CPH PIX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.

Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d’herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.

Rapport fra CPH PIX dag #7 – 17. april 2012

Johnny: Så er dag 7 overstået. Der var ingen hviledag for PIXperterne, og vi mangler stadig halvanden uges film. 22 film er det blevet til indtil videre. Jeg er stadig overraskende frisk og har endnu ikke oplevet problemer med hovedpine eller ondt i ryggen, hvilket har plaget mig tidligere år. Modsat visse andre (vi nævner ingen navne) har jeg heller ikke set mig nødsaget til at supplere min nattesøvn under filmvisningerne. Vi får se, om formen holder.

- Lykkelige omstændigheder (Un heureux événement), Frankrig

Johnny: Franskmændene laver nogle af de bedste komedier. De har langt bedre end amerikanerne forstået at afstemme humor med hjertevarme uden at forfalde til hverken sentimentalitet eller platheder. Det er “Lykkelige omstændigheder” endnu et bevis på.

Nicolas og Barbara træffer hinanden i den videobutik, hvor Nicolas arbejder (i en af de dejligste ”meet cute”-scener, jeg har set i lang tid). De forelsker sig, flytter sammen og bliver gravide. Her begynder den egentlige historie. Barbara har nemlig svært ved at indordne sig under omverdenens forventninger til sin graviditet. Hun insisterer på at færdiggøre sit speciale under graviditeten, plages af velmenende råd fra familie og venner, pjækker fra sin fødselsforberedelse og tillader sig i det hele taget at sætte spørgsmål ved moderollen. Da barnet endelig kommer, knytter hun sig så stærkt til det, at hendes ægteskab begynder at knirke.

Det lyder som et hårdt drama, men er altså en medrivende og bidende satirisk komedie. Her stikkes til både sikkerhedsfanatisme, “brystmælkskulten”, den enorme babybogsindustri og forestillingen om den perfekte moder. Alt sammen i en episodisk og dynamisk stil med masser af filmreferencer: Jeg talte bl.a. “The Blair Witch Project”, “Alien” og “Tilbage til fremtiden”. Uheldigvis mister den lidt tempo hen mod slutningen, hvor der lige skal bygges en filosofisk overbygning og lidt selvrealisation oven på. Det er ganske unødvendigt og tager bare opmærksomhed fra det udmærkede plot.

4/6

”Lykkelige omstændigheder” vises også den 24. april kl. 19.30 i Husets Biograf.

- The Minister (L’exercice de l’État), Frankrig

Thomas: Hvad er det her for en film? Er det et politisk drama om jernbane-privatiseringer og arbejdskonflikt? Er det en politisk tragedie om ensomheden og arbejdspresset som toppolitiker? Eller er det en politisk komedie/farce i stil med ”In The Loop” om absurde, interne magtkampe i den franske regering? Jeg ved det ikke, og det gør filmen vist heller ikke selv.

De tre genrer er sådan set behandlet fint, men de er bare smadret rundt i hinanden, så man ikke ved, hvad man skal forvente fra scene til scene. Og det er synd. Filmen vandt ”Un Certain Regard” i Cannes sidste år, men det kan vist kun være, fordi den er fransk!

3/6

”The Minister” vises også den 20. april kl. 19.00 i Grand Teatret og den 25. april kl. 17.00 i Gloria.

- Arirang, Korea

Johnny: Hvis alle instruktører havde personlige kriser af samme rang som Kim Ki-Duk, ville filmverdenen blive umådeligt beriget. Hans første film efter “Dream” fra 2008 er en rejse ind i den kreative, personlige og professionelle krise, han har gennemgået. Vi møder ham som en særling, der bor i et underligt skur uden toilet, hvor han er nødt til at sove i et telt for at holde varmen. I et meget konstrueret interview med først hans “naturlige selv” og siden hans skygge prøver han at forklare, hvorfor han ikke har lavet film i tre år. Et par gange bryder han sammen i gråd og begynder at synge Arirang, som er en meget kendt koreansk folkesang, der betragtes som landets uofficielle nationalsang. Derudover bruger han mest tid på at konstruere espressomaskiner. Til sidst bygger han en pistol og begiver sig ud for at skyde alle de mennesker, han mener har forrådt ham.

