CPH PIX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.

Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d’herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.

Rapport fra CPH PIX dag #8 – 18. april 2012

Johnny: Der er gode dage og dårlige dage på filmfestivalen. I dag var en af de sidstnævnte. Udover at jeg måtte lide gennem to ualmindeligt kedsommelige film (som jeg dog alligevel formåede at holde mig vågen under), var jeg plaget af forsinkelser. Modsat min co-PIXpert har jeg gudskelov ikke oplevet aflysninger endnu, men mange film har startet 5 minutter for sent eller mere. Det lyder måske ikke af meget, men når man, som det var tilfældet for mig i dag, har 25 minutter til at nå fra Empire Bio til Grand Teatret, så gør det altså en forskel.

En af grundene til de mange forsinkelser er netop Grand. De har oplevet en enorm efterspørgsel på billetter til “We Need to Talk About Kevin” og har derfor flyttet den til de største sale. Det har jeg sådan set ikke noget imod – alt andet ville udvise virkelig dårlig forretningssans. Min anke ligger i, at de er begyndt at starte de flyttede film 5 minutter for sent, ”for at folk kan nå at komme på plads.” Det irriterer mig grusomt, ikke mindst da reaktionen, da jeg brokkede mig over det, var: ”Der er ikke mange mennesker, der har så stramt et program, så vi vil hellere have, at du kommer og brokker dig, end at 20 andre gør.” Alternativt kunne folk lære klokken! Det er lige før, jeg emigrerer til Tyskland. Ordnung muss sein!

Thomas: I dag var min asiatiske dag på festivalen. Film fra Japan, Sydkorea og Indonesien – og thailandsk aftensmad. Så her på ottendedagen af festivalen vil jeg – for ikke at kede jer (eller mig selv) – lave dagens anmeldelser lidt anderledes end normalt.

- Himizu, Japan

Thomas: Dagens forret fra kokken Sion Sono var en blanding af flere, meget forskellige ingredienser. Lidt vold, lidt krimi og en hel del melodrama. Med jordskælvs-tsunami-atom-katastrofen d. 11. marts i fjor som fundament bygges en lidt rodet, men (især i de sidste bidder) smuk og poetisk ret op om to teenagere med mildt sagt forkvaklede forhold både til deres respektive forældre og hinanden.

De to hovedrolleingredienser spiller fantastisk, og selvom retten ikke helt faldt i min smag, sad jeg alligevel tilbage med en følelse af, at der lå noget gemt under overfladen, som jeg ikke kunne afkode – måske en slags allegori over japanernes på én gang ukuelige og selvdestruktive folkesjæl. Under alle omstændigheder smagte denne ret noget bedre end kokkens ret på sidste års festival, “Cold Fish”, som jeg endte med at levne halvdelen af.

4/6

”Himizu” vises også den 28. april kl. 19.00 i Dagmar Teatret.

- Postcards From The Zoo (Kebun binatang), Indonesien

Johnny: Der er intet værre end film, der viser masser af potentiale, men mislykkes eklatant. Det er desværre tilfældet hér. En lille pige bliver efterladt i en zoologisk have, hvor hun efter at have vandret rundt i nogen tid tilsyneladende bliver adopteret af en af dyrepasserne. Hun bliver en del af livet i haven, hvor mange mennesker tilsyneladende bor af mangel på andre steder at tage hen. Hun møder en tryllekunstner i cowboy-outfit, der kommer i haven for at ride på heste. De to knytter sig til hinanden, og han lokker hende med ud af haven, som hun tilsyneladende ikke har forladt siden sin barndom. Her assisterer hun ham med at sælge fupmedicin og i hans optræden, indtil han en dag forsvinder, og hun så bliver massagepige (læs: prostitueret).

Langt hen ad vejen var jeg villig til at lade mig forføre af filmen. Dens tempo er yderst langsomt, men det passer meget godt til havens ro. Der er næsten ingen dialog i filmen, hvilket også passede mig udmærket. Der bruges meget tid på scener af parkens gæster og dyrene, hvilket bidrager til følelsen af et mikrokosmos, som gradvist udforskes. Desværre fører det aldrig nogen steder hen, og da hovedpersonen forlader parken, mister filmen også fuldstændigt jordforbindelsen. Her bliver fraværet af dialog et problem, for man forstår som tilskuer ikke, hvorfor hun vælger bordellet frem for at tage tilbage til haven. Scenerne mister den charme og lethed, der gjorde første del seværdig, og filmen bliver ekstremt kedelig.

