Dertil skal lægges, at Dylan Walsh i morderens rolle er en særdeles kedelig erstatningen for Terry O’Quinn, og Walshs største bedrift er snarere evnen til at se alvorlig ud i de mange absurde situationer. Ellers er filmen mest bemærkelsesværdig for sønnens kæreste, der aldrig lader til at gå i andet end små trusser og bikinier, samt den enorme samling af plothuller der hober sig op i løbet af filmen. De går lige fra, hvorfor man skal bruge id for at få et job, men ikke for at blive gift, til hvorfor morderen kan fjerne billeder fra en mobil, men ikke ved, hvordan man slukker ringetonen, samt hvorfor ingen af personerne nogensinde ringer til politiet?
“The Stepfather” er i det hele taget en kedsommelig affære over hele linjen, og selv det endelige opgør mellem familiemedlemmerne er en underlig tam og ublodig affære, der mere ligner noget fra en tv-film – vel at mærke en af den slags, man slukker for, hvis man har noget mere spændende at foretage sig. For eksempel at rense toilettet.
