Du havner i en eksotisk kultur, slås for at socialisere dig, scorer høvdingens datter og viser til sidst dit værd blandt de indfødte mod deres fjende.

Bekendt?

Going native-temaet er udødeligt, da det med en række naturlige konflikter forærer byggestenene til det skudsikre filmmanuskript. Plottet er derfor ofte det samme, mens miljøet varieres i én uendelighed.

Seneste knopskud er ikke en film, men en hel serie dedikeret til den klassiske fortælling. “Marco Polo” er baseret på den venetianske eventyrers opdagelsesrejser i Asien. Foruden letbenet historisk korrekthed byder Netflix-originalen på masser af sex, vold og selvfølgelig et kulturchok ud over det sædvanlige. Den unge hovedperson, Marco Polo, havner nemlig i kejserlig tjeneste hos Kinas sidste store Khan, Kublai Khan.

Instruktørerne er de norske guldfugle Joachim Rønning og Espen Sandberg, parret bag ekspeditionsfilmen “Kon-Tiki”. Og det er ikke tilfældigt. De to nordmænd er både stærke på den visuelle side og erfarne med eventyrformularen.

I den lettere ende af den her type fortællinger finder vi Disneys romance mellem en kolonist og en indianerpige i “Pocahontas” fra 1995. The New World – den amerikanske østkyst – invaderes her af briterne i jagten på guld. Gentleman John Smith udvikler i mellemtiden sympati for den lokale stamme efter at have truffet høvding Powhatans smukke datter, Pocahontas. Det er lige efter skabelonen.

Alligevel stjæler James Cameron den samme model til “Avatar” fra 2009, hvor marinesoldaten Jake Sully i et LSD-lignende jungleridt tilslutter sig det primitive, men hyperintelligente na’vi-folk i Pandoras svævende Halleluja-bjerge og vender sig imod de amerikanske imperialister.

Tilbage i 1990 instruerede, producerede og spillede førsteelskeren Kevin Costner “Danser med ulve”, der genstartede going native-filmen og blæste oscarceremonien bagover med syv statuetter til følge. Filmen roses generelt for sin troværdighed, især i dialogen, der er delvist skrevet på indiansk lakota-mål.

En amerikansk nordstatssoldat (Costner) forflyttes til Den Amerikanske Borgerkrigs vestfront, hvor han etablerer et venskab med områdets siouxindianere. De trues af såvel hvide som nabostammens pawnee-krigere, men velkommer soldaten, da han en dag redder medicinmanden Kicking Birds adoptivdatter, Stands With A Fist, fra selvmord. Westerneventyret er for langt, men kulturmødet er gribende godt iscenesat.

Verdens – måske – bedste film er også at finde i feltet. David Leans “Lawrence of Arabia” fra 1962 skildrer med stor psykologisk indsigt den britiske officer og forfatter T.E. Lawrences rolle i Det Arabiske Oprør imod osmannerne. Altmuligmanden lykkedes med at organisere en regional beduinhær mod overherrerne og anses i dag som en krigshelt, i hvert fald af englænderne. Baggrunden som Oxford-arkæolog gav ham et indgående kendskab til arabisk sprog og mentalitet og motiverede ham til at kæmpe for ørkenens undertrykte stammefolk. Et tidløst going native-drama i skyggen af 1. Verdenskrig.

Tidløs er også en anden eventyrlysten arkæolog. I “Indiana Jones og templets forbandelse” fra 1984 må Indy efter en række tilfældige hændelser redde en indisk landsby fra at blive ofret af en underjordisk dommedagskult: ”Kali Ma … Kali Ma … Kali Ma Shakti de!” I Steven Spielbergs mesterlige trilogi (den fjerde undtaget) om vovehalsen indtager denne som regel tredjepladsen. Ikke desto mindre er filmen et pragteksempel på, hvordan going native-genren gøres bedst med glimt i øjet (og støv på tøjet).

“Marco Polo” kan ses på Netflix.