Den 11. april blev årets CPH PIX-filmfestival kickstartet. Sidste år dækkede Filmz CPH PIX mere grundigt end noget andet dansk medie, og vi satser på at give den mindst lige så meget gas på PIX-fronten i år!
I 2012 havde vi to PIXperter – Johnny Vinther Jensen og Thomas Borgstrup – til at anmelde festivalens film. Duoen nåede at diske op med over 500.000 anslag fordelt på i alt 19 artikler, og i år suppleres PIXpert-veteranen Johnny af de faste Filmz-anmeldere Andreas Holck Høeg-Petersen og Nadia Parbo. Husk at tjekke vores Filmz TV-udsendelse om den filmglade trio, hvori PIXperterne diskuterer PIX, deres filmsmag og årets festivalprogram.
CPH PIX anno 2013 er altså i fuld gang, og til og med den 24. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Rapport fra CPH PIX dag #8 – 18. april 2013
Nadia: I dag var min James Franco-dag. Manden, der kan kaldes en ægte kunstner. Skuespiller, instruktør, forfatter og kunstmaler. Franco har været en af mine helte og personlige forbilleder i lang, lang tid, så det var med stor glæde og gåpåmod, at jeg vovede mig ind i Cinemateket for at tilbringe en hel eftermiddag og aften i selskab med en mand, der skaber guld ud af alt, han berører. Når han så samtidig netop har lavet en dokumentarfilm om en anden af mine store helte, River Phoenix, kan det slet ikke gå galt. Derfor: Undskyld, hvis jeg i følgende anmeldelser er kraftigt påvirket af den antagelse (eller det faktum?), at James Franco er et lyspunkt i en verden spækket med kedelige, kønsløse darlings (Ryan Gosling anyone?). Måske var det også netop derfor, at Andreas valgte ikke at tage med mig denne dag. Jeg kan være noget så rædselsfuld, hvis jeg først begynder at udbrede mig om Franco og hans mange facetter.
Andreas: Dagen i dag foregik på egen hånd og bød ikke på videre spændende begivenheder. Hverken filmisk eller uden-om-filmisk. Dog gjorde jeg mig den erfaringen, at King of Kebab på Nørrebrogade er et dårligt stop fra Empire til Cinemateket, og en yderst uhumsk og ikke videre velsmagende bacon-cheese-burger resulterede i rumlemave under “Berberian Sound Studio”. Meget spændende!
Johnny: Hvis resten af dagene byder på film af samme kaliber som dem i dag, så bliver det en meget god festival. Hvis der er for mange stinkere imellem, kan det være svært at holde modet oppe, men det tegner godt indtil videre. I dag var endnu en lang dag med fem film og så endda på en hverdag. Jeg er dog stadig frisk, og modsat visse andre (vi behøver ikke at gøre dem pinligt bevidste ved at nævne navne) er jeg endnu ikke faldet i søvn under en visning.
En af de mest fantastiske ting ved PIX er at møde, hvad jeg kalder “the usual suspects”. Det er de mennesker, man stort set aldrig møder uden for festivalen, men når året er gået, og det igen er blevet tid til fjorten dage eller mere inde i mørket, så triller de atter ud af deres huller. Filmnørder søger mod hinanden. Vi elsker at udveksle erfaringer, anbefalinger og advarsler eller bare at namedroppe instruktører og filmtitler, mens vi nikker anerkendende. Der gik år, før jeg lærte deres navne at kende, og i lang tid nøjedes vi bare med at nikke til hinanden, når vi mødtes. Nu er de fleste dog blevet gamle venner, og hvis I hænger ud efter filmene, kan I måske se os holde hof ovre i hjørnet. Hold jer endelig ikke tilbage, men kom over og tag del i samtalen. Vær dog forberedt på at skulle forsvare jeres holdninger. Som ægte filmnørder ved, er filmsmag ikke noget, man spøger med. I den forbindelse skal jeg på det skarpeste påpege, at Andreas tager fuldstændig fejl omkring “District 9”: Det er en dejlig film og et udmærket bud på, hvordan man laver science fiction uden for meget klam CGI.
- The Plague (La plaga) / Spanien
Johnny: Hverdagsrealisme har ikke just imponeret hidtil på festivalen. Heldigvis findes der instruktører som Neus Ballús, der kan vise de andre, hvordan det skal gøres. Vi har at gøre med amatørskuespillere, der basalt selv spiller sig selv. Eks-jugoslaven Iurie træner som bryder og arbejder samtidig på Rauls gård. Rauls nabo, Maria, er kommet på plejehjem, hvor hun passes af den filippinske Rosemarie. På deres vej frem og tilbage kommer de alle forbi den aldrende prostituerede Maribel. Alle har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Rauls afgrøder er angrebet af insekter, Iurie er ikke sikker på, at han kan blive i landet, Maribel kan ikke længere tiltrække kunder, Rosemarie er led og ked af arbejdet på plejehjemmet, og Maria må erkende, at hun ikke længere kan klare sig selv.
