Uforglemmelig undergang

En gruppe mennesker danser i et støvet, underbelyst lokale. Lyden fra en pladespiller i hjørnet overdøves indimellem af eksplosioner i det fjerne, men der skrues bare højere op for musikken og trampes endnu hårdere på bordene, når bragene kommer nærmere. Smilene virker anstrengte, og svingommerne er enormt overgearede, som om deltagerne forsøger at ryste deres tydelige frygt ud af systemet. En enkelt kvinde kan ikke længere holde facaden. Hendes smil krakelerer, og hun begynder at tude, mens hun hvisker til sin veninde: ”Det hele virker så uvirkeligt… som en drøm man vil vågne op fra, men man kan ikke. Den bliver bare ved…” En eksplosion smadrer væggen og tvinger alle skrigende ned på gulvet.

“Der Untergang” er spækket med rystende sekvenser som denne, der brænder sig fast på nethinden. Det, at de tager udgangspunkt i virkelige hændelser, gør dem bestemt ikke mindre rammende, og ordene ytret i den ovennævnte scene afspejler den fornemmelse, man selv får som tilskuer. Oliver Hirschbiegels skildring af Det Tredje Riges sidste dage er nemlig både enormt uhyggelig og surrealistisk ligesom et vanvittigt mareridt, fordi invasionen af Hitlers Nazi-Tyskland ikke blot danner rammen om en masse destruktiv krigsførelse, men også adskillige bizarre beslutninger, som enten trodser al sund fornuft, er dybt forkastelige eller begge dele. Det er de allerværste facetter af den menneskelige skyggeside, som Hirschbiegel og Co. får belyst – den mest grufulde ondskab og det, der får folk til at falde for den.

Det er ikke kun synet af de dansende beboere i Hitlers underjordiske fæstning, som virker aparte. Mens lyden af russernes ustandselige bombardement runger i bunkerens korridorer, bliver gangene fyldt med behagelig englesang leveret af Joseph Goebbels’ seks børn. Hitlers ‘bedre’ halvdel, Eva Braun, læser et kærligt brev til sin søster højt, mens vi ser tyske soldater skyde hinanden for at undgå, at russerne gør det. Mens dele af hovedstaden står i brand, diskuterer Hitler sine højtstræbende arkitektoniske planer for fremtidens Germanien med sin berygtede rådgiver Albert Speer, og undervejs gifter Hitler og Braun sig også – blot få dage før parret begår selvmord.

Det virker alt sammen for sindssygt til at være sandt. Men Bernd Eichingers fænomenale, omfattende manuskript er baseret på vidnesbyrd fra flere af dem, der befandt sig i bunkeren, mens Sovjets tunge jerntæppe sænkede sig over Tyskland. Vi ser derfor heller aldrig Hitler sidde for sig selv, for naturligvis kunne ingen vide, hvad tyrannen foretog sig i enrum. Vi følger et væld af forskellige historiske personligheder – lige fra Hitler selv og hans anspændte generaler, til den sympatisk overlæge Ernst-Günter Schenck og en lille dreng, som ligesom sine landsmænd er blevet forblændet af Hitlers ækle, fordærvede vision og forsøger at bekæmpe de allierede på slagmarken.

Det lyder umiddelbart som om, at “Der Untergang” slår flere brød op, end selv verdens mest ambitiøse bager ville vove at proppe i ovnen på én gang. Men hverken filmens fokus, troværdighed eller tag i publikum svækkes nogensinde. Dertil er billedsiden for dragende, instruktionen for præcis, historien for velfortalt og ensemblet for overbevisende. Bruno Ganz leverer et af århundredets store kraftpræstationer som selveste Adolf Hitler. Han formår at gøre den diabolske despot uhyggeligt troværdig, hvilket gør ham langt mere frygtindgydende end filmhistoriens ekstremt karikerede, endimensionale portrætter af Der Führer.

