CPH:DOX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 11. november kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige dokumentarer fra både ind- og udland i hovedstadens biografer. På www.cphdox.dk kan du se det fulde program, hvor du også kan læse mere om festivalens mange interessante events.

Mens festivalen står på, disker Filmz TV op med en række korte ekstraudsendelser om festivalen, og så vil Filmz-anmelderne Thomas Borgstrup og Nadia Parbo også skrive om deres oplevelser under årets CPH:DOX.

Rapport #1 fra CPH:DOX 2012

Thomas: Ah, min første dag på festivalen! Det er dejligt at være tilbage, man naturligvis skulle det ikke være uden en portion indledende kaos. Denne gang var kaosset dog helt og holdent min egen skyld. På årets CPH PIX skulle jeg se så mange film, at det var bydende nødvendigt at reservere billetter til alle forestillingerne, så snart jeg havde lagt mit program. Til DOX har jeg kun en sjettedel så mange forestillinger på programmet, så jeg tænkte, at de billetter kunne jeg da bare snuppe hen ad vejen i løbet af ugen. Jeg havde endda i sidste uge dobbelttjekket salget til de forestillinger, som, jeg tænkte, ville være mest de populære, for at sikre at der stadig var gode pladser tilbage, og det var der. Men det var i sidste uge! I dag var der pludseligt udsolgt til to af mine forestillinger, og til en tredje kunne jeg allernådigst få lov til at sidde helt fremme på række 1, dog inde på midten. Det var lidt af et slag i mellemgulvet, men jeg tror nu nok, det løser sig i løbet af ugen.

Heldigvis havde jeg også en succesoplevelse i går: Det lykkedes mig at kæmpe mig fra en strategisk dårlig placering i sal X i Grand ud gennem menneskemylderet i lobbyen, gennem trafikken på Strøget, over Rådhuspladsen, ned ad Jernbanegade, over Axeltorv og ind på min plads i sal 2 i Palads på de 12 minutter, jeg havde til rådighed mellem dagens første og anden film… Phew!

Nadia: Mens J-dag hærgede Københavns gader fredag aften, hærgede den gode historie biograferne. Det er jo tid til DOX, Københavns eneste festival for dokumentarfilm. For denne anmelder var der musik for alle pengene om fredagen, hvor lørdagen bød på en mere sober oplevelse i form af den ubehagelige og nådesløse “The Act of Killing”. Mere om den herunder.

Og så lige et tip til husarerne: Det lader til, at dokumentarfilm er lig med datefilm, så hiv den udkårne ind i mørket og betag hende med dit intellektuelle valg af film. Det er noget, vi piger kan lide!

Noget, som hverken piger eller drenge derimod kan lide, er biografer, der regner med, at tilskuerne er så dvaske, at de ikke kan finde ud af at komme til tiden (ja, jeg snakker om Grand i lørdags til “The Act of Killing”). Men at forsinke en film med tyve minutter er altså bare ikke i orden – det er det sådan set heller ikke, når folk stadig ankommer under forsinkelsen! Helt ærligt, hvis man ikke er stor nok til at kunne finde ud af klokken, er man heller ikke stor nok til at se en film om massemordere! Bortset fra det skal der ikke høres sure opstød herfra. Men vi er jo også kun ved festivalens start…

- The Act of Killing (Danmark, Indonesien, England, Norge)

Nadia: En af de absolut stærkeste film, der vises på dette års CPH:DOX, er “The Act of Killing”. På papiret lyder emnet uetisk: En bøddel, der tilmed er stolt af at have været en stor brik i det indonesiske folkedrab, gør sig selv og sine lige så afstumpede venner til hovedpersoner i en genskabelse af sine gerninger. Helt ærligt, lyder det ikke lidt ulækkert på den der amoralske måde?

Alligevel har instruktøren Joshua Oppenheimer skabt en meget menneskelig film, der ikke hylder folke- og massemord, men alligevel lader sine hovedpersoner tale for sig selv. “The Act of Killing” er ikke en film, der diskret hylder disse væmmelige mennesker eller deres lige så væmmelige handlinger, men som derimod stiller spørgsmålet, om vi som mennesker er med til at acceptere det værste i os selv? Her er alle nuancer med – lige fra den aldrende hovedperson, Anwar Congo, der skjuler sine egne samvittighedskvaler, til hans tidligere “kollega”, der ved, at det, han gjorde, var forkert, men er totalt ligeglad. “The Act of Killing” understreger på interessant vis modbydeligheden i de frygtelige forbrydelser, der blev begået mod uskyldige civilpersoner.

