Det er fuldt forståeligt, at “Øjnenes hemmelighed” blev tildelt en gylden statuette i L.A. Filmen har et langt mere tilgængeligt og klassisk kanonisk narrativ end de mere kunstfærdige europæiske favoritter. Samtidig er cocktailen med mord og forbudt kærlighed en sikker vinder, der dog aldrig bliver udfoldet fuldstændigt for os i dette flotte argentinske sammenkog, der er fyldt med vitalitet i sine billeder og fortællestil. En mere tematisk afpillet fortælling havde gjort filmen til en latinamerikansk klassiker. I stedet fremstår den som en bombastisk dessertbombe, der fuld af for mange tomme kalorier kun holder den filmiske sult stangen kortvarigt.
#1 McPeter 14 år siden
Forstår ikke helt modsætningerne mellem kritikken over de mange handlingstråde for derefter at sige at den er tilgængelig og klassisk fortalt.
Jeg synes personligt at den netop fungerede rigtigt godt på trods af de mange parallelle handlingstråde. Synes aldrig jeg var i tvivl om hvor i fortællingen jeg befandt mig.
Synes det var en rigtig god film der formåede at blande genrer (bl.a. spænding, kærlighed, humor) og handlingstråde på en meget effektiv måde - noget som andre film ofte snubler i.
En af de bedste spansktalende film jeg har set - vil klart anbefale den.
5 / 6
#2 filmz-Bruce 14 år siden
Modsat anmelderen havde jeg intet problem med at blive engageret i historien og dens trådnet. På intet tidspunkt følte jeg, at instruktøren hverken trådte vande eller forcererede fortællingen.
Tilgængeligt, klassisk og kanonisk, er umådeligt pæne "pakket ind" og "ikke krænkende" udtryk for støvet og gammeldags filmkunst. Heroverfor kan man så introducere de "kunstfærdige" europæiske alternativer for året. Retorisk genialt :) Kunstfærdig er et herligt begreb, for det kan næsten ikke undgås at give associationer til ordet sandfærdig. Der er dog ikke en iboende sandhed i dette. Der kommer pr. definition ikke bedre film ud af at bruge tidstypiske trends, fremfor at ty til det nogle vil karakterisere som et konservativt eller reaktionært håndværk.
Denne argentinske perle var formentlig ikke blevet en bedre film af at have gjort brug af en anden visuel narrativ, som kunne have afstedkommet en kategorisering af mere kunstfærdig slags. Eksekveringen er ikke en rød tråd med sidehistorier, som det er en gennemført udstilling af passionen som tema, set fra flere vinkler.
Filmen er en argentinsk tango, som får adrenalinen til at pumpe filmen igennem af vidt forskellige årsager. En uhyre skarp og intellektuel dialog, en fejlfri timing omkring humor og en åndeløs smuk fortalt uforløst kærlighedshistorie, som gør hvervet som tilskuer ligeså ubehageligt, som da Paul Giamatti misbrugte verdens mest oplagte score mulighed i Sideways.
Jeg skriver gerne under på at være mere den empatisk end den analysende anlagte type, når jeg sætter mig til rette i filmsædet og jeg må erklære mig bevæget. Slutningen var ikke så meget en overraskelse, eller et twist, som det var en forløsning. Og derfor er det helheden og ikke afslutningen, som står klarest i erindringen til sidst. Fejlfri, omend støvet og så absolut fortjenende den gule statuette.
6/6
#3 filmkorn.dk 13 år siden
3/6
#4 filmz-Bruce 13 år siden
På ingen måde unødigt fremhævet, men blot en lille detalje i en film, hvor fotografering og billedkompositioner uden afbrydelse, er outstanding.
Fremragende kemi mellem de medvirkende og en delikat brug af musik undervejs.
6/6
#5 The Insider 13 år siden
#6 filmz-Bruce 13 år siden
#7 McPeter 13 år siden
#8 The Insider 13 år siden
#9 filmz-jonasgr 13 år siden
I Argentina i 1974 bliver en kvinde brutalt voldtaget og myrdet. Denne sag kommer til at plage inspektør Esposito i de næste 25 år. I flashbacks skriver han en historie om begivenhederne dengang – for at trøst sin sjæl. Vi ved med andre ord ikke hvor nøjagtig hans historie er eller om den sågar er sand. Måske er det den historie som han ønsker den skal være. Desværre er kriminalsagen ganske banal. Uden at røbe for meget er der ikke så mange overraskelser i sagen. Der bliver heller ikke givet noget motiv til selve den kriminelle handling, det bliver ikke engang forsøgt. Den er der blot for at instruktøren i stedet for kan skrive en kærlighedshistorien, som så er pakket ind i en kriminalsag. Esposito har hele tiden været forelsket i Irene hans overordnede, men har aldrig haft modet til at gøre noget ved det. Det er hans passion. Ligesom det er morderens passion at dræbe og voldtage unge kvinder og at Espositos makker drikker sig fuld hver aften.
Eksekveringen af historien fejler dog ingenting. Cinematografien har en evne til at føle sig hjemme og er meget imødekommende og varm. Den formår på den måde at fremhæve passionen, som er temaet i filmen – det der binder leddene sammen. Den mest fantastiske scene, og som jeg ikke har nogen ide om hvordan de kan have filmet, er taget inde på et fodboldstadion midt under en kamp i den argentinske liga (må det formodes). Den fanger spillet på banen, sammen med den kaotiske stemning på stadion. Og så hjælper det også at der kommer noget dejligt musik hen over de flotte billeder.
En tynd historie, i en flot indpakning.
6/10
'Cause I'm evil"
#10 filmz-Bruce 13 år siden
I alle fire tilfælde er passion blevet til besættelse og de filtres ind i hinanden med kriminalsagen som centrum og der er betydelige personlige omkostninger at betale for alle. Det er ingen overraskelse, at det er forholdet mellem Esposito og Irene som stjæler filmens opmærksomhed, eftersom det er det gennemgående tema (passion) fra filmens første strofe.
I mine øjne er det netop de forskellige passioners beskrivelser og hvad der frivilligt/ufrivilligt mistes i kølvandet herpå, som er det interessante i filmen. Så interessant, at jeg absolut ser filmen, som en af 2009's bedste film.