Filmen var ifølge instruktøren oprindeligt tænkt som en dokumentar, men voksede til andet og mere. Den observerende stil er dog stadig udtalt, og det gør filmen i stand til at undgå de sentimentale blindgyder, som andre er faldet i. På trods af, at de ikke har lavet film før, spiller hele castet godt. Der er enkelte scener, hvor de falder igennem, men det ødelægger på ingen måde helhedsindtrykket. Jeg vil særligt fremhæve Iurie Timbur, der i dén grad brænder igennem. Visuelt har filmen heldigvis lagt den dokumentariske stil fra sig, og vi begaves med smukke, stemningsfyldte billeder af det solskoldede spanske landskab. Filmens tempo er roligt uden at blive kedsommeligt. Det er altid tilfredsstillende at se instruktører på festivalen lykkes med nøjagtigt de genrer/stilarter/etc., som man tidligere har kritiseret. Det viser, at filmkunsten stadig er lyslevende, selv om visse instruktører tilsyneladende prøver at forgifte den.
4/6
”The Plague” vises også den 24. april kl. 21.45 i Cinemateket.
- Harmony Lessons (Uroki garmonii) / Kazakhstan
Johnny: En af de gode ting ved filmfestivaler er chancen for at opleve, hvordan kendte genrer eller historier fortælles i en ganske anden kontekst. Harmony Lessons er en for så vidt velkendt fortælling om, hvordan drenge bliver til mænd. Historien om Aslan, der er yndlingsoffer for skolens bandeleder, har et tydeligt åndsfællesskab med film som “Ondskab”, “Kes” og “Fluernes herre”. Den førnævnte bandeleder har bestemt, at ingen må tale med Aslan, og at enhver, der gør, vil blive lige så udstødt. Aslan trækker sig ind i sig selv og bruger sin fritid på at torturere insekter. Da en ny dreng kommer ind i klassen uden kendskab til den lille protofascists dekreter, bliver han venner med Aslan, men man bryder ikke ustraffet de sociale regler i dette miljø, og snart rives vi af sted mod et voldelig klimaks, der er lige så tragisk, som det er uafvendeligt.
Genren er thriller, men tempoet er her sænket til et niveau, der sjældent ses uden for østeuropæiske kunstfilm. Det giver plads til stemningsopbygning og karakterisering, hvilket tjener filmen utroligt godt. De lange indstillinger stort set uden bevægeligt kamera og de smukt komponerede tableauer forstærker kun dette. En film som denne står og falder med kvaliteten af dens børneskuespillere, og heldigvis er Timur Aidarbekov fremragende i hovedrollen. En rolle, der alt for nemt i hænderne på en mindre skuespiller kunne være blevet et uigennemtrængeligt enigma, bliver i hans udførelse essentielt menneskelig, men samtidigt foruroligende intens. Jeg vil også tillade mig at fremhæve Aslan Anarbayev som hans bandeledernemesis. Det er hans fortjeneste, at man hader denne karakter af et ondt hjerte. Dette er en film, der sidder i kroppen i lang tid, og som i dén grad bør studeres af enhver instruktør, der ønsker at beskrive det skrækkeligt banale i børns grusomhed mod hinanden.
6/6
”Harmony Lessons” bliver også vist den 24. april kl. 19.00 i Cinemateket.
Andreas: Historien i “No” omhandler folkene bag den nej-kampagne, der i slutningen af 1980’erne ledte til, at det chilenske folk stemte Pinochets diktatoriske styre ned (Pinochet, der havde overtaget magten ved et CIA-støttet militærkup mod den demokratisk valgte socialist Allende). Det er sådan set en virkelig god fortælling. Den store konflikt var, hvorvidt kampagnen (der måtte basere sig på 15 minutters statsordineret tv-sendetid om dagen) skulle vægte de grusomme gerninger, Pinochet og hans styre havde på samvittigheden, eller om man skulle sælge et positivt budskab om en glædelig fremtid med frihed og demokrati.
