Af: Benway | Udgivet: 2009-02-07

Vampyrer på det store lærred er næsten ligeså gamle som filmen selv, og allerede siden stumfilmenes tidlige år har de i en eller anden form befolket skræk- og spændingsfilmene. Vampyrerne er da også uden tvivl de mest velkendte filmmonstre, og blot lyden af deres navn vækker stærke indre billeder om skumle flagermus, dystre slotte, fugtige kældre fyldt med kister, spidse tænder og lange kapper.

Vampyrerne i filmverden stammer ikke mindst fra Bram Stokers klassiske “Dracula”-roman om den grusomme transsylvanske blodsuger samt novellen “Carmilla” af Sheridan Le Fanu om en lesbisk vampyr. Hvor seksualiteten i “Carmilla” er ret tydelig, så tonede Stoker ned for antydningerne således, at det underlødige indhold blev mere spiseligt for samtiden. Det er da utvivlsomt også vampyrernes undertoner af syndig seksuelt indhold, der gør dem til både så frastødende og tiltrækkende væsner på en og samme tid. Som tiden er gået, er vampyrernes roller skiftet fra at være ondskabens rene inkarnationer til tragiske og sørgelige figurer – og endda til sympatiske hovedpersoner i nogle af fortællingerne. I anledning af premieren på “Twilight” har Filmz set nærmere på et lille udvalg af nogle af de bedste vampyrfilm gennem tiden.


Nosferatu (1922)

F. W. Murnau ville oprindeligt filmatisere “Dracula”, men kunne ikke få tilladelse til romanen og valgte derfor at omdøbe titlen til “Nosferatu” og ændre Grev Draculas navn til Orlok. Ellers så følger den i store træk den klassiske handling ganske tæt, men i en mere forsimplet udgave med et mindre persongalleri, hvilket historien faktisk kun bliver bedre og mere fokuseret af. Max Shreck er fuldstændig formidabel i titelrollen som den frastødende vampyr, der nærmest ligner de rotter, han rejser med, og filmen tryller utallige uforglemmelige billeder frem: de foruroligende skygger på væggen; det udraderede skib, der ankommer i havnen; og Orlok, der stift rejser sig op af kisten. Slutningen på filmen afviger betydeligt fra forlægget. I stedet for at være offer for videnskabens triumf omkommer vampyren ved at bliver lokket ud i sollyset af en selvopofrende kvinde. I dagslyset og det rene hjertes stråler møder de lavere drifter deres undergang.


Dracula (1931)

I forhold til Max Shrecks rottelignende vanskabning så er der en anderledes charme over Bela Lugosis aristokratiske Grev Dracula, som han fremstår ulasteligt klædt i smoking og kappe. Tod Browning bragte ham til det store lærred i denne officielle version, som skulle vise sig at blive et kolossalt hit, der leverede den mest klassiske udgave af historien. Til trods for det så er filmen noget stift og teatralsk udført og har slet ikke det rige billedsprog, som “Nosferatu” kunne præstere. Hvis alderen ikke har været nådig ved filmen – ikke mindst slutningen er en noget antiklimatisk affære – så er Lugosis ikoniske værdi dog intakt, og det er ikke mindst for hans udstråling og fornøjelige præstation, at filmen stadig er værd at se.


Vampyr (1932)

Hvor de to tidligere film trækker på Bram Stokers roman, så fandt danske Carl Th. Dreyer inspiration fra Sheridan Le Fanus novelle, selvom forskellene er større end lighederne. I forhold til de tidligere film går Dreyer anderledes radikalt til værks og bryder lystigt de filmiske konventioner for at skabe et univers, der synes fuldstændig uvirkeligt. Alle former for logik brydes, da den unge mand trænger ind i et mareridtsunivers, hvor skygger af afdøde danser på vægen, en kvindelig vampyr tørster efter sin søsters blod, og hovedpersonen i en foruroligende drøm ser sin egen død fra sin kiste. Filmens sære, overjordiske og unaturlige præg gør den til en vanskelig film at følge – ét syn er for lidt, den skal ses mindst to gange – men samtidig også en usædvanligt besættende film, som hjemsøger en længe efter. Filmen blev et kolossalt flop, da den havde premiere, men regnes i dag fuldt fortjent som en af genrens allerstørste mesterværker.


