Den 11. april blev årets CPH PIX-filmfestival kickstartet. Sidste år dækkede Filmz CPH PIX mere grundigt end noget andet dansk medie, og vi satser på at give den mindst lige så meget gas på PIX-fronten i år!

I 2012 havde vi to PIXperter – Johnny Vinther Jensen og Thomas Borgstrup – til at anmelde festivalens film. Duoen nåede at diske op med over 500.000 anslag fordelt på i alt 19 artikler, og i år suppleres PIXpert-veteranen Johnny af de faste Filmz-anmeldere Andreas Holck Høeg-Petersen og Nadia Parbo. Husk at tjekke vores Filmz TV-udsendelse om den filmglade trio, hvori PIXperterne diskuterer PIX, deres filmsmag og årets festivalprogram.

CPH PIX anno 2013 rundede for nylig af. Til og med den 24. april kunne danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.

Rapport fra CPH PIX dag #14 – 24. april 2013

Johnny: Det er fuldbragt. Endnu en festival er overstået, og vi må vente et helt år til næste gang. Overordnet har det været en rigtig god festival. Da jeg først læste programmet, var jeg ellers meget skeptisk og frygtede, at det ville blive et dårligt år. Heldigvis har der været mange positive overraskelser, og generelt har niveauet været højt. Selvfølgelig har der været skuffelser, men ikke i samme grad som under visse tidligere festivalår. Ja, vi har haft det samme bøvl, som vi har hvert år med rykkede starttidspunkter (tro mig, der er en vred e-mail på vej til Dagmar) og larmende idioter, men det er set værre. Jeg har heller ikke oplevet større tekniske problemer eller aflyste visninger af nogen art, hvilket i dén grad er positivt.

Det var også grunden til, at jeg valgte at skippe dagens sidste film. Når der nu slet ikke har været aflysninger eller film, som jeg har følt mig nødsaget til at udvandre fra (hvilket dog sker umådeligt sjældent), syntes jeg, jeg havde overskud til at undvære én. Ikke mindst da den næstsidste film var rigtig god. Det er altid rart at kunne slutte festivalen på et højdepunkt. Jeg valgte i stedet for filmen at tage på restaurant sammen med et par andre filmnørder, og ud over at det var dejligt at spise lækker, veltilberedt mad igen, så var det rart at have tid til at gøre diskussioner færdige og få snakket om andet end film. En perfekt afrunding på årets festival, hvor det trods alt blev til 51 film. Men frygt ikke, kære læser, jeg vender frygteligt tilbage næste år for at agere som jeres øjne og ører inde i mørket.

Andreas: Tiden er inde, PIX er omme, og blot en enkelt film blev det til for undertegnede på filmfestivalens sidste dag. Men hvilken film! Efter at have været på arbejde tog jeg med min gode ven og kollega, Sarah, til Empire for der at se “Fankenstein’s Army” klokken 22.30, hvilket desværre er det tætteste, PIX kommer på midnatsvisninger. Det er måske min største anke mod festivalen, at den ikke tager sin egen kategori “Midnight Madness” seriøst nok til først at smide filmene på klokken 00.00. Bare lige for en to ugers periode ville det være fantastisk at få lov til at se udskejede film fra midnat. Dog tror jeg, at Sarah var ganske glad for, at klokken ikke var halv to om natten, da hun rystende forlod biografen…

Nadia: Sidste dag på PIX. Det er altid sært, og denne dag skulle gennemføres alene med dertilhørende melankoli og sær glæde over at få sit liv tilbage. Nu kan jeg igen gå ned og købe ind, bøgerne kan afleveres på biblioteket til tiden, jeg har rent faktisk tid til mine venner, og jeg kan endda lave min egen middag i stedet for altid at få den tilberedt af fremmede hænder.

- Before Snowfall / Norge, Tyskland, Irak

Johnny: Når fortællinger er bedst, udfordrer de vores forudindtagede holdninger til emner, som vi sandsynligvis ikke ved ret meget om. I denne film er det æresdrab, der tages under behandling. Siyar er blevet familiepatriark efter faderens død. Han har arrangeret et ægteskab mellem sin søster og sønnen af en lokal rigmand, men da søsteren stikker af sammen med en anden mand, må han, for at undgå repressalier og for at bevare familiens anseelse, rejse fra den lille kurdiske landsby i Irak for at finde og dræbe hende. I Istanbul møder han gadetøsen Evin, som han knytter sig til, og hun følger med på hans videre rejse. Hun leder efter sin far, der bor i Berlin. Som man måske kan forvente, ender de begge to med at finde noget ganske andet, end de søger. Om ikke andet finder de hinanden.