Kun spilletiden virker sommetider en smule lang. Måske er det derfor, at man også viser en forkortet 115 minutter lang udgave af filmen, der formentlig er mere stramt fortalt end den 159 minutter lange originalversion.

5/6

”The Act of Killing” vises også den 7. november kl. 9.00 i Grand Teatret, den 7. november kl. 19.00 i Grand Teatret, den 8. november kl. 21.30 i Grand Teatret, den 9. november kl. 10.00 i Grand Teatret og den 11. november kl. 21.00 i Grand Teatret.

- Stories We Tell (Canada)

Thomas: Skuespilleren og instruktøren Sarah Polley har en historie, hun gerne vil fortælle. For en håndfuld år siden fandt hun ud af, at hendes far ikke var hendes rigtige far. Sarahs biologiske far er i stedet en af hendes mors tidligere kolleger, som moderen, der døde af kræft for mange år siden, havde haft en affære med. Det er der i sig selv ikke noget synderligt ekstraordinært ved, ud over at Michael, som Sarah troede var hende rigtige far, var af samme opfattelse. Så hvad er det så, der er attraktionen ved denne film?

Det er i stedet den måde, den bliver fortalt på, og den måde, hvorpå filmen selv reflekterer over den måde, den bliver fortalt på. For det første får alle implicerede personer (bortset fra moderen, der jo er død) lov til at fortælle deres version af historien fra ende til anden. Og de historier stemmer ikke altid overens. For det andet får Michael – altså, ikke Sarah Polleys biologiske far, men ham hun voksede op med, og som desuden er tidligere dramatiker og teaterinstruktør – lov til at fortælle sin historie gennem den dagbog, han har skrevet, efter Sarah selv fortalte ham om sagens rette sammenhæng. Det bliver gjort i en glimrende voiceover, som Michael selv indtaler. Men han omtaler konsekvent sig selv i tredje person, som var han bare en anonym fortællerstemme.

Dertil kommer, at Sarah Polley som instruktør naturligvis har magten over hvilke udsagn og interviewbidder, der kommer med i den endelige film. Derigennem genfortæller hun på en måde sine familiemedlemmers historier via uddrag af deres egne fortællinger. Filmen er meget bevidst om dette greb, og det er på samme tid manipulerende og fascinerende. Men den egentlige historie er stadig lidt tynd.

4/6

”Stories We Tell” vises også den 10. november kl. 14.00 i Bremen.

- The Rocka (Norge)

Nadia: I Norge sidder en mand og venter på sit store gennembrud som rockstjerne. Han er i 40’erne, har en ølmave af format og en høj pande, der ikke spiller godt sammen med det tynde, krøllede hår. Hans navn er Bastian og “The Rocka” handler om hans kamp for det, han selv kalder et comeback. Noget som hans omgivelser undrer sig over, for som hans voksne søn siger: ”For at have et comeback, skal man engang have været på toppen.”

For at lave en vellykket dokumentarfilm skal man helst have karismatiske hovedpersoner, der enten får os til at grine, føle, angre osv. med dem. Og man sympatiserer da også med Bastian i “The Rocka”, men desværre er det sommetider en smule uklart, om man griner med eller af hovedpersonen. Føler man med ham, eller skal han bare tage sig sammen? Er Bastian ynkelig, eller er han en mand, der konsekvent følger drømmen?

Det er, når vores tyksak af en protagonist sættes op mod sine omgivelser, at “The Rocka” viser sig fra sin mest interessante side. Hvad sker der, når han bliver konfronteret med den nye bassist, der både er langt yngre og mere tiltrækkende end Bastian, der ser sig selv som stjernen? Hvorfor er forholdet til datteren så skrantende? Her bliver filmen interessant, men desværre bruger “The Rocka” alt for meget krudt på at grine af sin hovedperson og mindre på at forklare hans motivation. Det bliver hurtigt trættende at overvære.

3/6

”The Rocka” vises også den 10. november kl. 18.00 i Teater Grob.

