Ron Rash’ historie er en macbeth’sk tragedie, der ikke kommer med noget som “Borte med blæsten” ikke allerede har sagt, men bare med mere patos og træt symbolik. Den type fortælling som næsten stensikkert vil få det ubestemmelige storfilmmærkat klistret på sig. På grund af stjernernes tyngde og det svære i at lave en film med levende heste i. “Serena” er desværre på ingen måde stor, og dens stjerner glimrer ved at spille, med et sidste træt symbol, skovhuggerimperiets konge og dronning som et par trædukker. Der knirker.
