Det meste af tiden sidder man dog noget passivt tilbage, mens man spekulerer på, hvad det er, Stone gerne vil med denne fortælling. Demonstrere, at grådighed ikke altid er godt? Vise, hvordan spekulationerne og økonomiske kneb var årsag til krisen – eller blot sige noget om menneskets korrupte natur? Takket være filmens lade fokus lykkes ingen af delene, og selvom beretningen ellers både er ganske velfortalt og velspillet, så mangler man en eller anden grad af nødvendighed eller risiko, der kan få pulsen op. I den første film spillede Charlie Sheen højt spil med sin fars virksomhed for at komme ind i varmen, og man kunne føle hans desperation helt ud i fingerspidserne. Her udebliver den slags anspændthed helt og aldeles.
Michael Douglas er selvsagt underholdende som en mere eftertænksom, men stadig lumsk Gekko, men ellers er både han og filmen faretruende tæt på det selvparodiske, og da filmen rundes af på den mest kitschede vis, tror man dårligt, at det var den selvsamme Oliver Stone, der i sin tid stod bag den aggressive “Wall Street”. Penge sover muligvis aldrig, men så vag og ufokuseret som filmen fremstår, har man alligevel en følelse af, at Stone selv har taget sig en lille skraber undervejs.
Se også: Filmz TV: Oliver Stone.
#1 MTK 13 år siden
#2 Bates 13 år siden
3/6 (og det er på en god dag)
#3 filmkorn.dk 13 år siden
Måske den kræver at man er lidt venstreorienteret :-)
#4 filmz-Filmnørden 13 år siden
I Wall Street - Money Never Sleeps, der foregår i 2008, har tiderne ændret sig. Dette illustreres ganske underholdende, da du ser Gordon Gekko blive løsladt og få udleveret den gigantiske, oldnordiske mobiltelefon han havde på sig, da han blev sat i fængsel. I dag ved du godt hvordan finansverdenen hænger sammen. Du ved faktisk meget mere, end finansverdenen egentlig bryder sig om. Den globale finanskrise væltede stort set alle kulisser, til en sådan grad, at du i dag har svært ved at blive overrasket over en uærlig pengemand, lige meget hvor groteskt ulovlige hans handlinger og handler så måtte være. Derudover har enhver nyhedsudsendelse med respekt for sig selv, gjort det til en dyd, at sætte et menneskeligt ansigt på alle de grimme finanshistorier der konstant dukker op. Oliver Stone kan altså dårligt chokere eller undervise dig, som han gjorde første gang og det kan mærkes på filmen. Han famler efter et klart budskab, men finder aldrig et. Historien begynder halvvejs inde at slå så store krumspring, i et forsøg på at overraske, at du mister interessen. Billedet af Wall Street-folkets liv er sikkert ganske korrekt, men det bliver aldrig særligt interessant. Business-nyhederne på CNN opnår det samme på en 1/8-del af tiden.
Bedre går det med de personlige historier. Gekkos venstreorienterede datter Winnie hader sin far og alt hvad han står for, men hendes Wall Street-kæreste Jake kan ikke lade være med at kontakte den legendariske finansmand og så er der lagt i kakkelovnen til lidt drama. Især en scene, hvor Gordon og datteren Winnie endelig får snakket ud, hiver godt i hjertestrengene, men så begynder historien at lave hårnålesving og intimiteten med karaktererne går fløjten. Tilbage står du med en film der mangler et budskab og en gribende historie.
Men hey, det er jo Oliver Stone det her. Han har jo sit helt eget filmsprog, der griber dig hårdt fat om halsen og giver dig lussinger. Film som Natural Born Killers eller U-Turn er gode eksempler på dette. Desværre virker det til, at Oliver har mistet gnisten. Han leger dog med nogle sjove visuelle idéer her og der. Manhattans skyline bliver eksempelvis flere gange brugt som skabelon for aktiestatestikker, men det virker som tomme tønder. Som om Oliver føler han skal gøre et eller andet visuelt abstrakt, men at han ikke kan finde en god grund til det. Håndværket er i orden, men han virker træt. Ligeså træt som David Byrne lyder på de slæbende, kedelige numre der med vold og magt er presset ind i lydbilledet, så man skulle tro Oliver Stone havde lovet Byrne, at han kunne få 15 numre med på soundtracket, hvis der nogensinde skulle laves en ny Wall Street-film.
Lidt ros skal dog uddeles til skuespillet. Shia LaBeouf spiller... Shia LaBeouf, som sædvanligt. Michael Douglas nyder at dykke ned i Gekko-karakteren igen. Josh Brolin er god som slimet skurk. Carey Mulligan lever op til de høje forventninger. Hun må og skal blive rigtig stor en dag. Den største (og desværre korteste) præstation kommer dog fra Frank Langella, der ulmer af old school Hollywood skuespil-talent. Derudover er der da noget underholdende dialog her og der, med nogle gode pointer fra Gekko, men prangende er det ikke.
Alt i alt er der ikke så meget at komme efter. Wall Street - Money Never Sleeps er ikke synderligt god, men den er heller ikke decideret dårlig. Den er bare lidt meningsløs og virker som en spildt mulighed. Spørgsmålet er altså, om du leder efter et lunkent finans-drama, for i så fald er dette filmen for dig.
Filmnørdens karakter: 3/6
Pengene tager en lur
#5 jessup 13 år siden
#6 BN 13 år siden
#7 elwood 13 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#8 filmkorn.dk 13 år siden
#9 Locke 13 år siden
Jeg synes ligesom jessup, at den er meget "rodet" og jeg synes mange af karakterenes handlinger virker utroværdige i forhold til nogle af de ting, der er foregået tidligere i filmen mellem karaktererne.
3/6
Ed Exley: With a wrecking ball... You want to help me swing it?