- The Queen of Versailles (USA)

Thomas: Året er 2008. Jaqueline Siegel er en tidligere fotomodel og skønhedsdronning på 45 år. Hendes mand, David Siegel, som er 30 år ældre end hende, er ejer og grundlægger af verdens største timeshareimperium, Westgate Resorts. Sammen har de 8 børn og en bolig på knap 2.000 kvadratmeter, som, de dog føler, er for lille. Derfor er de da også ved at opføre verdens største enfamilieshus på godt og vel 8.000 kvadratmeter. Et hus, de i al beskedenhed kalder “Versailles”.

Jaqueline er i høj grad en trophy wife. Men hun er en trophy wife med en fin ingeniøruddannelse og en fortid som ansat hos IBM. Så hun er ikke dum, hun har bare vænnet sig til en livsstil, hvor hun ikke behøver tænke overhovedet. Hun bruger i stedet sin dag på f.eks. at beundre familiens alt for mange og alt for usmagelige selvportrætmalerier eller til at gå i fitnesscenter med sin let overvægtige datter, inden de på vejen hjem svinger limousinen forbi McDonald’s og køber 50 nuggets. Og hele filmen igennem slynger hun om sig med udsagn, som selv Jessica Simpson ville ryste på hovedet over. Familiens 19 tjenestefolk sørger bl.a. for at lave mad, rydde op efter børnene, tørre op efter familiens nulevende hunde, støve de udstoppede rester af familiens to tidligere hunde af og fodre den ældste datters firben. Så langt er filmen et humoristisk, forargeligt studie i overflod og forkælelse. Men så rammer finanskrisen!

Det er skræmmende at se, hvordan familien herefter forsøger at omstille sig til en livsstil, der stadig efter normale forhold er ekstravagant, mens huset flyder med legetøj, hundelorte og døde firben, fordi staben nu er skåret ned til fire personer. Og det kun halvt færdigbyggede Versailles ryger på tvangsauktion. Det er en historie om vanetænkning og misforstået stolthed, som har en anelse mere kant og substans end “Frederik Fetterlein i Luksusfælden”, men ikke meget.

3/6

Nadia: Hatten af for “The Queen of Versailles”, der tør lave en dokumentarfilm ud af det, der umiddelbart ligner et afsnit af et rærligt reality-show på Kanal 5. Men i modsætning til ethvert reality-show, prøver instruktøren Lauren Greenfield ikke at pege fingre ad hovedpersonerne David og Jackie Siegel. Det klarer de fint selv, når kameraet viser os deres hjem, som er fyldt med smagløs indretning og tudegrimme malerier af ægteparret.

Men under alt det smagsløse kitsch er “The Queen of Versailles” en film om to mennesker, der lever det liv, de har drømt om, og som samtidig har glemt, hvordan livet er for alle dem, der ikke har millioner på bankkontoen. Når økonomien skranter, er de overraskede over, at banken ikke tager vare på dem først, og i filmens start praler vores mandlige hovedperson, David Siegel, af, at han egenhændigt fik George Bush til at vinde præsidentvalget i Florida – på ikke-lovlig vis. Alligevel bliver der ikke peget fingre. I stedet giver “The Queen of Versailles” os et billede af et besynderligt milliardærliv, som det ser ud i de almindeligt-indtjenendes øjne. Og selvom Siegel-ægteparret for det meste er grinagtige, er der alligevel noget menneskeligt og ganske elskeligt over dem.

Man skulle tro, at filmens sidste halvdel, hvor den økonomiske lavine ruller og finanserne begynder at skrante, ville være filmens mest interessante passage, men det er den ikke. Det er den ekstravagante livsstil, der her er fascinerende, og i et par fintfølende interviews med husets stue- og barnepiger bliver det også gjort klart, at ikke alting er rosenrødt for alle i Siegel-huset.

4/6

”The Queen of Versailles” vises også den 9. november kl. 21.30 i Grand Teatret.

- Beware of Mr. Baker (USA)

Nadia: To mænd står foran en bil, men man kan ikke helt se dem. Den ene har sagt noget, som den anden – en ældre herre – bestemt ikke bryder sig om, for han kvitterer med at råbe: ”Jeg skal få dig på hospitalet, skal jeg!”, hvorefter han hamrer sin stok i ansigtet på sin modpart. Dette er starten på “Beware of Mr. Baker”, og de to mænd er ingen ringere end Jay Bulger, instruktøren af filmen, og Mr. Baker, som ganske vist er en herre, man skal passe på.