Nosferatu (1979)

På trods af remake-filmenes dårlige rygte så findes der faktisk også vellykkede eksempler. En af dem er Werner Herzogs genindspilning af Murnaus klassiker “Nosfertau”. Hvor Bela Lugosis og senere Christopher Lees film gav den fæle greve stil og charme, så er der en anderledes frastødende effekt over den rottelignende og sygdomsbefængte blodsuger i denne fortælling. Klaus Kinski var muligvis den eneste, der kunne leve op til Max Shrecks ikoniske figur, og med sit bizarre udseende og sørgmodige selvmedlidende klynken er han en af vampyrfilmenes mest bemærkelsesværdige skikkelser. Filmens langsomme, dvælende tempo samt dens storslåede billeder lader roligt gruen indtræffe gradvist, og ikke mindst synet af den mennesketomme by, som vampyren som en anden pesthærgende infektion har forvandlet til en kirkegård, gør kolossalt indtryk.


Bram Stoker’s Dracula (1992)

Efter at figuren nærmest var druknet i kitsch og utallige dårlige film gennem 80’erne, genoplivede Francis Ford Coppola Bram Stokers skabning i storfilmen “Dracula” fra 1992. Med et veritabelt arsenal af effekter låner Coppola fra filmhistorien og citerer fra de tidligere vampyrfilm samt fra film som Stanley Kubricks “The Shining”, hvis blodmængder “Dracula” matcher liter for liter. Resultatet er en visuelt overdådig oplevelse, hvor filmen svømmer i dekadence, nostalgi og lummer romantik, og hvor man dårligt tør blinke med øjnene af frygt for at gå glip af nye påfund. Samtidig mangler den dog også tidligere films hypnotiske virkning, og skuespillerne er næsten reduceret til bifigurer i de spektakulære sekvenser. Det er måske også derfor, de overspiller så overvældende, men også ganske underholdende, og præstationerne fra Gary Oldman, Anthony Hopkins og Tom Waits er temmelig fornøjelige omend lidt uvedkommende.


Interview with the Vampire (1994)

“Interview with the Vampire” baseret på Anne Rices roman af samme navn var med til at give genren nyt liv om end nu på en lidt anderledes måde, der både rakte tilbage til Bela Lugosis stilfulde form samt også det mere sørgmodige udtryk. Vampyrerne er denne gang i besiddelse af så formidable evner og en evig smuk androgyn fremtoning, at livet som blodsuger virker knap så frastødende. Det er i hvert fald umiddelbart næsten en ren fornøjelse for den psykotiske Lestat, der i Tom Cruises skikkelse ubekymret tager liv til højre og venstre, hvorimod den weltschmerz-plagede Louis spillet af Brad Pitt ikke finder nogen ro – hverken som menneske eller blodsuger. “Interview with the Vampire” præsterer at levere en atmosfærisk, elegant og sørgmodig ramme, hvor vampyrinfektion i sidste ende viser sig mere at være en forbandelse end en gave, men filmen taber dog en del liv, da Cruises karakter forsvinder ud af handlingen.


Lad den rette komme ind (2008)

En svensk ungdomsfilm placeret i midten af 80’ernes Stockholm er ikke ligefrem noget, der umiddelbart lyder som en oplagt baggrund for en eksotisk vampyrfilm, men det er ikke desto mindre det, Tomas Alfredson præsterer i “Lad den rette kommer ind”, der på sindig vis kombinerer ungdomsvold, isolation og blodsugere. Der er en voldens poesi over filmen, hvori den gamle, men sjældent anvendte regel om, at vampyrer skal inviteres ind, får en ny og symbolsk betydning. Filmen er i det hele taget åben over for adskillige fortolkningsmuligheder, og med sine hypnotiske billeder, overbevisende stemning og mørke, men rørende historie, er den under alle omstændigheder det bedste, genren har set i årevis. “Lad den rette komme ind” kan forhåbentlig være med til at give vampyrerne nyt blod. Vi er i hvert fald nogle stykker, der stadig er tørstige efter mere.