Filmen er optaget i en kvalitet, der gør, at det virkelig ligner optagelser fra 80’erne, hvilket er lidt af en genistreg. På den måde er der ingen unaturlig kontrast mellem selve filmen og de ægte tv-udsendelser, kampagnen skabte, og som filmen bruger. I hovedrollen gør Gael García Benal det godt som altid, og de fleste af filmens sideplot (den private historie, rivaliseringen med kollegaen, osv.) fungerer også fint og fremstår næsten aldrig påklistrede.
Alligevel savnede jeg lidt mere fra filmen. Det er svært at se, hvad den virkelig vil, så ud over at få fortalt en god historie på en fin måde, er der ikke meget at være overordentligt begejstret for. Det hele er lidt for afdæmpet og aldrig ophidsende nok. “No” er altså en udmærket, men lidt for tandløs filmoplevelse, som ikke helt formår at udnytte sit store potentiale.
4/6
”No” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Nadia: Det er svært at anmelde “My Own Private River” uden at sidestille den med dens nærbeslægtede artsfælle, “My Own Private Idaho”. Sidstnævnte er stadig én af denne anmelders absolutte yndlingsfilm, fordi den har et helt særligt vovemod og virkelig taler sagen for de unge udstødte. Derfor vil den altid have en helt speciel plads i mit hjerte.
Netop derfor virker “My Own Private River” så godt. Filmen er en alternativt klippet version af kultklassikeren fra 1991, der sætter sit fokus på hovedpersonen Mike og hans søgen efter sin mor. For fans er dette ren guf. Hidtil usete scener bliver mikset med velkendte af slagsen, mens der stadig holdes fokus på gadelivet i Portland, Oregon. Man har beholdt scenerne, hvor unge, mandlige prostituerede snakker om deres dagligdag på en så direkte facon, at håbløsheden skinner igennem alt det, de siger, og skønheden ved svævende skyer og den trøstesløse udsigt ligesådan. Men dette er en film for fans. At se “My Own Private River” uden først at have set originalen, er som at se “Star Wars” med en urokkelig tro på, at Darth Vader er helten. Sådan spiller klaveret bare ikke.
På den anden side er “My Own Private River” heller ikke lavet for førstegangsseere. “Instruktør” og ny-klipper James Franco forklarede i en Skype-session før filmen, at “My Own Private Idaho” var hans yndlingsfilm som teenager, og at han derfor var tiltrukket af projektet. Hans fascination af River Phoenix spillede også en rolle. Francos forkærlighed for filmen er tydelig at se i denne nye version, der er lige så lidenskabeligt klippet sammen, som Francos hilsen før filmen. Se den, hvis du elsker “My Own Private Idaho”. Undgå den, hvis du ikke gør.
4/6
”My Own Private River” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- The Landlords (I padroni de casa) / Italien
Johnny: Jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde forventet mig noget ganske andet af denne film. Det er meget mere en thriller end det drama, jeg troede, jeg skulle se. Umiddelbart er den nærmeste sammenligning en italiensk Jägarna. De to brødre Cosimo og Alia ankommer til en fjerntliggende bjerglandsby for at arbejde for byens yndlingssøn, crooneren Fausto Mieli. Han er i gang med at forberede sit comeback, men hans handicappede kone er tydeligvis mindre begejstret. De to brødre har ikke opholdt sig længe i byen, før de opdager, at der er tydelige spændinger i det lille samfund, og uheldigvis kommer de til at vade ind midt i denne konflikt.
Filmen har noget meget svingende skuespil. Valerio Mastandrea, der også spillede hovedrollen i “Balancing Act”, er fascinerende som Cosimo, den mere kluntede og uslebne af de to brødre. Til gengæld har Valeria Bruni Tedeschi leveret langt bedre præstationer i Ozons film, end hun gør her. Gianni Morandi som den dominerende sanger er overraskende god. I starten skurrer hans spil meget, men det bliver hurtigt klart, hvor passende det er. En hurtig Google-research viser, at han til en vis grad spiller en version af sig selv. Plottet er der ikke så meget at bemærke på. Det er en anelse forudsigeligt, men det er næsten et genrekrav. Det største problem med filmen er, at den mest interessante karakter, Fausto, ikke rigtig virker nødvendig for filmen. Hele hans rolle kunne være fjernet uden nogen betydning for det essentielle plot. Jeg skal ikke afvise, at jeg ganske har misforstået filmen, men jeg forstår ikke, hvorfor han er med.
3/6
”The Landlords” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Nadia: Her er et stilistisk projekt af de helt store. At forklare det er simpelt. At forstå det kan være lidt sværere. Den 8. juli 2008 blev James Franco sat i stævne og bedt om at genspille sine tidligere roller samt to andre: Rock Hudsons karakter i “Seconds” og Julianne Moores ditto i “Safe”. Dette blev til en øvelse i, hvordan man som skuespiller formidler sine roller, filmet af instruktøren og istandsætter Carter, der klippede det sammen og skabte filmen “Erased James Franco”.