Og de mange handlingsforløb giver seeren et helt unikt indblik i (og overblik over) et særligt kapitel af verdenshistorien, som stadigvæk er omgivet af mystik. Og blot dét faktum, at Hitlers nationalsocialistiske ideologi var afskyelig, gør det ikke lettere at overvære mandens blåøjede undersåtter og hans nations hjælpeløse civile ryge med i faldet. Den evigt depressive stemning gør ofte “Der Untergang” svær at bære, men det havde også været besynderligt og forkert, hvis “Der Untergang” havde været decideret opløftende, og det er et nødvendigt mesterværk, som forhåbentlig kan være med til at forebygge tilsvarende katastrofer.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Udgivelsens transfer er lidt af en blandet landhandel. Visse skud ser helt fantastiske ud, mens andre billeder ser omtrent lige så godt ud, som de gjorde på dvd. Transferet er sædvanligvis lidt grumset, men det er tydeligvis et bevidst stilvalg, der oftest styrker følelsen af, at man overværer en nation i frit fald og forfald. Indimellem er mængden af gryn dog så høj, at man distraheres lidt – især fordi grynet oftest ligner digital støj. Billedet er meget skarpt, men glorier optræder undertiden. Farverne er troværdige og tilpas kølige, men kontrasten er indimellem flad under nattescenerne. Detaljerigdommen er dog ofte imponerende høj under dagscenerne.

Audio

Under stort set hele filmen bliver Berlin bombarderet af den russiske hærs artilleri, og det giver diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix virkelig seeren lov til at mærke. Både LFE-kanalen og baghøjtalerne er aktive igennem størstedelen af filmen. Og i Hitlers bunker får bombernes fjerne, dybe rumlen og luftanlæggets ubehagelige susen virkelig tilskueren til at føle sig utilpas. Atmosfæren er uhyre plausibel og detaljeret, og der er flere fine, troværdige panoreringer. Dialogen er klokkeklar og auditiv støj forekommer aldrig.

Ekstramateriale

“Der Untergang” er blevet udgivet på dvd to gange tidligere, og begge udgivelser husede en masse interessant ekstramateriale om både filmen og de autentiske steder, personer og begivenheder, den omhandler. Men intet ekstramateriale befinder sig på denne Blu-ray – ikke engang en trailer. Ærgerligt og besynderligt.

FilmenAnden Verdenskrig og nazisternes hærgen igennem Europa er et emne som har optaget mange filmskabere igennem tiderne og endda allerede inden krigen var slut. Tyskerne selv har dog aldrig haft den store lyst til at lave film om krigen, men det har ændret sig med Oliver Hirscbigels fremragende “Der Untergang”.

Hitler og hans sidste dage i førerbunkeren er tidligere blevet skildret, bl.a. af Alec Guiness i “Hitler: The Last Ten Days” (1973) og Anthony Hopkins i “The Bunker” (1981), men der er aldrig før lavet en tysk film om emnet. Derfor vakte det stor debat da “Der Untergang” blev annonceret og udkom. Filmen er blevet kaldt ‘kontroversiel’ af mange på grund af dens emne, men som Hirschbigel selv siger, så kan sandheden jo aldrig være kontroversiel. I stedet må filmen siges at være et rigtig interessant bekendtskab og det er særdeles forfriskende at se historien skildret fra et tysk synspunkt, med tysktalende skuespillere.

“Der Untergang” skildrer dagene fra Hitlers 56-års fødselsdag og frem til Det Tredje Riges kapitulation, og historien fortælles primært igennem øjnene på Hitlers, til tider naive, privatsekretær Traudl Junge. Historien er spændende på flere niveauer for filmen fungerer både som et historisk dokument og som et drama. Det er primært manuskriptforfatter og producer Bernd Eichingers fortjeneste. Han har formået at smelte to værker, Joachim Fests “Der Untergang” og “Bis Zur Letzten Stunde” af netop Traudl Junge og Melissa Müller, sammen til en fortælling med en gennemgående rød tråd i form af filmens hovedperson Traudl Junge.

