At “Sommersøndag” alligevel svinger sig over gennemsnittet af lavmælte dramaer, skyldes en række glimrende skuespilpræstationer og fotograf Pierre Milons stemningsfulde fotografering. Comediennen Louise Bourgoin overrasker som flyvsk sæsonarbejder med tatoveringer, tacky garderobe og tørst for triple whisky on the rocks. Man både tror og håber på, at den her alenemor, der bare har truffet ualmindeligt dårlige beslutninger, nok skal lande på begge ben igen.
Allermest overraskende, og et i øvrigt meget velkomment gensyn, er Dominique Sanda i rollen som Baptistes virkelighedsfjerne moderdyr. Sanda, hvem jeg husker som nærmest overjordisk skøn og tragisk i Jacques Demys sene og mørke mesterstykke “Un chambre en ville” fra 1982, er her både indtagende og afskyelig i al sin overklasseglans. Man kan ikke blive klog på, om den her kvinde er skyld i eller offer for Baptistes forvisning fra familien, og dét gør det bare endnu mere interessant at iagttage Dominique Sandas stadigt gådefulde, og nu også ældede ansigt.