Det er svært at sige, om projektet endte med at være en interessant film. Nogle vil have svært ved at se pointen i et værk, der udelukkende koncentrerer sig om detaljerigdommen i skuespillerens arbejde, mens andre vil se skønheden i netop disse detaljer. Denne anmelder falder i sidstnævnte kategori. At se James Franco sidde og skrive noter i fem minutter kan være kedeligt, hvilken den karismatiske instruktør også anerkendte i den efterfølgende Q&A. Men med anerkendelsen af det langsommelige, kommer noget andet pludseligt også til syne: Fortabelsen. Som en anden Tarkovsky lader Carter sine scener dvæle ved uendeligheden, indtil man til sidst lader sig forføre af lyde, bevægelser og mimik. Skuespil kan være en dydens kunst, og netop dét beviser Carter med al tydelighed i “Erased James Franco”, der er inspireret af det nytænkende maleri “Erased de Kooning” fra 1953.
I starten var projektet tiltænkt Catherine Deneuve, der skulle genspille sine scener fra Roman Polanskis gyserklassiker “Chok”. Men hvor Catherine Deneuve ganske rigtigt er en interessant skuespillerinde, har James Franco noget ubeskriveligt… en gemt humoristisk tilgang og et nærvær, der er svært at beskrive. Han kan bære sådan et projekt på sine skuldre. Det er der kun få andre, der kan.
4/6
”Erased James Franco” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Nadia: Hvis ikke man tæller “Erased James Franco” med, er “Maladies” instruktørdebuten for billedkunstneren Carter, der her fortæller historien om en excentrisk familie i 1950’ernes USA. Kunstmaleren Catherine ynder at klæde sig ud som en mand, Patricia er gnaven og god for en upassende kommentar i ny og næ, men det er James Franco, der spiller den bærende hovedrolle som, øh, James, der engang var skuespiller på en sæbeopera, men nu tilbringer sin tid med at skabe en fremtid som forfatter. Alt dette minder i høj grad om virkelighedens James Franco, der med sin periode på sæbeoperaen “General Hospital” og forfatterdebut med novellesamlingen “Palo Alto” må siges at være noget af en inspirationskilde for manuskriptet.
Men “Maladies” er ikke nøjagtig nok i sit portræt af en gruppe særlinge i en klinisk verden, men filmen er så forelsket i sin hovedperson, at tilskueren bliver indoktrineret til at elske ham. Det kan der kun komme et kedeligt synspunkt ud af, og slutresultatet er derfor desværre også en kedelig film. Af disse årsager er det derfor også anderledes interessant at følge kunstmaleren Catherine, mens hun prøver at forene sig med sit behov for at klæde sig ud som en mand. Og når Carter momentvis skaber nogle ægte, fine scener, ser man hvilken film, “Maladies” kunne være blevet til, hvis den ikke var så betaget af sig selv. Scenen, hvor James møder en blind kvinde på en strandbænk med havet og bølgerne i baggrunden, kunne sagtens vare for evigt, fordi den netop dvæler ved sig selv og ikke en ubegrundet og uhæmmet betagelse af sin hovedperson.
3/6
”Maladies” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- The Broken Circle Breakdown / Holland, Belgien
Johnny: Så kom festivalens første tudefilm. At dømme efter de højlydte snøft i biografen og mængden af røde øjne bagefter var jeg dog næppe den eneste. Melodramaet er en meget miskendt genre, som alt for mange elsker at hade. Det kan da også være udelt forfærdeligt, men når det gøres rigtigt, finder man i denne genre nogle af de mest rørende filmoplevelser overhovedet.
Cowboy-drømmeren Didier og tatovøren Elise mødes og forelsker sig til lyden af Didiers bluegrass-band. De får datteren Maybelle, men da hun er syv år gammel, får Maybelle konstanteret kræft. Filmens omdrejningspunkt er forholdet mellem Didier og Elise i alle dets inkarnationer og ikke mindst i skyggen af den tragedie, det er at miste et barn.