Det er ikke, fordi jeg ikke kan se, hvad det er, instruktøren prøver på. Idéen om at sidestille en zoo med det moderne bysamfund er sådant set god nok… Hvem er det, der er spærret inde? Er vi egentlig fri til at gå, hvorhen vi vil? Hvor stort et element af vores samfund er voyeurismen? Men mellem idé og helstøbt værk er der nogle gange en afgrund. Såsom her.

2/6

”Postcards From The Zoo” vises også den 25. april kl. 21.45 i Cinemateket.

- Poongsan, Sydkorea

Thomas: Efter forretten drog jeg mod Empire på Nørrebro, hvor jeg slog et smut forbi Aroii Thai Take Away, som ligger 100 m fra biografen, for også at få fysisk næring. Et rigtigt godt sted, som laver forholdsvis billig mad, som man kan blive mæt af og have med på farten. F.eks. kan man spise det i Empires café-område inden næste film.

Dagens intellektuelle hovedret havde jeg glædet mig til. Godt nok var den tilberedt af den lidt ukendte kok Juhn Jaihong, men opskriften kom fra mesteren Kim Ki-duk, så det kunne ikke gå helt galt. Og især i de første mundfulde skinner læremesterens indflydelse tydeligt igennem, hvilket er en fryd at opleve. Men så sker der noget: Hovedingrediensen, der i klassisk Ki-duk-stil ikke siger et ord gennem hele retten, viser sig at være en Jason Bourne-agtig type, og nu er det pludselig en action-ret! Tag ikke fejl, det er en okay action-ret, men der er ikke meget af Ki-duks sensibilitet over den, og i de sidste krummer går en ellers smuk pointe om det groteske forhold mellem Nord- og Sydkorea lidt tabt efter alle de skuddueller og nærkampe. Jeg følte mig i hvert fald ikke mæt efterfølgende.

3/6

”Poongsan” vises også den 24. april kl. 21.30 i Gloria.

- Tabu, Portugal

Johnny: Fra den ene langtrukne film til den anden.. Filmen er inddelt i to. I første del oplever vi Pilars problemer med naboen Aurora, en ældre og lettere dement dame, der tror, at hendes sorte hushjælp har forbandet hende. Da Aurora kommer på hospitalet beder hushjælpen Pilar opsøge en mand, som Aurora har nævnt: Gian Luca Ventura. Hun finder ham, men Aurora dør, inden de kan mødes. Efter begravelsen fortæller Gian Luca om Auroras fortid som plantageejer i Afrika. Her skifter filmen tid, og vi oplever nu den stormende forelskelse mellem den gifte Aurora og den unge eventyrer, mens revolutionskrig lurer i baggrunden.

Instruktøren er faktisk talentfuld. Han formår at inspirere stor indlevelse i sine skuespillere. Filmens anden del er fuldstændig uden dialog og alene fortalt gennem den aldrende Gian Lucas’ voice-over, og det er en stor sejr for instruktøren, at det kan fungere. Der er smukke indstillinger og specielt i Afrika-delen nogle vidunderlige naturbilleder.

Problemet for undertegnede ligger i, at man aldrig rigtig bliver engageret i plottet. Man drages af karaktererne og vil meget gerne vide mere, men her gives ikke ved dørene, og så snart vi føler, at vi begynder at få en fornemmelse af Pilar som karakter, skifter filmen scene og tid. Scenerne får desværre også for ofte lov til at blive ved i det uendelige. Der kunne sagtens være klippet en halv time til tre kvarter ud af den to timer lange film. Hvis jeg skal være helt ærlig, sad jeg under hele filmen med en fornemmelse af, at for den rigtige person i den rigtige sindsstemning ville filmen være perfekt, men uheldigvis var den person ikke mig. Jeg kedede mig bravt.

2/6

”Tabu” vises også den 23. april kl. 16.30 i Dagmar Teatret.

