[h2]”Interview”[/h2]
Året før den omdiskuterede, hollandske filmskaber Theo van Gogh blev myrdet for at have lavet dokumentarfilmen “Submission” om det ekstremistiske islams kvindeundertrykkelse, instruerede han det lille kammerspil “Interview”. Som en hyldest til instruktøren, og tydeligvis også fordi historien er fængende, har Steve Buscemi lavet en amerikansk genindspilning, hvor han selv spiller hovedrollen, akkompagneret af Sienna Miller.

En lettere arrogant og intellektuel journalist er blevet tvunget til at lave et interview med B-film skuespillerinden Katya, der er mere kendt for sit skiftende brystmål end for sit dramatiske talent. De to modsætningsfulde personer kommer hurtigt på kant af hinanden, men drages også af nysgerrigheden af, hvad der gemmer sig af hemmeligheder bag facaderne.

En dobbelt kattens leg med musen, hvor man indtil sidste scene ikke kan gennemskue hvem, der snører hvem. Både Buscemi og Miller er godt castet i dette lavmælte og finurlige drama, der veksler mellem alvor og komik, når de to spidsfindigt og spydigt dissekerer hinanden. Tankerne peger af og til i retning af teater, og der er uden tvivl noget scenisk over hele affæren, men det gør ingenting, når duoen afvikler det hele så befriende og sikkert.

[h2]”The Walker”[/h2]
Paul Scharder, der nok bedst huskes for sine eminente manuskripter til flere af Scorseses film, herunder især “Taxi Driver”, har også arbejdet som instruktør i små 30 år, dog med et mere svingende resultat. “The Walker” spillede udenfor hovedkonkurrencen i Berlin, da Schrader var dette års juryformand, men nogen guldbjørn var det nok ikke blevet til under alle omstændigheder. Titlen refererer til det noget aparte erhverv walking – at opvarte gamle, rige kvinder og så at sige ‘ledsage dem’.

Den homoseksuelle levemand Carter Page III, fint spillet af Woody Harrelson, er den sofistikerede version af Richard Geres “American Gigolo” (der i øvrigt også blev instrueret af Schrader), men Carter kommer i klemme, da han sættes i forbindelse med mordet på en af sine bekendte. Med politiets mistanke hængende over sig, samt homofobe magtspillere i manegen, forsøger han at rense sig selv og finde ud af, hvem der stod bag mordet.

“The Walker” er en politisk thriller, der nok mere lever på sit portræt af hovedpersonen Carter Page end på plottets spænding, der desværre fortaber sig lidt rigeligt i politisk fnidder-fnadder. På trods af de mange kendte ansigter på plakaten, er det ikke ensemblet, som står i centrum, selvom der også er gode præstationer fra bl.a. en herligt kynisk Lauren Bacall.

[h2]”Bordertown”[/h2]
Hvordan en film som “Bordertown” havnede i hovedkonkurrencen ved dette års Berlinale er svært at forstå, for den lugter langt væk af overfladepoleret tv-film med et ‘vigtigt emne’. Netop emnet – de brutale mord på adskillige fattige arbejderkvinder i Mexico, som er baseret på sande hændelser, er nok hovedgrunden til filmens placering i konkurrencen. Enten det, eller også chancen for at få selveste J-Lo til at paradere sin popo på Berlins røde løber.

Jennifer Lopez spiller en journalist, der tager til Tijuana for at få en forsidehistorie, som kan give hende adgang til mere højtprofilerede opgaver. Det viser sig selvfølgelig hurtigt, at mordene ikke er enkeltstående, og at konspirationen stikker dybere end som så. Hun får hjælp af Antonio Banderas’ godhjertede reporter til at navigere korruptionen og beskytte en stakkels pige, som har overlevet de bestialske angreb, og derfor kan vidne mod morderen.

Ved hjælp af tommetykke klichéer og lidt horror-tricks nu og da trækker instruktøren Gregory Nava al potentiel substans ud af historien, og det ender med en pinlig affære, der fik det meste af publikum til at grine højlydt på de forkerte tidspunkter.

[h2]”Day Watch”[/h2]
Ved Berlinalen for to år siden kunne man stifte bekendtskab med den stort opsatte, russiske blockbuster “Night Watch”, som også gæstede de danske biografer under titlen “Mørkets vogtere”. I år var der så premiere på efterfølgeren, “Day Watch”, som igen finder sted i et dysttopisk Moskva, hvor vampyrer fra både mørkets og lysets side forsøger at opretholde freden. Denne gang er status quo dog truet af hovedpersonen Antons søn, som er gået over på mørkets side, og da der for alvor pustes til ilden er det pludselig Anton, som står anklaget for mord. Helvede bryder løs, og Anton får travlt med at finde den skyldige, samtidig med, at han leder efter det magiske skæbnekridt, der kan blive tungen på vægtskålen i kampen mellem de to fraktioner.

