At det selvportræt, der lægges frem, næppe har hold i virkeligheden, forhindrer dog ikke filmen i at være en underholdende slyngelkomedie, som dog burde være blevet skåret betydelig mere ind til benet – to timer er immervæk meget lang tid at være i selskab med en person som stort set ikke har nogen personlighedsudvikling. Resterne er dog en ganske fornøjelig affære, men det anbefales herfra, at man tager det hele med en knivspids salt – eller måske rettere et ton af slagsen.