Filmen er filmet on location undervejs på Siyars rute. Det giver en stor autenticitet, og de meget forskellige landskaber og sæsonernes skiften giver en rolig, men uafvendelig rytme til filmen, som komplementeres af klipningen og filmens struktur i det hele taget. Vi begynder i Irak om sommeren, men slutter i Norge midt i vinteren. Mere tydelig kan overgangen fra idyl til tragedie ikke tegnes. Filmen har nogle meget smukke billeder, og fotografen har tydeligt haft et nysgerrigt blik for de stadigt skiftende omgivelser, hvilket sætter publikum i Siyars sted og øger vores indlevelse i denne karakter. Desværre er Abdullah Taher, der spiller ham, ikke den mest udtryksfulde eller subtile skuespiller, hvilket gøres ydermere tydeligt af, at Suzan Ilir, der spiller Evin, i dén grad imponerer. Det trækker lidt ned i den endelig bedømmelse, men der er stadig tale om en yderst seværdig film.

4/6

- Harmony Lessons / Kazakhstan, Tyskland, Frankrig

Nadia: Måske er det, fordi den både af blevet hypet af Andreas, alskens kritikere og under adskillige samtaler, jeg har overhørt, men for mit vedkommende var “Harmony Lessons” en lige så fæl en skuffelse som at se Raveonettes live. Man tror, det bliver for fedt, fordi alle siger, at det bliver det, men det går hurtigt op for én, at oplevelsen på ingen måde kan leve op til omtalen.

Filmen handler i al sin enkelthed om den ensomme dreng Aslan. Hans ydre viser det aldrig, men han kaster op i timerne, torturerer biller og sidder for meget alene på sit værelse. Han er udstødt af de andre i klassen, og der bliver slået hårdt ned på enhver, der vover at vise sig med ham. Bøddelen i dette henseende er klassekammeraten Bolat, der har udpeget Aslan til syndebuk, og stille og roligt begynder Aslans hævn at udfolde sig.

Samfundets underhunde har altid været et interessant emne, men hvor film som mesterværket “Elephant” lader handlinger tale for sig selv, fejler “Harmony Lessons” i sit forsøg på at engagere os i den stilfærdige hovedperson. Hans sjæleliv når aldrig ud over lærredet, og han er derfor et svagt bud på en hovedperson. Langt mere interessant er hans nye ven, bydrengen Mirsain, der skaber sig fjender ved at blive Aslans ven. Er jeg bare en dum anmelder, der ikke forstår de fine detaljer i “Harmony Lessons”? Det kan da godt være, men som en hardcore fan af misforståede eksistenser, der endda elsker den stille skønhed ved de udstødte, burde jeg nu alligevel være i den primære målgruppe, og jeg blev altså enormt skuffet.

3/6

- The Reluctant Fundamentalist / Indien, Pakistan, USA

Johnny: Vi skal igen have vores fordomme udfordret, men denne gang er emnet terrorisme og anti-amerikanske, muslimske intellektuelle. Rammefortællingen tager udgangspunkt i kidnapningen af en amerikansk professor fra universitetet i Lahore. Efterfølgende opsøges hans kollega, Changez, af journalisten Bobby (den sørgeligt undereksponerede Liev Schreiber). Han udspørger Changez om hans holdninger samt hans forbindelser til kidnapningen. Som svar fortæller Changez historien om, hvordan han gik fra at være ærkekapitalist hos et konsulentfirma i New York til at ende som radikal professor i Pakistan. Alt imens optrappes situationen omkring dem mod et voldeligt klimaks.

Filmen fortæller sin historie utroligt effektivt med få, men virkningsfulde spring i tid. Kontrasten mellem Changez’ liv i New York og hans liv i Pakistan fremhæves gennem filmen, indtil den med et uhyre godt twist pludseligt vender om og i stedet fokuserer på lighederne. Filmen er desuden begavet med dygtige skuespillere, der selv i mindre biroller formår at fylde lærredet ud. Jeg vil særligt rose Kiefer Sutherland som Changez’ knudemand af en chef i New York og Haluk Bilginer som den forlægger i Istanbul, der foranlediger hovedpersonens radikale forandring.