- The Raid: Redemption, Indonesien

Thomas: Glædeligvis havde jeg i går linet en fuldfed isbombe op som dessert! Her er en ret, der ved, hvad den er, og ikke gør det mere indviklet end nødvendigt: Skurken er ond, og derfor skal han dø. Mindre end 10 minutters setup og BANG! Så er vi i gang med at høvle bønner af!

Ud fra smagsprøverne på nettet kunne man få det indtryk, at “The Raid: Redemption” er én lang ildkamp med lidt nærkamp hist og her, men faktisk løber parterne ret hurtigt tør for ammunition. Så er der kun knive og håndmadder tilbage, hvorfor det nu udvikler sig til den vildeste kampsportsret, jeg længe har smagt! Og det holder 100!

“The Raid: Redemption” er både overraskende, opfindsom og nærmest kriminelt underholdende! Med sine 100 minutter er den hverken kvalmende lang eller utilfredsstillende kort. Nogle vil måske synes, at den er en tand for voldelig, men jeg fandt den lige tilpas, og jeg forlod Empire dejlig mæt og klar til den følgende dags trerettersmenu (som dog nok vil blive anmeldt på mere traditionel vis).

5/6

”The Raid: Redemption” vises også den 24. april kl. 19.00 og den 25. april kl. 16.30 i Palads.

- Captive, Filippinerne

Johnny: Det var med bange anelser, at jeg gik ind til denne film. Min eneste tidligere erfaring med Brillante Mendoza var den frygtelige “Serbis” fra 2008. Når ikke engang en scene med 20 bøsser med bukserne om hælene, der jagter en løs ged rundt i en pornobiograf i Manila, kan redde en film, så er det virkelig sørgeligt. I “Captive” har han kastet sig over den islamiske gruppe Abu Sayyafs kidnapning af 21 gidsler fra ferieøen Dos Palmas i 2001 og deres skæbne. Vores identifikationspunkt er kvinden Thérèse (Isabelle Huppert i endnu en sitrende spændt rolle), og vi følger hende fra selve kidnapningen, til hun bliver befriet som en af de sidste mere end et år senere.

Vi har at gøre med et forholdsvist utraditionelt perspektiv på gidselfilmen. For det første er det svært at tegne nogen af karaktererne som decideret onde eller gode. Og med det refererer jeg ikke til en dum kliché om, hvor frygteligt meget gidseltagerne har lidt og derfor føler sig nødsaget til at bruge hårde midler i “den gode kamp”. Der er frygtelige handlinger i denne film, der på ingen måde undskyldes. De forklares og de sættes i kontekst, men de kan ultimativt ikke og bliver ikke retfærdiggjort. Vi oplever, hvordan gidslerne efterhånden glider ind i en hverdag og danner venskaber med deres vogtere. Men vi ser også, hvordan gidseltagerne vælger at henrette turisten, der er blevet skudt i benet, fordi han ikke kan gå hurtigt nok. De purunge drenge, der udgør størstedelen af terrorenheden, skildres som hamrende naive og uden nogen form for realisation af, hvad de foretager sig eller konsekvenserne af deres handlinger. Den af drengene, der skildres mest indgående, Hamed, bliver ven med Thérèse, men det er i bedste fald et skrøbeligt venskab.

Mendoza benytter sig af et par scener undervejs, hvor det naturlige eller måske snarere overnaturlige i den jungle, hvor gruppen vandrer rundt, pludseligt kommer i forgrunden. Det bliver næsten til en slags magisk realisme, hvor vi rives ud af plottet og tvinges til at se det hele fra et andet perspektiv. Uheldigvis er disse scener skæmmet af noget utilstrækkelig CGI, hvilket mildt sagt er uhensigtsmæssigt. Overordnet er der dog tale om en uhyre vellykket film, der kræver lidt af sin tilskuer. Hvis man ikke er villig til at overgive sig til historien og kræver sympatiske karakterer og langt mere udfoldelse af dem, så er jeg bange for, at man kan blive slemt skuffet. Jeg er selv overbevist om, at den kun bliver bedre ved andet gennemsyn.

4/6

”Captive” vises også den 24. april kl. 16.30 i Øst For Paradis og den 29. april kl. 20.00 i Empire Bio.