Har man ikke set den første film bør man bestemt gøre det, inden man kaster sig over “Day Watch”, for ekspositionen er meget hurtigt overstået, og universet kan virke temmelig uoverskueligt for den uindviede. Det skyldes dog også, at filmens tempo er skruet op til det næsten maniske. Når den satser på de hæsblæsende actionsekvenser, fungerer den nogenlunde, selvom klipningen ofte overgår Michael Bay i hastighed. Den fartfokuserede og alt for tempofyldte stil og rodede fortælling går ud over helhedsindtrykket, og gør “Day Watch” til en lidt trættende affære.

[h2]”300″[/h2]
Zach Snyders filmatisering af Frank Millers tegneserie “300”, som omhandler de stolte spartanere og det afgørende, heroiske slag ved Thermopylae 480 f.Kr. mod Persiens overmagt, fik ikke just en hjertelig velkomst på Berlinalen.

Ved det efterfølgende pressemøde havde de fleste journalister travlt med at kritisere filmen for at forvanske historiske fakta og fremstille perserne i et nærmest propagandistisk fjendebillede. For dem, der derimod tog filmen for hvad den var – nemlig en visuel tour de force og levendegørelse af Millers fantastiske, overæstetiserede voldsorgie – kunne man ikke andet end applaudere Snyders indsats. Der er så meget power i både billederne og den stiliserede dialog, at energien bliver siddende i kroppen efter filmen er slut. Nok er spartanerne afbilledet som overmennesker i Nietzsches, og senere Hitlers, forstand, og deres altopofrende ideologi kan ikke andet end give eftersmag af fascisme, men holdt i en form så overdrevet og så larger than life, vil man være et fjols, hvis man anklager “300” for et politisk smædeskrift.

Som effektiv, adrenalinpumpende underholdning er den helt oppe blandt actionfilmens nyere audiovisuelle pionérer som “The Matrix” og “Sin City”.

[h2]”The Good German”[/h2]
“The Good German” er Steven Soderberghs ultimative hyldest til store sort/hvide klassikere fra 1940’ernes Hollywood som “Casablanca” og “Den tredje mand”, tilsat stænk af moderne personskildringer og moral. For hvor stilen på den ene side lægger sig meget tæt op af guldalderens formelle konventioner, stammer indholdet med den eksplicitte vold, sex og hyppige bandeord tydeligvis fra en periode uden samme filmcensur. Her går Soderbergh i en mere realistisk retning og peger bl.a. på, at rigtige mennesker altså ikke opførte sig som det ses i amerikanske film omkring 2. Verdenskrig. En besynderlig men spændende spagat, hvor der eksperimenteres med konventioner omkring stilisering og virkelighed, og der præsenteres flere niveauer af realisme, som bl.a. iscenesættelsen af Berlin by, der i én scene består af malede baggrunde og i en anden af rigtige bygninger.

Mellem de mange stilistiske krumspring ligger den medrivende, og i overensstemmelse med noir genren meget indviklede, handling om den amerikanske krigsjournalist Jake Geismer, der efter sin ankomst til Berlin kort efter 2. Verdenskrig bliver viklet ind i et spind af mord og korruption. Hans chauffør, Tully (en rigtig god Tobey Maguire), viser sig at være dybt involveret i Berlins korrupte underverden og dater på samme tid Jakes gamle flamme, Lena (Cate Blanchett), som stadig har følelser for sin tidligere kæreste. Lenas bror er desuden sporløst forsvundet, og Jake gør et farligt forsøg på at finde frem til ham.

[h2]”Factory Girl”[/h2]
Instruktør George Hickenlooper fortæller i “Factory Girl” historien om rigmandsdatteren og partypigen Edie Sedgewick, som i 1960’ernes New York opnåede ekstrem berømmelse i kølvandet på sit vendskab med avantgardeforfatteren/maleren/filmskaberen Andy Warhol. Warhol og hans slæng af udknaldede kunstnerkolleger hang ud i det berømte og berygtede studie ‘The Factory’, hvor der blev spyttet alverdens former for eksperimentalkunst ud, herunder naturligvis hans berømte pop art illustrationer. I filmen oplever vi Sedgewicks introduktion til det bizare miljø og hendes voksende popularitet som Warhols muse, mens det alt for store forbrug af sprut og stoffer udvikler sig til en trussel mod hendes helbred.

Hickenloopers skildring af Sedgewicks ekstraordinære historie er meget ordinær og runder uinspireret samtlige konventioner over filmbiografier af berømtheder, lige fra den unge piges ankomst til storbyen over hendes kometkarriere og senere fald. Mere interessant er skuespillet, og Sienna Miller leverer med en blanding af charme, styrke og stor sårbarhed en intens og vedkommende præstation som Edie Sedgewick.

Bedst er dog Guy Pearce med sit portræt af Andy Warhol som superexcentriker og kynisk manipulator, der er hurtig til at vende Sedgewick ryggen, da hun kaster sin kærlighed, og måske endnu vigtigere, opmærksomhed, på en anden mand.