Historien fortælles med mange skift frem og tilbage i tid. Derfor er ingen af filmens vendepunkter egenligt uventede, og fokus flyttes herved fra plot til karakterer. Veerle Baetens og Johan Heldenbergh har en enestående kemi i de to hovedroller. At filmen slår så hårdt følelsesmæssigt, er for en stor del deres fortjeneste. Filmens største stjerne er dog musikken. Hvis ikke man var vild med bluegrass før, så burde “O Brother, Where Art Thou?” have omvendt de fleste skeptikere. Arrangementerne er lavet til filmen, og de to hovedrolleindehavere synger selv. Det gør de fantastisk godt. Deres udgave af “If I Needed You”, som optræder i filmens sidste tredjedel, er intet mindre end sublim og kunne godt blive mit favoritcover af denne sang. Dette er filmhåndværk af bedste rang og bør begejstre ethvert publikum. Jeg vil ikke være overrasket, hvis den vinder Publikumsprisen.
5/6
”The Broken Circle Breakdown” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- Berberian Sound Studio / Storbritannien
Andreas: Under dagens visning af “Berberian Sound Studio” gik det op for mig, at man kan grine på en kommenterende måde. Sådan, hvor ens grin tager form af, hvad der sker i en film. Det er meget distraherende. Det er faktisk næsten lige så distraherende, som hvis der sad en og snakkede under filmen og rent faktisk kommenterede den løbende. Denne måde at grine på kan ødelægge en filmoplevelse totalt, for hvis ikke man har samme opfattelse af filmen som grinebideren, bliver man tvangsindlagt til at have det.
Og sådan blev min oplevelse af “Berberian Sound Studio” fuldkommen ødelagt. Filmen er en syret og original fortælling om en engelsk lydmand ved navn Gilderoy, der får arbejde på en italiensk horror-film – en genre, han bestemt ikke er bekendt med. Kulturforskelle og utrygheden ved filmens brutale karakter gør, at Gilderoy bestemt ikke føler sig tilpas i jobbet. Og så begynder der at ske mystiske ting. Plot er der ikke meget af, og historien bevæger sig ikke i nogen tydelig retning, men i stedet er det stemningen og lydsiden, der støber filmens feel.
Dette feel fik undertegnede dog aldrig lov at få føling med, da min sidemand i Cinemateket mente, at filmen skulle ses som en komedie. Bogstaveligt talt hver anden replik fik lattermusklerne tvunget i gang hos denne person, hvis grin altid havde form af kommenterende latter. Således transformerede filmen sig fra det, den nu måtte være, til en sort komedie i stil med “Adams æbler” eller “De grønne slagtere”. Jeg tror bestemt ikke, at den er tænkt sådan, og hvis jeg skal se den sådan, hvilket min sidemand ligesom bestemte for mig, så er den kedelig og noget af en dødbidder. Tak for det, Hr. Grinebider!
3/6
”Berberian Sound Studio” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- The Liability / Storbritannien
Johnny: Engelsk film har en glorværdig tradition for gangsterfortællinger, og denne film lægger sig uden problemer til de moderne udgaver af disse efter model af Guy Ritchie. I filmens åbningsscene smadrer Adam sin stedfars bil. Adam er stereotypen af, hvad man på engelsk ville kalde en chav. Klædt i joggingtøj med guldkæder, baseballkasket og nok attitude til tre almindelige teenagere. Hans stedfar er forståeligt nok ikke begejstret for dette og hiver ham ind på sit kontor til en lille snak. Her går det op for den ikke just skarpsindige Adam, at stedfaderen har nogle ubehagelige forbindelser til den engelske underverden. Som straf for den smadrede bil skal Adam være chauffør for Roy (Tim Roth), der er sendt ud for at ordne et par løse ender for stedfaderen. Tro mod subgenren eskalerer plottet i vanlig grotesk stil med gode portioner humor smidt ind over.
Der er ikke tale om nogen stor film. Der er plothuller, man kunne sejle Titanic igennem. Dette er ren underholdning, men den fungerer på sine egne præmisser. Tim Roth er som sædvanlig genial. Jeg synes, man har set ham alt for lidt på det seneste. Hans “fixer” er et studie i neuroser og iskold kalkule. Adam, personificeret af Jack O’Connell, er øretæveindbydende sløvtopfattende, men opfører sig samtidig som en ivrig hundehvalp over for Roy – tydeligt fascineret af de gangsterfantasier, han er fodret med. Man har forbløffende lidt dårlig samvittighed over at nyde de tæv, han får i løbet af filmen. Dialogen er hurtig og veloplagt, og komik og action blandes i fuld overensstemmelse med genreforventningerne. Hvis man er til den slags, er “The Liability” klart en biograftur værd.
4/6
”The Liability” vises ikke igen under årets CPH PIX.
#1 jannie dahl astrup 11 år siden
Holder til enhver tid på, at Deneuve overgår, ja, alle! Selv søde Franco ;-)