Jeg har masser af tid. Der er længe til, jeg skal i Grand Teatret og se “The Double”, en nyfortolkning af Dostojevskijs “Dobbeltgængeren”, med Jesse Eisenberg i hovedrollen. Så som det dovne dyr, jeg nu engang er, vælger jeg at lade cyklen blive stående derhjemme. For i toget kan jeg slå røven i sædet og drømme mig langt væk fra Langebros nådesløse blæst. Jeg hopper derfor ind bagerst i det, i dagens anledning, åbenbart ganske futuristiske tog.

Det er nemlig ikke et hvilket som helst tog, jeg er kommet ind i. Designet får mildest talt DSB’s IC3-model til at ligne et fortidslevn. Men trods den moderne teknologi er tingene indenfor ikke, som de burde være. Denne ende af toget er nemlig fyldt til randen. Folk ikke bare sidder på jorden, som hvis man uheldigvis er stødt ind i et hjemvendende publikum fra en udsolgt fodboldkamp, nej, i denne lille kupé er der proppet med kæmpestort P. En mand i 30’erne med sort strikhue og fuldskæg foreslår, at vi går længere frem i toget. Jeg er med. Alt andet end denne trøstesløshed, tænker jeg.

Men det er ikke bare sådan at komme op forrest i toget. En flok vagter med maskingevær spærrer døren, mens de smiler nedladende. Hvad sker der? Hvor er jeg? Inden jeg overhovedet når at komme mig over forskrækkelsen, rejser alle togpassagererne op. Et oprør er undervejs. Jeg følger bare med. Hvordan kan jeg lade være? Jeg vil også væk fra den bagerste del af “Snowpiercer”, som toget vist kaldes. Rejsen væk fra elendigheden og tættere på overklassen byder på utallige, nervepirrende slåskampe og fantasifulde togvogne, der ikke ligner noget, jeg har set før. Jeg holder vejret af spænding, indtil vi når til den station, hvor jeg skal af. Puha, nu har jeg vist fortjent at slappe bare en lille smule af.

Heldigvis ligger Grand Teatret tæt på. Og jeg har stadig masser af tid, kan jeg se på mit ur. Så hvorfor ikke tage et smut forbi den surrealistiske kunstner Sergio Caballeros nyeste udstilling først. Det skulle der være rigeligt med tid til. “The Distance”, som udstillingen kaldes, minder ikke om noget, jeg nogensinde har set før. Det ene øjeblik studerer jeg et dødkedeligt, bart russisk landskab, mens jeg det næste ser en kulsort filmoptagelse af tre telepatiske dværge, der planlægger at udføre et kup. Så mærkelige og sjove skabninger tror jeg aldrig, jeg har set før. Især den ene af dem opfører sig opfører sig bizart.

Han bliver ved med at stikke hænderne langt ned i sine bukser for derefter at lugte til sine fingre. Nej, det kan sgu ikke engang gøre det. Han indånder dunsten af sit skridt, som var det duften af nyslået græs på en glohed midsommeraften. Men han er nødt til det. Han skal have fat i Las Vegas med det samme. Der er ingen tid at spilde. Den storbarmede receptionist dukker nu op i en tankeboble over ham. Hun slikker hurtigt sin højre storetå og giver ham prompte den nødvendige information. Klokken 13.17 var der nogen, som spurgte efter ham. Nu har den telepatiske dværg travlt. Kuppet skal udføres.

Selvom det langt fra var hele udstillingen, der var lige interessant, så forlader jeg Caballeros surrealistiske udstilling med et stort smil på læben. Endelig er det blevet tid til “The Double”. Jesse Eisenbergs præstationen er måske meget lig den i “The Social Network”, men det ændrer ikke på, at han gør det fantastisk som den ensomme kontormedarbejder, der pludselig får sig en dobbeltgænger. Især lydtapetet blæser mig væk. Inspirationen fra “The Godfather” er tydelig, men det ændrer ikke på, at den futuristiske verden føles uhyre intim takket være de overdøvende lyde af tog og andet baggrundsstøj.

Samtlige i salen sidder helt ude på kanten af sædet under slutningen. Alle undtagen Mads Brügger. På sin plads på forreste række har han flittigt lyst biografsalen op med sin mobiltelefon, og nu er han på vej ud af salen. I ren og skær frustration over hans dårlige biografvaner springer jeg op af mit sæde og flår mobilen fra ham. Eller det gjorde jeg vist egentlig ikke, nu jeg tænker mig om. Jeg har det vist med at glemme, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi. Perspektiv er en sjov ting.