For 30 år siden blev et lille, brunt rumvæsen efterladt her på Jorden, og den følelsesladede skabning efterlod et uudsletteligt indtryk på både filmmediet og millioner af biografgængere. Vi taler naturligvis om den kære E.T. fra Steven Spielbergs Oscar-belønnede mesterværk “E.T. The Extra-Terrestrial” – den fænomenale familiefilm fra 1982, som fortæller historien om den introverte dreng Elliott, som bliver bedste venner med den lave og lavmælte E.T., der forsøger at ringe hjem, mens myndighederne jager ham.

Den 30. oktober udkommer filmen endelig på Blu-ray herhjemme. Ud over at fans omsider får mulighed for at se filmen i HD, så er udgivelsen også spækket med ekstra godter – lige fra trailere og billedgallerier til adskillige nye og gamle dokumentarer. Filmz’ anmeldelse af udgivelsen bliver offentliggjort på udgivelsesdatoen, men i mellemtiden kan vi præsentere et interview med den nu 41-årige Henry Thomas, som fik sit store gennembrud som 10-årig i rollen som den eftertænksomme Elliott. Interviewet er stillet til rådighed af Universal Pictures og oversat af Filmz. Vi skal i øvrigt advare mod spoilers, hvis man endnu ikke har set filmen (og i så fald bør du prompte investere i udgivelsen sidst på måneden!).

Husker du, hvordan du oprindeligt fik rollen?
“Jeg fik at vide, at jeg skulle til audition på Steven Spielbergs nye film, og at det var en science fiction-film. Jeg var meget spændt, for jeg var en stor “Star Wars”-fan, og jeg forestillede mig, at jeg skulle aflægge prøve på en actionspækket, intergalaktisk og “Star Wars”-lignende film. Jeg improviserede også lidt – det kan du se på YouTube. Da jeg var færdig med min audition, kunne jeg høre Spielberg sige bag kameraet: ’Knægt, rollen er din'. Det er den eneste gang i hele min karriere, at jeg fået en rolle, allerede da jeg var færdig med min audition.”

Hvad var dit indtryk af Spielberg?
“Han var bare utroligt entusiastisk og bogstaveligt talt ellevild ved tanken om at lave filmen, og hans begejstring smittede. Han talte med mig på mit eget niveau. Jeg ved ikke, om han gjorde det bevidst eller ubevidst, men han havde en indstilling, der fik mig til at føle, at han var en af os. Han var ikke som en almindelig voksen. Han befandt sig mere i en gråzone, han var en mellemting mellem en mand og en dreng. Det gjorde det hele meget forståeligt for mig som en 10-årig dreng, og jeg forstod, hvad han bad mig om.”

Hvordan ville du beskrive forholdet mellem dig, Robert MacNaughton (Michael) og Drew Barrymore (Gertie)?
“Jeg er enebarn, så jeg kunne ikke trække på nogen erfaringer med søskende. Mens vi optog filmen, klyngede jeg mig meget fast til Robert MacNaughton, der spillede min storebror – både foran og bag kameraet. Jeg forsøgte altid at hænge ud med ham og de andre ældre fyre. De var 15 år gamle, mens jeg var 10. Jeg var ikke en fyr, de gerne ville hænge ud med, så man kan sige, at fiktionen afspejlede virkeligheden i den forstand, at alle hele tiden prøvede at slippe af med Elliott. Drew indgød glæde i alle, hun er bare så sjov. Man vidste, hun ville blive en stjerne, så snart man mødte hende.”

Hvordan var det at spille over for E.T.?
“Selvom vi dengang i 1981 havde adgang til den allernyeste teknologi, så var teknologien også mangelfuld. Hovedsageligt brugte man en mekanisk dukke, og ligesom de fleste mekaniske ting brød den ofte sammen. Der var også en mimer, Caprice Roth, som lagde sig ned under kameraet foran væsnet og rykkede dukken med hænderne. På mange måder reddede hendes arbejde min præstation og dermed også filmen, for det er meget svært at spille skuespil og reagere over for en maskine – men bare dén lille antydning af menneskelighed gjorde en kæmpe forskel. På en måde gjorde det hele oplevelsen mere virkelig for mig.”

Var den sidste afsked den sværeste scene at optage?
“Den var faktisk ikke nær så svær at optage som scenen, hvor hjemmet bliver sat i karantæne af myndighederne. Den var virkelig svært at skyde. Der var så mange mennesker til stede. Der var et stort pres på mig, for jeg følte, at der var 30-40 mennesker omkring mig, som alle forventede, at jeg skulle levere varen, så jeg havde bare at gøre det. Da vi indspillede afskedsscenen var der bare kamerafolkene, mig selv og væsnet på en scene. Det var meget privat.”

Hvad husker du fra optagelserne af din kyssescene med Erika Eleniak?
“Spielberg måtte gejle mig lidt op forinden, for jeg var bange for, at andre børn ville gøre nar af mig, fordi jeg kyssede en pige. Det var ret smertefrit, bortset fra at jeg blev så ængstelig under forberedelserne, at mine og Erikas tænder stødte sammen. Jeg følte mig som en kæmpe idiot.”

Hvad med cykelscenerne?
“Jeg var ikke helt stor eller stærk nok til at køre cyklen med den skumstøbte E.T. i cykelkurven. Den vejede omkring 10-15 kilo og gjorde det svært for mig at styre cyklen. I mange af cykelscenerne er det i stedet Ceppie Mayes og Duke Brickenton, som cykler. De var nogle unge, berømte BMX-fyre. Jeg husker, at jeg var frustreret over ikke at kunne indspille mange af cykelsekvenserne.”

Hvordan påvirkede det dit liv, da filmen gik hen og blev den mest succesfulde nogensinde?
“Det slog mig godt nok omkuld. Jeg kunne ikke rigtig begribe det. Jeg blev genkendt på gaden, og det var jeg ikke vant til. I starten tænker man: ’Wow, jeg er berømt', og så indser man, at omverdenen ikke er interesseret i at møde mig, men i at møde Elliott, og de tror, jeg er Elliott. Det var interessant, for det kom lidt som en åbenbaring for mig, da jeg var 10 år gammel. Jeg håndterede det ikke godt.”

På hvilken måde?
“Den bedste måde at håndtere berømmelse på er at være konsekvent høflig. Tag lidt tid ud af din dag og dæk folks behov. Bagefter kan du frigøre dig selv fra det hele. Dengang jeg var rigtig ung, skete der tit det, at når folk kom imod mig, så brød jeg sammen og spænede væk. Det er ikke den bedste reaktion.”

Når folk nu til dags opsøger dig på gaden og taler om filmen, hvad siger de så til dig?
“I dag siger folk oftest: ’Jeg er bare nødt til at fortælle dig, at det er den første film, jeg husker, at jeg så’. Dengang jeg var yngre, skete der oftest det, at folk gengav en scene eller en replik fra filmen. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere, når folk kom hen til mig og sagde: ’Phone home!' Jeg sagde bare: ’Okay, tak, det skal jeg nok'.”

Hvorfor tror du, at folk stadig er så vilde med E.T. nu 30 år efter biografpremieren?
“Jeg tror, at den taler til folks barmhjertighed. Den gør folk glade, fordi de godt kan lide den medfølelse, de ser i Elliott, når han forsøger at hjælpe dette fortabte væsen. Vi har brug for mere af den slags medfølelse, for så ville verdenen være et bedre sted at bo.”

Som sagt udkommer “E.T. The Extra-Terrestrial” på Blu-ray herhjemme den 30. oktober, og selvsamme dag vil du kunne læse en anmeldelse af skiven her på Filmz.