Le Guays senil-demente stil står fint alene og uledsaget til den her store og måske sidste rejse for Claude, der har glemt, hvor han er, hvor han skal hen og ikke mindst, hvem alle de andre er.
