Johann insisterer, han vil vide, hvad der skete dengang i Auschwitz. Det er derfor, at “Tavshedens labyrint” er relevant. Datidens ondskab kan kun forhindres, hvis vi bliver ved med at fortælle nye generationer, hvad der skete for mange år siden. Det er stadig svært at fatte. Også for Johann. Hvordan kan bageren, der af venlighed giver en slikkepind til en lille pige, være den samme mand, der piskede et menneske til blods i en koncentrationslejr? Ondskabens banalitet har Hannah Arendt kaldt det. Fordi de andre gjorde det, fordi de sagde, at jeg skulle. Men kan og bør de alle dømmes?
#1 steadi07 9 år siden
Det tog mig mere end et par minutter, fra jeg havde forladt salen til, at jeg faktisk var i stand til rigtig at sætte tanker på min oplevelse. Jeg tog vist endda mig selv i at have en lille tåre i øjenkrogen, da jeg overvejede filmen lidt senere.
Filmen er næsten uden actionscener i gængs forstand, men formår alligevel at holde en intensitet i de fleste af dens scener, hvor især nogle af interview-scenerne springer i øjnene.
Det kan godt være, at den her film har været svær at sælge til andet end Dagmar/Grand-publikummet, men det burde ikke desto mindre i fremtiden blive en film, som blev set i historie-undervisningen.
Måske ramte den her film mig specielt fordi, at jeg snart er færdig som jurist, eller også ramte den mig bare generelt. Jeg ved det ikke, men jeg kan i hvert fald kun anbefale alle at se den, hvis de har muligheden.