Filmens fokus er på realisme og autenticitet og det ses bl.a. i skildringen af Hitler selv. Mange tidligere film om emnet fremstiller Hitler som en total galning, på trods af at adskillige vidneberetninger fortæller det modsatte. Filmens Hitler har mange medmenneskelige sider, især i omgangen med Traudl Junge og de andre kvinder i bunkeren eller når han leger hyggeonkel med Goebbels børnene. Men han har så sandelig temperament, og han er straks anderledes hård i omgangen med sine generaler og han mister ofte fatningen når tingene ikke går som han vil det. Her vises samtidig hvor skræmmende fanatiske disse folk var. Ingen tør sige ham imod, selv når det ser sortest ud – han er jo Der Führer.

Når det kommer til krigens rædsler, så lægges der ikke fingre imellem og det resulterer i en særdeles barsk fortælling. Berlins befolkning led frygteligt i de sidste dage, da Hitler udskrev ordren om at omdanne Berlin til en kampzone. Dette gjorde han uden at tage hensyn til de mange civile. Og selvom udryddelsen af jøderne ikke er filmens hovedfokus, er der alligevel nok referencer til at man ikke glemmer de forfærdelige gerninger beordret af Hitler og udført af hans håndlangere.

“Der Untergang” har et stort persongalleri og der er både personer at hade og at fatte sympati for. Man kommer unægteligt til at hade ægteparret Goebbels, der i deres ekstreme fanatisme tager livet af børnene fordi det ikke er værd at leve efter Hitler og Det Tredje Rige er faldet. Men der er også personer med sympatiske træk. F.eks. den gamle General Weidling, arkitekten Albert Speer eller SS-lægen Ernst-Günter Schenk, der alle formår at vække deres medmenneskelighed til live da det lakker imod enden.

Der er mange gode skuespillere i “Der Untergang” og der er ligeså mange gode præstationer, i en film der om noget er et ensemblestykke. Den absolutte pragtpræstation kommer dog i form af Bruno Ganz der spiller den altoverskyggende rolle som Adolph Hitler. Ganz ikke alene ligner Hitler, men hans gestikulering, mimik og sprog er lige i øjet. Der går ikke mange minutter fra man først ser ham på skærmen indtil man sidder som tryllebundet og helt glemmer at det rent faktisk er en skuespiller man ser på.

“Der Untergang” er en fremragende film, der brillerer på stort set alle områder. Historien er spændende og medrivende, skuespilpræstationerne er i top og kulisserne er fantastiske. Selvom filmen har en spilletid på 2 timer og 30 minutter, så er den ovre før man ved af det. Den er ganske enkelt et mesterværk!

VideoUdgivelsen kommer med et flot transfer i Anamorphic Widescreen, 1.78:1 Aspect Ratio. Billedsiden af “Der Untergang” er en dunkel og deprimerende affære, med mange mørke farver i grå og brun. De mørke farver er flot repræsenteret, omend der i filmens mere dunkle scener ofte er en lille smule grums. Der er ingen artefakter eller kompressionsfejl og skarpheden er generelt god. Det er vist så godt som det kan blive når filmen er så lang som den er og der samtidig skal være plads til både Dolby Digital 5.1 og DTS.

AudioPå lydsiden findes der som sagt både Dolby Digital 5.1 og DTS. Derudover er der også et Dolby Surround 2.0 lydspor. Alle lydsporene er med tysk tale. Både DTS og 5.1 lydsporene er rigtig gode, med god dynamik og et godt mix blandt alle kanalerne. Dialogen er klar og tydelig og uden susen i de stille scener. I kampscenerne kommer surroundhøjtalerne til deres ret og når artillerigranaterne falder så vækkes subwooferen i den grad til live med dumpe drøn. Det er rigtig godt og man lever sig komplet ind i filmens atmosfære. DTS lydsporet er en kende bedre, med bedre renhed, men 5.1 lydsporet er skam også rigtig godt.

