Historien er som grund det samme, så vidt jeg har læst, men der er dog visse ændringer. Den første nyhed om filmen blev postet kort efter jeg læste bogen, som er ok, men ikke fantastisk.
Jeg syntes godt om Matthesen, syntes det er fedt at han prøver nogle forskellige ting, og klarer sig godt. Syntes så ikke rap pladen var specielt dårlig, ok, den var ikke himmelskrigende fantastisk, men den har en del lys punkter. F.eks. er "ti år for sent" en rigtig god rørende sang.
Men ok hver sin smag, syntes bare ikke man skal sætte Anders Matthesen fast i en rolle som komiker, når han nu spænder væsentlig bredere end det.

Jeg så filmen i søndags, til Copenhagen Filmfestivals program-launch, som havde forpremiere.

Jeg oplevede en film, som var meget anderledes på mange punkter, som underholdt og samtidig tog et par greb mod en meget alvorlig dybde, og som havde gode skuespillere - og en eminent fortolkning af en 50'er film indlagt.

Men i mine øjne var det ikke, som fx. Ebbe Iversen siger i Berlingeren i dag, på nogen måde Årets film. Og jeg overraskes over, hvor enormt positive anmeldelser, den har fået, men al respekt for det - og jeg er glad på Kenneth Kainz vejne, for han har tydeligvis haft moget på hjerte og følt for filmen og dens historie.

Mine indvendinger går på:

Anders Matthesen - udseendemæssigt og kropsligt er og spiller han rollen som Kriss eminent. Men, som min bror sagde da rulletekster kørte forbi: "Den mand har altså et problem med sine replikker". Jeg er enig - meget paradoksalt, når vi taler om, en kunstner, der er blevte berømt på at tale, og at tale som flere forskellige karakterer, plus sig selv.

Men det er der, problemet ligger - Anders Matthesen skaber for meget en "type", ligesom han gør når han er 'Onkel Stewart' eller 'Terkel'. Her er det den psykisk syge uskyld med sin sort/hvide verden, som skæres lidt for meget ud i pap, med en monoton diktion som om han læste op fra et indre manus, og med bestemte, lidt for søgte talefejl og -måder. Især virker det kunstigt i voice-over'en, som der er meget af. Derfor er jeg uenig med Filmz' anmelder - jeg føler ingen identifikation med Matthesens figur, og jeg følger ikke hans opdeling. Jeg synes faktisk, at det, at man udefra ser, hvor syg hans opdeling i god/ond er, er en af filmens kvaliteter!
En ting, der virkelig holdt ved Kriss-karakteren, var hans evner for at manipulere med vennen Villy. Her vises en mere farlig kant på hans personlighed, og mere interessant, end når han kun har sig selv at overbevise.

- God/Ond-idiosynkrasien: Jeg synes, at man skulel have pillet Noahs Ark-analogien ud. Der var for mange lignelser - både 'Rene Hjerters' handling og Noah samt den generlle ond/god-idé, som manskulel accpetere som struktur for Kriss' verden. Det mindede mig lidt om en amatør-forfatter, der har fået stillet en opgave i at inkorporere nogle bestemte motiver i sin tekst, og så holde fast ved dem hele vejen. Hvis man alene ser det som Kriss' egne idéer kan det godt ske, at det holder vand, at en sådan hjerne tænker sådan, men nu er det jo en konstruktion fra Kim Fupz side, og et fortællemæssigt greb...der så bare er lidt for søgt og lidt for overgjort.

- Tragedie/komedie: Mødet mellem virkeligheden og den psykisk syges verden er i mine øjne det mest interessante ved filmen, udover den skønne 1950'er film i filmen. Især volden, voldsomheden og den dybe ensomhed er indblik i noget meget fremmed og meget facinerende - lærerigt og tankevækkkende. Men at filmen samtidig vil være - og ER - sjov, giver nogle problemer med at fortælle den historie. Man springer frem og tilbage i sit følelsesregister konstant, og bliver af og til irriteret over, at en ubehagelig situation skal afvæbnes med latter - vel at mærke en latter, hvor man griner af den psykisk syge, og ikke med dem.

Nå, det sagt, så er filmen bestemt fængende - om end for forudsigelig i længden - og den rører som sagt ved flere interessante ting, især når den bliver mørk. Og så er der nogle meget, meget gode skuespilspræstationer i denne film. Det er vildt, at Laura Bro kan tale som hele Far til Fire med Liva Weel ved rattet, uden at virke karikeret, og det smame gælder hendes mimik - fantastisk pastiche, ligesom resten af den 'gamle' film - lige præcis så utidssvarende (altså til vore stid), at den rammer plet.

Og Morten Suurballe er bare en vanvittigt god skuespiller - her dybt utilregnelig, stakkels, godmodig og dødsensfarlig på samme tid. Se ham i 'Voksne menensker', hvis I vil opleve mere af denne dragende skuespillers virke.

Nå, 'nuff said. Er meget spændt på at se, om folk lægger vægt på komedien., tradegien eller begge dele!

#7 - Wow! Den har jeg jo læst dén bog... Nu er jeg da langt mere interesseret i denne film, for jeg anede ikke den var en filmatisering af Altid og Ulla Vilstrup...

I øvrigt, kan du så ikke hurtigt give et lille resume af bogen... Bare sådan overordnet, for jeg kan faktisk ikke så godt huske den... Jeg kan bare huske, at jeg også synes den var rigtig god :)

Anden er for mig danmarks sjoveste person (jf. den ægte vare:), og bestemt også et stort talent, selv om jeg heller ikke var så vild med hans rap-udgivelse. Ikke desto mindre glæder jeg mig meget til at se ham som filmskuespiller.

Ok, nu har jeg set den besked 100 gange.

Zan? HVA?!