Det lyder sindssygt “navlepillende” og auteuragtigt, og det er det til dels også. Ki-Duks geniale træk er bevidst at lege med grænsen mellem fiktion og virkelighed. I hans mest outrerede øjeblikke ser vi pludseligt ham selv sidde ved klippebordet og grine af sin egen latterlighed. Han laver meta-betragtninger om skuespilleres trang til at bearbejde deres egne problemer ved at spille onde, vrede eller psykisk ustabile karakterer og går så langt som til at spekulere på, om det er dét, han selv er i gang med.

Jeg kender ikke nok til Kim Ki-Duks historik til at vide, hvor grænsen går mellem film og virkelighed, men det er sådan set også ligegyldigt. Filmen fungerer som en slags skriftestol for instruktøren, og den fungerer godt. At han netop formår at gøre dette selvtilstrækkelige, næsten narcissistiske projekt til en bevægende film, bevidner, at han stadig formår at lave film, hvilket på et fortolkningsplan samtidig afviser den selvdestruktion, der ender med at blive filmens klimaks. Dybt fascinerende film, der dog på det kraftigste frarådes som introduktion til hans værker.

5/6

”Arirang” vises også den 24. april kl. 16.30 i Cinemateket.

- Horror of Dracula, England

Thomas: Det her var min allerførste Hammer Horror-film, og den var en fornøjelse! Fuld skrue på den dystre stemning med lange, gotiske skygger og godt med mosekonebryg, og så er koryfæerne Christopher Lee og Peter Cushing i topform! En klassiker, der utvivlsomt kun er blevet bedre med årene, eftersom den samme historie i dag ville blive sovset ind i tvivlsomme CGI-effekter og tidens hotte stjerner uden skelen til karisma. (*host*”Van Helsing”*host*)

5/6

”Horror of Dracula” vises ikke igen under årets CPH PIX.

- Smuggler (Sumagurâ: Omae no mirai o hakobe), Japan

Johnny: Efter at have hørt dårlige ting om “Last Screening” fra både min co-PIXpert og andre valgte jeg i stedet at se den japanske “Smuggler”. Om det var umagen værd, er jeg ikke ganske sikker på. Kinuta er en arbejdsløs taber, der bruger sin tid på spillemaskiner. Uheldigvis rodes han ind i en lokal bandes planer og ender med at skylde en frygtelig masse penge til dem. For at han kan betale dem tilbage skaffer de ham et job i underverdenen. Han bliver en del af det hold, der skaffer sig af med resterne af forbrydelser. Ét hold renser stedet for blod, lig og deslige, hvorefter Kinuta og hans nye venner kører det væk og brænder det. Det kunne være blevet ved det, hvis ikke de kinesiske og japanske gangstere kom op at slås, og pludselig skal Kinuta først bevogte og siden give sig ud for at være en yderst excentrisk lejemorder.

Uheldigvis lider filmen af et ubegribeligt ubehjælpsomt tempo. Den snegler sig af sted til tider, for pludseligt at blive afbrudt af ultrakorte actionscener med yderst tvivlsom CGI. Jeg sad et par gange og funderede over, hvad en oprigtigt talentfuld instruktør kunne have fået ud af historien, der egentlig er fascinerende nok. For én gangs skyld vil jeg gerne se et Hollywood-remake af en film. Enkelte scener falder fuldstændigt igennem – bl.a. en grotesk overspillende gangsterboss, der dog heldigvis hurtigt henrettes. Hovedpersonen og de fleste af de karakterer, som det vist er meningen, man skal interessere sig for, virker ekstremt flade og irrelevante. Den eneste karakter, man fascineres af, er lejemorderen Spine (uforklarligt oversat til “Vertebrae” i filmens undertekster). Masanobu Ando (som nogle måske vil genkende fra “Sukiyaki Western Django”) spiller ham med en befriende utraditionel skrøbelighed og nerve, og i kraft af dét stjæler han alle de scener, han er med i. Ham vil jeg gerne se mere med… resten af castet samt instruktøren i mindre grad.

