Filmen styrer behændigt uden om de åbenlyse faldgruber. Den bliver hverken pjattet eller sentimental. Adskillige gange sætter den konfrontationsscener op, som man normalt forventer ender med en søgt forløsende undskyldning fra den ene parts side – men her udebliver det øjeblik, ligesom den stort set altid gør i det virkelige liv.
Det er befriende at opleve en film, der ikke viger tilbage fra at henvise til Dickens, Fitzgerald eller Godard. Ligeledes er det en fornøjelse at overvære en historie, der i så høj grad lever af sine sproglige finesser og vittige dialog. Selvom der er mange gode præstationer giver den først og fremmest Jeff Daniels en chance for at bevise, hvor blændende en skuespiller han kan være, og det er da også hans narcissistiske figur, der står stærkeste i denne fremragende film. Trods hans mange fejl, giver han også megen inspiration videre. Walt vil utvivlsomt rent faktisk få læst nogle af de klassikere en dag og formodentlig drive det vidt. Hvem ved, måske laver han endda en film om det?
#1 Zabriskie 17 år siden