James Camerons første spillefilm i 12 år, “Avatar”, indtager biograferne 18. december. For at få en forsmag på filmen blev Filmz inviteret med til en 15 minutters præsentation af “Avatar” i 3D, hvor filmselskabet 20th Century Fox viste udvalgte scener og traileren i 3D. Her følger en vurdering af klippene.

Scene 1
Den første scene skildrede en militærbriefing. Den aldrende, muskuløse oberst Quaritch (Stephen Lang) fortæller sine soldater om farerne på planeten Pandora, som de befinder sig på. Quaritch er tydeligvis ikke fan af de indfødte na’vier – de høje, blåfarvede væsner, som befolker Pandora og gør det svært for menneskerne at høste planetens ressourcer. Undervejs dukker Jake Sully (hovedrolleindehaver Sam Worthington) op i sin rullestol.

Cameron har aldrig været ferm til at skrive dialog (der er alligevel en god grund til, at “Titanic” kunne vinde 11 Oscars, men ikke engang blev nomineret til bedste manuskript), men uden at være sensationelle føles replikkerne i dette klip generelt naturlige og aldrig så cheesy, som Camerons replikker har en tendens til at være. Den forholdsvis ukendte Stephen Lang er enormt overbevisende som en hårdhudet kommandant. Fordi tempoet ikke var så højt, og fordi der ikke blev klippet så ofte, fik man virkelig lov til at studere 3D-effekten, som desværre ikke var optimal i lige dette tilfælde. Det føltes nærmere. som om man overværede en håndfuld forskudte 2D-lag ovenpå hinanden end rigtig 3D. Om det skyldtes salen eller teknologiens begrænsninger, kan jeg ikke sige med sikkerhed.

Scene 2
Dette er scenen, hvor Jakes bevidsthed overføres til hans såkaldte “avatar” – den na’vi-krop, forskerne har skabt, som Jake kan kontrollere via sin hjerne på menneskernes militærbase. Sigourney Weaver dukker også op og gør det godt som en af videnskabsfolkene på militærbasen – hendes karakters kyniske sarkasme vækker varme minder om Ellen Ripley i “Aliens”. Da Jake vågner op i sin nye krop, nægter han at adlyde forskernes ordrer om at blive siddende. Han stiller sig i stedet op – knap 4 meter høj – og smadrer utilsigtet en masse inventar i lokalet med sin lange hale og sine akavede bevægelser.

Denne scene fungerer langt bedre, end den gjorde i trailerne – det skyldes ikke mindst, at trailerne viste sekvensen i slowmotion, hvilket kun fik sekvensens computergenererede na’vi-skabninger til at virke mere uvirkelige. Bevægelserne er troværdige (takket være Camerons brug af avanceret motion capture-teknologi), og skabningerne er flotte og detaljerede. Men scenen fungerer afgjort bedst, når Jakes bevægelser får videnskabsfolkene til at gå lidt i panik, hvorefter kameraet bevæger sig så hurtigt, at man får mindre tid til at bemærke 3D-animationerne. Flere af videnskabsfolkene har nogle avancerede computerskærme, der benytter nogle smarte hologrammer, som nærmest bevæger sig ud mod tilskueren – her får du med garanti lyst til at række ud efter lærredet.

Scene 3
Jake og et par soldaterkammerater (deriblandt Weavers avatar) støder på et næsehornsagtigt væsen, hvis brede næse får den til at ligne en hammerhaj. Det lykkes Jake at skræmme den væk, men pludseligt dukker der et endnu værre væsen op – et kæmpe, øgleagtigt kreatur, som jager Jake igennem junglen i en hæsblæsende sekvens.

De computerskabte væsner og miljøer fik mange til at vende tommelfingeren nedad over for filmens teaser-trailer – og med god grund. Men den store øgle ser virkelig godt ud, og dens bevægelser er forbløffende livagtige. I 3D får man næsten lyst til at gemme sig under sædet for at undgå dens kolossale poter. Det førnævnte, næsehornsagtige væsen er dog knap så imponerende – dens bevægelser er ikke særlig flydende, og den fremstår ofte forbavsende uskarp. Den computerskabte jungles grønne nuancer er enormt appetitlige, og skygger, træer og blade bevæger sig, som de skal, men til tider er omgivelserne også for uskarpe, lyse og lidt teksturløse – ligesom junglen i “King Kong”. Indimellem føler man altså snarere, at man ser en dyr animationsfilm end en film, der forsøger at skabe en fotorealistisk, computerskabt verden.

Scene 4 og 5
Disse to scener hænger næsten sammen, og begge viser Jakes avatar i samtale med den kvindelige na’vi Neytiri (Zoe Saldana). Neytiri skræmmer en række prærieulvagtige væsner væk fra den pressede Jake, før hun slår Jake til jorden og understreger sin utilfredshed over at skulle slå uskyldige væsner ihjel for at redde ham.

Her får vi rig lejlighed til at studere de computergenererede na’vier, og fordi ægte mennesker har udført alle deres bevægelser (som Camerons folk så har overført til de computerskabte na’vier), bliver det lettere at tolerere de få skud, hvor deres blåfarvede hud har mindre tekstur end i de andre. Man fornemmer endda en god kemi imellem Saldana og Worthington, også selvom man jo ikke ser deres ægte kroppe, hvilket er noget af en bedrift. Der var heller ikke frygtelig meget action i disse sekvenser, så man fik også god tid til at nyde alle de små, visuelle detaljer i junglen. Blade og alskens partikler falder jævnligt ned fra himlen, og det er detaljer som disse, der er med til at gøre hele filmens univers så forførende, også selvom det indimellem fremstår for uvirkeligt og poleret.

Scene 6
Her skal Jake udvælge den drage, som skal være hans flyvepartner resten af livet. Dette er åbenbart et farligt ritual, som alle na’vier skal igennem én gang i livet. De andre na’vier ler af den nyankomne Jake, mens Neytiri forsøger at hjælpe ham. Det hele foregår højt oppe på et af Pandoras bjerge. Der er langt ned, og da Jake og hans drage endelig flyver af sted, får man lidt af et sug i maven. Dragerne er dog sjældent livagtige, og dette er også den af scenerne, som får den computerskabte Pandora-natur til at fremstå mest kunstig – måske fordi man får lov til at studere så meget af den i altafslørende dagslys.

Konklusion
De udvalgte scener bød på flere lamslående øjeblikke, men “Avatar” ligner ikke just den epokegørende teknologiske triumf, som man var blevet lovet af Cameron. Jovist, de computerskabte miljøer og figurer er flotte, men der er tit en slående kontrast mellem billedsidens ægte og uægte elementer. Lydsiden var i øvrigt upåklagelig, men musikken var tydeligvis ikke blevet færdiggjort, for Hans Zimmers musik til “The Thin Red Line” akkompagnerede den første sekvens.