3/6

”Smuggler” vises også den 28. april kl. 21.30 i Dagmar Teatret.

- (D)DR, Danmark
- Visningen består af fire separate TV-udsendelser, som Danmarks Radio af forskellige årsager har undladt at sende. Det er lidt omsonst at bedømme udsendelserne på deres kvalitet, så bedømmelsen vil i stedet bero på, hvor interessante de er som historiske dokumenter.

Thomas: ”Hells Angels MC Denmark” er en dokumentar om HA fra staten af 1980’erne, som af Danmarks Radio blev dømt for voldsom til udsendelse. Bortset fra nogle optagelser i starten af nogle fulde HA-medlemmers umotiverede slåen og sparken på tilfældige forbipasserende, er der nu ikke meget voldsomt ved den. Den egentlige begrundelse for at gemme dokumentaren væk var nok snarere, at den kan tolkes som en forherligelse af Hells Angels. Og det til trods for, at der mellem optagelser af HA-medlemmer, der solbader, går til bryllup og fortæller om deres liv (i og uden for fængslet), bliver oprullet adskillige sager om mord – bl.a. Jønkes nedskydning af Makrellen. Det er faktisk en meget informativ dokumentar, og den er værd at se alene for ham gutten, der i begyndelsen går rundt i jeans og HA-lædervest og med et komplet ræveskind på hovedet!

4/6

Thomas: Der var også Bjørn Nørgaards kunstfilm ”En forførers dagbog” fra midten af 1970’erne, som næppe vil gøre nogen fortræd i dag. I ca. ti forskellige segmenter harcelerer han lidt mod kirken, samler og affyrer et maskingevær og siger generelt en masse sludder og opfører sig underligt. DR’s begrundelse for ikke at sende filmen var, at den var for af for dårlig, kunstnerisk kvalitet. Jeg synes ikke, den er noget særligt, men DR’s begrundelse virker underlig, når man tager i betragtning, hvad de ellers har sendt gennem tiden. Det er jo ikke, fordi han parterer en hest og kommer den på syltetøjsglas!

3/6

Thomas: Til gengæld synes jeg, at DR så helt rigtigt, da de i 2009 undlod at sende voksen- dukke-julekalenderen ”H*A*S*H”! Man kan langt hen ad vejen argumentere for, at det faktum, at Sidney Lee lægger stemme til en af hovedkaraktererne, var grund nok til at skrotte lortet! Men selv om tyve år, når den gode Sidney er blevet et ikon på lige fod med Victor Borge og Dirch Passer og har fået gader opkaldt efter sig, vil denne julekalender stadig være sindssygt dårlig smag! Krigssatire skal laves med omtanke – især hvis krigen stadig raser – og det er ingenlunde tilfældet her.

2/6

Thomas: Og endelig var der Cirkeline-filmen ”Flugten Fra Amerika” fra 1970. Se dét er en sprængfarlig affære! Ikke bare er den ekstremt kritisk overfor USA, den er også helt ensidig og propagandistisk, og så er den naturligvis rettet mod børn! Jeg ved ikke med dig, men jeg synes, at der er lige lovligt mange socio-politiske aspekter i politivold, racediskrimination og kapitalismens mørke sider til, at børnehave-børn skal spekulere over det. Men for voksne er det både skræmmende, fascinerende og temmelig underholdende at se i dag. Billedet i programmet er fra denne film, og det siger vist det hele!

5/6

”(D)DR vises også den 23. april kl. 19.00 i Husets Biograf.