Gravatar

#1 Stensgaard 12 år siden

Fin artikkel, og godt initiativ fra Filmz. Der mangler måske lidt film på listen, men sådan er det jo altid, og man skal jo skære et sted..
Gravatar

#2 filmz-Pansy Burrows 12 år siden

Enig. Skulle jeg foreslå noget, der mangler, kunne det være Polanski's "Vampyrernes nat" fra 1967 (tror jeg nok). Den har både grotesk humor og den rigtige gothic gyserstemning.
Især er et fint indslag, at det ikke lykkes kokkepigen at skræmme en jødisk vampyr væk med et crucifix. Og spejlscenen fra balsalen...
Gravatar

#3 keitel 12 år siden

Tragisk tragisk artikel, at "Horror Of Dracula" ikke er med i artiklen fra 1958 er næsten ikke til at leve med- filmen er den film der igen satte skub i horror genren igen, den første vampyrfilm hvor Dracula havde hugtænder, og en Christoffer Lee i sin bedste performance nogensinde og det var den første med en gotisk steming, hvilket er kendetegende for an sand Vampyr film.

Jeg håber inderligt det er en dårlig forglemmelse, at denne klassiker ikke er med, og især når man tænker på at den frembragte 6-7 fortsættelser.
Gravatar

#4 chandler75 12 år siden

# 3 Christoffer Lee nævnes da i det mindste i artiklen :)
"Some people have bad taste and others have taste more like mine." - Roger Ebert
Gravatar

#5 Stensgaard 12 år siden

Enig med #2!

Fearless Vampire Killers er en fantastisk film og så den faktisk den anden dag. Der er så mange kool referencer og selvironi i, at den virkelig er sjov og holder dén dag idag. Og så er den faktisk ret imponerende drejet hele vejen igennem.
Gravatar

#6 filmz-jonasgr 12 år siden

Jeg bryder mig ikke om genren. Det er simpelthen ubehageligt for mig at sidde og se på. Har set Interview with the Vampire en gang hvilket var nok. De andre har jeg ikke set og har heller ikke tænkt mig at gøre det. Når man får det fysisk dårligt af at se sådan en film så er grænsen noget.
"I was afraid, I'd eat your brains
'Cause I'm evil"
Gravatar

#7 Michael Andersen 12 år siden

#3 Tragisk? Hvis du læser artiklen, så står der at det bare er et lille udvalg af nogle af de bedste vampyrfilm.

Måske skulle alle fremtidige artikler begynde med et blikkende neonskilt:

Dette er ikke en udtømmende liste, men et bud på nogle af de bedste, som skribenten har set. Vi gentager: Dette er ikke en udtømmende liste. Kom gerne med en masse andre bud end dem i artiklen, men for-the-love-of-God så frabeder vi vores læsere at holde fast i de evige tilbagevende: "Hvorfor er dit og dat ikke med? Katastrofe!"-indlæg. God fornøjelse.
Smile, you son of a bitch!
Gravatar

#8 MOVIE1000 12 år siden

hvor er blade henne

vampyr film synes jeg ike rigtig der har været nogle gode af den eneste som jeg synes var god med vampyrer i var Van helsing som jeg ikke brød mig så meget om men stadig fin film
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Gravatar

#9 Spanner 12 år siden

Hvor er Vampire in Brooklyn???!!
"You fuhl no man can kil me die no ay not man" - Erlingur666
"Do not talk to me about pork when we have a crisis on my hands!!" - Producerem
Gravatar

#10 El vez 12 år siden

#8 Det lyder ikke som om du har set mange af dem der er nævnt i artiklen - flere af dem er klassikere/små mesterværker. Hvis du leder efter noget af nyere dato kan du jo følge artiklens forslag om at tjekke "Lad den rette komme ind" ud når den dukker op på dvd i næste måned. Den er helt igennem fantastisk og meget fascinerende.

Fin artikel! En enkelt rettelse: atomsfærisk (Lyder lige lidt for high tech mht. genren ;)
"I wonder if a little rum could get this back on its feet."

Skriv ny kommentar: