Ved udelukkende at holde sig til de historiske facts, undgås mange af de moralske implikationer, et mere frit portræt af Adolf Hitler ville have medført. Det her er hvad der skete, om man så bryder sig om det eller ej. En fremgangsmåde som også har konsekvenser for fortællestilen, hvor man i stedet for at placere hovedpersonen i alle scener veksler mellem karaktererne. Traudl dukker kun op i situationer, som stemmer overens med hendes egne og de andre øjenvidners erindringer. Hun befandt sig ikke tæt på Hitler, mens han planlagde sine sidste militære strategier, og den del af historien fortælles derfor af en anden. Vi ser aldrig Hitler for sig selv. At Hirschbiegel bryder med en mere traditionel struktur, spiller ingen rolle for dramaet i filmen, der er lige så sydende intenst, som man forventer det af de anspændte forhold i bunkeren.
Selvom filmen i den trange realisme nærmer sig et kammerspil, optræder der ikke et eneste kedeligt øjeblik. Det skyldes først og fremmest de formidable skuespillere med Bruno Ganz som Hitler i spidsen. Hans lighed med Føreren er slående, ikke alene hvad angår udseendet men også stemmeføring, og den til tider velkendte, heftige gestikuleren. Til trods for at det kun kan være en lidet påskønnet hæder, er Ganz om nogen anden skabt til at spille djævlen selv, og havde det ikke været for hans medvirken, ville filmen formodentlig ikke have været helt så effektiv. I “Der Untergang” viser han os, at Hitler var et menneske ligesom alle andre og ikke noget uhyre. En både foruroligende og fascinerende erkendelse der, ligesom resten af filmen, er umulig at ryste af sig.
#91 filmz-Bruce 19 år siden
#92 MikkelHJ 19 år siden
#93 cyberzed 19 år siden
#94 dvjik 19 år siden
#95 filmz-Bruce 19 år siden
"hvis man glemmer historien, er man dømt til at gentage den"
#96 19 år siden
#97 xct 19 år siden
#98 filmz-yoshimura 19 år siden
#99 filmz-brint 19 år siden
#100 jessup 19 år siden