Som en blanding mellem en poetisk og dyster lillebror til provoen Iggy Pop og Elvis’ knap på flotte, men lige så velklædte fætter, har Nick Cave siden starten af 1970’erne bevidst hugget og skåret sin scenepersona til. Og det i en sådan grad, at det kan være svært at afgøre, hvor meget sandhed du skal lægge i hans i forvejen kryptiske udsagn og optrædener. Gemmer der sig en anden og mere privat Nick bag de sorte lokker og de høje, stivede skjorteflipper? “Nick Cave: 20.000 dage på jorden” giver ingen svar, men understreger med sit flakkende fokus bare ovennævnte. Nick Cave er for mig stadig en gåde. Stadig lige så mystisk, profetisk og skide interessant en mand som altid. Og sådan skal det vel allerhelst være med ægte rockstjerner.