Ginger Baker er ikke bare en hidsigprop, men også en af verdens bedste trommeslagere, som startede karrieren i det legendariske band Cream. Her kom han desværre også til at slå bandets guitarist Jack Bryce med en proper næve, fordi han kom til at forstyrre Ginger i en trommesolo(!).
I det hele taget er “Beware of Mr. Baker” en film for musikelskere, men det er også en melankolsk dokumentar om en mand, som ingen virkelig kan komme ind på livet af. Det prøver Bulger heller ikke. Det er tydeligt, at musikken er i føresædet, mens der er mindre fokus på Bakers privatliv. Som musikfan er “Beware of Mr. Baker” svær ikke at holde af. Som dokumentarfilmfan kan den derimod godt være en til tider langsommelig filmoplevelse.

4/6

”Beware of Mr. Baker” vises også den 6. november kl. 21.30 i Grand Teatret og den 11. november kl. 16.40 i Dagmar.

- The Jeffrey Dahmer Files (USA)

Thomas: Hvis navnet Jeffrey Dahmer ikke ringer flere klokker, end at ”han da vistnok var en seriemorder”, og hvis du gerne vil vide mere om manden, så er det her et godt sted at starte. Men hvis du tror, at du får mere ud af den her film, end du ville få ved at finde en dokumentar om manden en sen aften på TV2, så bliver du slemt skuffet.

Filmen er centreret om tre personer, der alle var i nærkontakt med Dahmer selv eller hans mange ofre. Der er kriminalbetjenten, der afhørte ham og fik ham til at tilstå. Der er retsmedicineren, som undersøgte det, der var tilbage af morderens ofre. Og så er der Dahmers nabo i den bygning, hvor han opbevarede og spiste dele af ligene. Den første fortæller meget entusiastisk om lugten i lejligheden og sine samtaler med seriemorderen i forhørslokalet. Den anden bidrager med de grusomme detaljer om ligenes tilstand og Dahmers forsøg på at gøre sine ofre til apatiske zombier. Og den tredje, naboen, kan berette om en boligblok, hvor ingen for alvor kom hinanden ved, og som pludseligt blev forvandlet til en syg turistattraktion, hvorfor alle indbyggerne måtte flytte. Interviewene er krydsklippet med gamle nyhedsklip og en totalt overflødig dokudrama-del, hvor en skuespiller, der skal forestille at være Dahmer, tåger rundt, mens han køber forsøgsudstyr og drikker øl.

Kriminalbetjentens forhold til Dahmer og retsmedicinerens beskrivelse af hans gerninger er interessante, men der er som nævnt ikke mere i det, end at filmen med sine 79 minutter burde have været klippet ned til én times tv-dokumentar. Og man sidder stadig tilbage med spørgsmålet om, hvad det egentlig var for noget kød, der var i den sandwich, seriemorderen og kannibalen Dahmer en dag havde givet sin nabo.

3/6

Nadia: “The Jeffrey Dahmer Files” er en tosidet affære. I store dele fremstår filmen som en typisk dokumentarfilm, hvor tre mennesker fortæller om deres oplevelser med den berygtede seriemorder Jeffrey Dahmer. Samtidig har filmen en fiktionsdelen – adskillige rekonstruktionsscener, hvor “Jeffrey” går rundt på må og få, drikker bajere, køber en tønde og i det hele taget passer sig selv. Denne sidstnævnte del er filmens svage led. Her ser vi en tilsyneladende almindelig gut, der går rundt omkring og laver hverdagsting (når han da ikke inviterer sagesløse unge mænd på hotel). Der er en banalitet gemt i ondskaben, og det er uden tvivl det, som instruktøren Chris James Thompson prøver at vise os.

Men i stedet for at virke dragende er disse sekvenser uønskede pauser i de tre interviews, der – på en langt mere indlevende måde – fortæller om personen Jeffrey Dahmer. Hvordan blev han opfattet som nabo, som ven og som mistænkt? Og hvad var konsekvenserne for hans forbrydelser for alle dem, der ubevidst var begyndt at holde af den stille og introverte mand? Derfor er “The Jeffrey Dahmer Files” både en skuffende, men også ny måde at vise den efterhånden legendariske Dahmer på. Flere interviews og mindre fiktion ville have gjort underværker.

Og så en sidste pointe: Når man laver fiktionsdele, der skal foregå i 1980’erne, er det ikke en god idé at lade sine personer rende rundt med tingeltangel, der tidligst kom på mode i 2010.

3/6

”The Jeffrey Dahmer Files” vises også den 10. november kl. 22.00 i Gloria.