EkstramaterialeUdover filmens trailer befinder alt ekstramaterialet sig på disk 2. Først og fremmest er der et rigtig interessant ‘making of’ program, “Hitlers letzte tage”, som varer cirka 60 minutter. Programmet omhandler filmens indspilninger, både on-location i Skt. Petersborg og i studiet i Tyskland, og er krydret med interviews fra både skuespillere, filmskabere og forfatterne bag kildematerialet.

Dernæst er der et kort interview på ca. 10 minutter med Melissa Müller, der skrev “Bis Zur Letzten Stunde” med Traudl Junge. Junge døde i 2002 og Müller fortæller her om hende og bogens tilblivelse. “The Bunker – Virtual Tour” er en virtuel tour igennem bunkeren. Her ser man et kort over bunkeren og kan klikke på de enkelte lokaler, se fotografier fra kulisserne samt en scene fra filmen der er optaget i rummet. Det er ret interessant, for man får en rigtig god fornemmelse over bunkerens layout.

“B-Roll Behind the Camera” og “B-Roll from Russia” på 30 og 20 minutter er optagelser bag kameraet, akkompagneret af kommentarer fra instruktør Oliver Hirschbigel, produktionsleder Christine Rothe og scenograf Bernd Lebel. Hirschbigel fortæller både om baggrunden bag scenerne der optages samt hans arbejdsmetoder. Rothe og Lebel fortæller om optagelserne i Rusland, og især det gode samarbejde med russerne. Dernæst er der 50 minutters interviews med mange af skuespillerne og folkene bag. Det er spændende at høre hvordan især skuespillerne har haft det med at spille disse usympatiske mennesker.

Endelig er der biografier af de historiske personligheder og skuespillerne der har spillet dem i filmen, samt biografier for filmens skabere.

Hvordan laver man et nuanceret portræt af det 20. århundredes mest forhadte person? Hvordan viser man, at der bag Hitlers umenneskelige gerninger rent faktisk gemte sig et menneske? Et menneske som også var i stand til at udvise varme og medfølelse. Det er svære spørgsmål, som instruktør Oliver Hirschbiegel uden tvivl har stillet sig selv adskillige gange, inden produktionen gik i gang på “Der Untergang”. Den første tyske film i mere end 48 år, som søger at skildre manden bag diktatoren.

En mageløs realismeGanske uventet åbner Hirschbiegel sin historie med en scene, hvor Hitler fremstilles nærmest som en blid, gammel morfar, der tålmodigt forsøger at finde en ny, privat sekretær blandt fem kvinder. Han falder med det samme for den unge pige Traudl Junge, der inviteres indenfor i Førerbunkeren og dermed også den inderste cirkel af det nazistiske rige. Til trods for at betragtervinklen flere gange skifter, er det overvejende gennem Traudl, at vi får adgang til filmens karakterer og bliver vidner til, hvordan Føreren gradvist synker ned i en manisk virkelighedsflugt og vender det tyske folk ryggen. Han forlanger en mere og mere absurd grad af loyalitet af sine officerer, og de begynder så småt selv at sætte spørgsmålstegn ved Hitlers ordrer. “Der Untergang” handler ikke kun om én mands undergang, men et helt riges.

Hirschbiegels svar på, hvordan man griber en fortælling som denne an, skal findes i virkelighedens verden og den række af øjenvidneberetninger, som overlevende fra Hitlers tætteste stab har afgivet. Disse erindringer står nedskrevet i to forskellige bøger; “Ragnarok – Hitler og det tredje riges undergang” af Joachim Fest og “Til den bitre ende” af Traudl Junge, der begge har ligget til grund for filmens manuskript. Fordi mængden af faktuel information var så omfattende, er det yderst begrænset, hvad manuskriptforfatteren selv har skulle tilføre handlingen. Målet har været størst mulig realisme, og det fremgår tydeligt allerede fra de første minutter, hvor vi føres ind i Hitlers bunker. Alle kostumerne virker meget troværdige, mens omgivelserne er blevet genskabt på baggrund af detaljerede tegninger, så de svarer præcis til dem, der oprindeligt eksisterede.