Årets Cannes-filmfestival er i fuld gang, og for første gang nogensinde er Filmz med på sidelinjen i den solbeskinnede franske stad, hvor store stjerner og dugfriske stjernefrø tropper op for at kæmpe om både journalisternes og Cannes-juryens gunst. Hvem vinder mon de gyldne palmer i år? En af den danske dagspresses største filmskribenter, Jacob Wendt Jensen, blogger løbende om sine oplevelser i Cannes, så husk at holde øje med Filmz-forsiden i den kommende tid, hvis du vil holdes opdateret omkring begivenhederne under verdens største og mest prestigefyldte filmfestival!

Filmanmeldere, fester og fordomme

Det slår aldrig fejl. Hver gang man tager af sted til filmfestival i Cannes, er der altid vittige sjæle, der siger “god ferie” eller kommer med andre bemærkninger i den retning. Ned til sydens sol, stjernernes glamour og sand og strand og god mad, skal man da “helt sikkert”, og det synes at være meget misundelsesværdigt. Der er sandhed i bemærkningen så langt, at alle de journalister og filmanmeldere, som jeg kender i den danske branche, er meget glade for at leve af at skrive om film. Det er jo vores hobby, der er blevet til et arbejde, og hvad mere kan man ønske sig? Ikke noget, hvis det står til mig.

Men den med festerne, solen og at det skulle være en loppetjans holder ikke. Det er ikke den slags, vi rejser for. Tolv dage i Cannes bliver i tørre tal til 40 verdenspremierer på nye spændende film fra hele verden, og blandt disse er der mange, som aldrig nogensinde får premiere i de danske biografer. Et sted mellem 10 og 20 interviews med hjem i posen med instruktører og skuespiller om film, der kommer til Danmark i løbet af det næste års tid og lige så mange blogindlæg og artikler fyret af undervejs. Så ryger der en del portioner steaks med pommes frites indenbords, men de fleste måltider er dog en hurtig sandwich i en strandbiks på vej fra det ene til det andet.

Og festerne? Jamen altså for lige at udrydde en fordom, så har stjernerne i branchen deres egne store, dyre fester og deres egne gallevisninger af filmene, hvor de uanset kvaliteten klapper hinanden på ryggen og siger “godt gået gamle kollega”, mens de tænker, at det kunne da være meget bedre. Filmanmelderne og journalisterne arbejder i deres eget lukkede kredsløb af pressevisninger på filmene, og så bliver det til et par enkelte pressemiddage. Typisk hos Nordisk Film, der hvert år inviterer til lidt mad på en båd i havnen, og hos Zentropa, hvor man spiser nede på jorden dansk mad i deres villa uden for byen. Det drejer sig om et måltid mad og en stribe dåseøl eller en flaske vin, og det er ikke mere bestikkelse, end man såmænd sagtens kan få sig til at kritisere deres næste film i en anmeldelse, hvis den ellers fortjener det.

De største fester, jeg har været til, er Det Danske Filminstituts årlige “Meet the Danes”-fest, der er en praktisk lejlighed til at komme rundt og tale med kollegerne og enkelte gode kilder i filmmiljøet. Som oftest holder filmfolkene sig på afstand af en filmanmelder og hilser på høflig afstand, og sådan er det givetvis også bedst. I år holder Det Svenske Filminstitut 50 års jubilæumsfest, så der er dobbelt op på mulig festivitas, men jeg har aldrig dyrket sammenkomsterne med filmstjernerne i de store, eksotiske villaer, og det siger mig heller ikke en skid.

Til gengæld har jeg nu været i Cannes 13 år ud af de seneste 15 mulige. Jeg har altså sammenlagt boet i filmens mekka i knap et halvt år af mit liv. Og jeg har været vidne til omkring en håndfuld mesterværker hvert år fra første parket. Og det fører mig frem til det, som jeg ærgrer mig allermest over som filmanmelder. Og det eneste, jeg hader. At jeg, hver gang jeg har set noget stort, noget stærkt og noget meget rørende, står alene med oplevelsen udover snakken med kollegerne. Jeg kan ikke dele den med dem, som jeg elsker. De må vente med at se filmene til senere, og så er jeg ofte selv videre forbi næste revle. Men det er også den eneste ulempe ved at tage til Cannes og blive en bleg og filmvidende asparges, der kun meget sjældent kommer i kontakt med stjerner, sol og strand. Og anderledes vil jeg helst aldrig nogensinde have det.