Kernen i filmen udgøres dog af førnævnte Schreiber og den eminente Riz Ahmed som Changez. Ahmed indgyder sin rolle med en charmerende arrogance, men formår at prikke ubehagelige huller i samme, når manuskriptet kræver det. Hvis han ikke bliver tilbudt store roller i fremtiden, er der ingen retfærdighed til. På billedsiden lever kontrasten mellem den moderne storby i stål og glas samt det kulørte og eksotiske Lahore i højeste grad også, men heldigvis nuanceres sidstnævnte, så vi både ser slummen og overklassens muromspændte villaer. Slutningen er måske forudsigelig, men det gør ikke filmen mindre vedkommende. Det er et bedrøvende blik ind i en geopolitisk virkelighed, der virker uomgængelig, men som man inderligt håber, der kan findes alternativer til. Sammenligningen med “Syriana” er fuldt fortjent.

5/6

- Frankenstein’s Army / Holland, USA

Andreas: “Frankenstein’s Army” havde man oprindeligt kun mulighed for at se, hvis man mødte op ved et busstoppested og lod sig køre til en ukendt bunker for at se filmen. Heldigvis blev der arrangeret en ekstravisning, så et par håndfulde håbefulde zombiefans fik mulighed for at se filmen på mere ordinær vis. Meget kort handler den om en deling sovjetiske soldater under anden verdenskrig, der følges af en kameramand med et meget mobilt kamera, der optager i meget høj kvalitet, tiden taget i betragtning. Hvad de imidlertid støder på er vis gal doktor med et rimelig vanvittigt projekt…

Det her er en fantastisk film! Den er indbegrebet af en midnatsfilm, der er så vild, at man selv som garvet filmgænger ud i det udskejede må tage sig til hovedet i forbavselse over, hvor blodigt, ækelt og grotesk det hele alligevel ender med at blive. Found footage-stilen havde jeg frygtet ville blive brugt (som så ofte før) til at skjule en lav produktionsværdi og snige sig uden om for mange vellavede gore-effekter, men der tog jeg gruelig fejl. Stilen er valgt for at kunne lave visse scener, der bombarderer tilskueren med veltilrettelagte chok, og for at lade dr. Frankenstein komme til orde – og dermed føles found footage-stilen fuldkommen berettiget – om end stadig en smule utroværdig.

Filmen er instrueret, produceret og forfattet af Richard Raaphorst, der ligeledes selv har designet de vilde nazi-zombierobotter, der vitterligt er både overraskende uhyggelige, kreative og varierede. “Frankenstein’s Army” er derved et fuldstændigt vellykket vanvidsværk af en passioneret filmmager, der ikke lægger fingre imellem, når det kommer til at trække sit publikum med ned i helvedet – forrygende og fantastisk!

5/6

- Peaches Does Herself / Tyskland

Nadia: Lad mig lige slå det helt fast: Peaches er utrolig. Den canadiske musiker er simpelthen en fest, og hun er helt sin egen. Og hun har alle de kvaliteter, der er med til at skabe en interessant kønspolitisk debat. Hun er en ægte feminist på en musikscene, hvor de fleste Lady Gaga-inspirerede kvinder helt har misforstået konceptet ved netop feminismen og stadig tror, at jo mere afklædt man er, jo større et slag slår man for den kvindelige seksualitet. Det er forkert, og Peaches ved det.

“Peaches Does Herself” er en koncertfilm, men den er ulig de fleste kedelige koncertfilm, der blot fokuserer på at promovere bandet og styrke pladesalget. Dette er en musical om, hvordan Merrill Fisker blev til Peaches, og samtidigt er det en musical om sex i alle dets afskygninger. Så længe det er vulgært og grænsende til det latterlige, er det okay med Peaches, og det er netop pointen i hele hendes musikalske eksistens. Det er også pointen i “Peaches Does Herself”, der uden tvivl vil dele vandene, men som leverer et veltilrettelagt spark i røven på en popkultur, der er mindst lige så vulgær som vores hovedperson, men som prøver at skjule det bag en facade af “god smag” – noget, der bestemt ikke bekymrer vores aparte fersken eller hendes lige så bizarre medspillere.

Dette er en koncertfilm af de mere kuriøse. Kendere af den særprægede Peaches ved, hvad de vil blive udsat for, når de sætter sig i sædet. Den vulgære kvinde, der siden debuten, “Fancypants Hoodlum” i 1995, har været dronningen af electroclash, har altid været interesseret i at sætte Amerikas snerpede seksualitet på spidsen og at vrænge på næsen af rock’n’roll-livsstilen, der ofte seksualiseres, indtil musikken ikke længere spiller en egentlig rolle. Men i stedet for at slå i bordet, rammer Peaches, hvor det for alvor gør ondt – hun spiller simpelthen med. Og hun spiller bedre end alle de andre.

5/6