Af: Morten Vejlgaard Just | Udgivet: 2013-11-13

November rain. Nej, det er ikke en reference til det kendte nummer med Guns N’ Roses. Det er en konstatering. Min tirsdag på DOX er våd og klam, hvorfor dagens første film bliver ledsaget af en fugtig dunst af regntøj i Dagmars sal 2. Hvorfor findes der ikke garderober i biografer? Så sidder man i stedet der med sin klamme frakke over sit skød filmen igennem. Dårlig start. Bare filmen er god, så er alt godt.

Det er den ikke. “Birds of September”. Der er én fugl med, og det fremgår ikke klart, at den foregår i september. Men ikke kun titlen er lidt flagrende. Filmen er en flagrende storbyvandring igennem Libanon, hvor en række selvhøjtidelige voice overs digter sig igennem en dårlig film. Jeg digter mig ud i regnen igen og cykler mod Nørrebro, hvor festivalens Kong Karneval, Ai Weiwei, venter. Hans film altså. Den systemkritiske kunstnerkineser er en markant skikkelse på årets festival med egen kurateret serie og så filmen “Stay Home!”, der er udvalgt til hovedkonkurrencen.



Håber det er filmen og ikke hans (store) navn, der har fået filmen på plakaten. AIDS + etbarnspolitik ligner et spændende og sprængfarligt emne, men detoneres, desværre, som en regnvåd nytårs-kineser. Ai ai ai (Weiwei). Ligner, han har undervurderet den kunst, det er at lave film. Fortryder næsten, jeg ikke tog mod titlens råd: Stay Home!

Regnen er stoppet. Jeg trænger til en god skandalefilm oven på dagens døsige DOX-dosseringer. Prostitution, stoffer og sex. Beskrivelsen af den franske film “Atlas” lyder til at kunne tilfredsstille mit skandalebehov. Filmens levende tableaubilleder af dystre prostitutionsmiljøer er flotte. Den slags, der vinder priser på World Press Photo. Men en hel film igennem uden anden sammenhæng end en – åh jo – selvhøjtidelig digter-voice over får mig til at ønske mig ud i regnen igen.



Why does it always rain on me?”. Sådan føles denne dag på DOX. Jeg savner humor, noget humør og mindre pæn højstemthed fra hovedkonkurrencen. I morgen, det kommer i morgen, siger digtet i mit hoved.


Se også: CPH:DOX: En langsom dag


Du kan følge mine løbende opdateringer på Twitter via @vejlgaardjust.

CPH:DOX 2013: 7. til 17. november i København. Se det komplette program på www.cphdox.dk

Skriv ny kommentar: